EU-kritik som ritual

Vi bør lære at værdsætte kommentatorers tilbagevendende klagesange over vælgernes ringe interesse for EU-stoffet som en ren æstetisk, intellektuel nydelse. For intet sker.

Det er meget almindeligt at politiske kommentatorer beklager sig over den ringe dækning af EU i dansk presse. Således skriver Lisbeth Knudsen i dag (3/4 2011) i sin klumme i Berlingske:

Det største problem er sådan set at EU’s beslutningsorganer og beslutningsprocesser ikke er underlagt samme kritiske opsyn som beslutningerne i vores nationale parlamenter. Det er mediernes rolle som kontrollant af magthaverne, en stærk offentlighedslovgivning og vidtgående pressefrihed, der skaber demokratier med høj troværdighed, lav korruption og tillid hos vælgerne.

Anledningen til klummen er at EU-kommissionen har standset et forslag fra parlamentet om at afsætte godt 8 mill. danske kroner til kulegravende journalistiske projekter på tværs af grænser i EU for 2010 og 2011. Kommissionen forlanger indsigt i den journalistiske research og indholdet i projekterne for at kunne leve op til EU’s revisionsbestemmelser for håndtering af økonomiske midler. Lisbeth Knudsen finder det pinligt at EU kan stoppe et sådant projekt, når man samtidig gerne vil være åben, gennemsigtig og demokratisk.

Jeg er fuldstændig enig. Alt andet ville også være opsigtsvækkende. Det er vel umuligt at finde nogen – bortset fra dem i Kommissionen som har stoppet forslaget – som kan være uenig i det som Lisbeth Knudsen skriver.

Og det gælder jo næsten altid når der er nogen fra den politiske og mediale elite der skriver principielle ting om kommunikation fra EU til de befolkninger som findes i EU-landene. Der er bestemt ikke mangel, hverken på rigtige meninger eller skrappe oprop.

Der er masser og kloge, ansvarsfulde iagttagere der gang på gang slår i bordet og kræver bedre dækning af EU-stof i medierne. Problemet er slet ikke mangel på rigtige meninger i blændende sprogdragt. Problemet er at det eneste der kommer ud af de mange slag i bordet, er at vandglassene hopper på stedet.

Alt andet fortsætter den gale vej. På 10 år er dækningen af EU-stoffet i danske landsdækkende dagblade faldet med 40 % siger analyserne, og mens der er 180 akkrediterede journalister på Christiansborg til 179 folketingsmedlemmer, så er der kun 13 danske journalister akkrediteret som EU-korrespondenter.

Men hvad kan man da gøre?

Lisbeth Knudsen og andre forestiller sig åbenbart at parlamentets forslag om at EU bevilgede nogle penge som journalister så kunne søge for at lave kritisk journalistisk om EU, er en farbar vej. Men det forekommer ikke realistisk. Der er tusind måder hvorpå et bureaukrati kan stoppe sådan en proces. Og det har de jo faktisk allerede gjort inden den er kommet i gang. Og det kan altid ske med henvisning til interne regler for administration af pengestrømmen.

Kernen i problemet med den ringe dækning af EU i danske og alle andre EU-landes medier er at de personer som agerer i EU-sager ikke er nogle som danske vælgere føler de kan vælte af pinden hvis de klokker i det. Den EU-kommissær som er ansvarlig for beslutningen om at stoppe disse penge, er helt ukendt i den danske politiske tv-føljeton.

Selvfølgelig er der er teoretisk sammenhæng mellem de danske vælgere og så denne ukendte EU-kommissær. Men denne forbindelse er så indirekte og kringlet at vælgerne ikke opfatter det som en sammenhæng de kan påvirke. Og derfor gider TV ikke lave et interview med denne kommissær. I øvrigt gider kommissæren formentlig slet ikke personligt stille op til et interview med et dansk medium. Kommissæren har en talsmand som orienterer alle EU-landenes medier på dertil indrettede pressemøder som annonceres i god tid.

Det er derfor vi hele tiden ser Mette Fugl og andre korrespondenter blive interviewet af studieværterne. Det er umuligt at finde de ansvarlige for sagerne og få dem i tale. Endsige gøre dem til offer for et kritisk interview. Pligtskyldigt lirer dansk TV derfor EU-stoffet af ved hjælp af korte interview med de udsendte korrespondenter.

EU vil først blive godt politisk stof den dag EU kan levere ansvarlige ledere til den politiske tv-føljeton som vælgerne følger med i. Folk der har noget på spil, hver gang de optræder. For vælgerne interesserer sig kun for personer som har den såkaldte tommelkraft, dvs. som de kan vælte hvis personen dummer sig i føljetonen.

For at sådanne figurer skal opstå, så skal EU-kommissærer være valgt ligesom danske ministre. De skal komme fra velkendte EU-partier hvis styrkeforhold afgøres af den samlede EU-befolkning ved regelmæssige valg. Men det har meget lange udsigter.

Alene sprogbarrierer mellem landene er tilstrækkelige til at umuliggøre denne vision. Men hertil kommer den enorme inerti der ligger i det nuværende EU i retning af et bureaukrati som lever i sin egen verden, uantastet af pressen. Dette system vil have alle muligheder for effektivt at bekæmpe ethvert tilløb til at vælgerne kunne blive så interesseret i EU-stof at kommissærerne artigt måtte stille til pressespanking ligesom en dansk minister.

Derfor kan Lisbeth Knudsen og andre gode og forstandige folk blive ved med deres gribende klagesange længe endnu. Formentlig ind i evigheden.

Derfor bør vi lære at nyde disse jævnlige klagesange alene for deres æstetiske værdi. Ellers er de jo helt spildt ulejlighed.

Til toppen af siden