Forside KlausKjoeller.dk >< Forside KJOELLER.dk >>> Kommentarer og moraler, menu

 

151217klauskjoellerDKforside.bmp

Først lagt op 05-03-2016, senest opdateret 05-03-2016 21:28:03

Skriv eventuelle kommentarer til kommentaren på www.facebook.com/klauskjoeller

151217KjoellerDKforside.bmp

 

 

Jeg er Frank Underwood

Hvis vi i dansk politik indførte ”den fjerde væg”, så ville ingen af vores politikere nogensinde bruge den til det, som forfatterne til ”House of Cards” bruger den til: at opbygge Frank Underwood som et politisk monster, der overgår selv de mest politikerlede vælgeres værste forestillinger om politikere.

 

 

 

Den amerikanske TV-serie ”House of Cards” har i disse dage taget hul på sin fjerde sæson. Det har givet anledning til, at flere medier skriver om serien og dens figurer, bl.a. hovedpersonen, Frank Underwood, som er USA's præsident i serien.

 

141018PolArgEpubFors600x800.jpg

Politisk argumentation. En teori om offentlig politisk argumentation i et velfærdsdemokrati, Borgen 1991, e-bog SAXO.com 2014,

Jeg må straks tilstå, at jeg aldrig selv har set et eneste afsnit af serien. Det vil muligvis undre nogle, som ved, at jeg gennem mere end fyrre år har beskæftiget mig ret intensivt med at forstå politik. Ikke så meget de historiske detaljer i sig selv, men de regler og principper, som bestemmer partiers, politikeres, mediers og andre politisk interessante organisationers adfærd, herunder deres offentlige argumentation.

Og flere gange har jeg fået udgivet satiriske romaner, hvor jeg har benyttet mine indsigter til at fortælle en historie om politikere, spindoktorer og den slags. Så jeg burde nok for længst have set ”House of Cards”, men det har jeg altså ikke. Der ligger intet principielt i det. Det skyldes vist bare en blanding af dovenskab og tilfældigheder. For jeg læser med interesse, hvad aviserne skriver om serien, hver gang en ny sæson begynder.

Og det er ikke avisernes åndelige pygmæer og spinatfugle som denne sag overlades til. I Berlingske har Jesper Beinov, chef for lederkollegiet, opinion- og navneredaktør, dækket sagen omhyggeligt gennem flere år, og Beinov har også i dagens avis (05-03-2016) allerede givet et referat af de første fire episoder af denne sæson. I Politiken fyldte kulturredaktør Rune Lykkeberg i går hele forsiden af 2. sektion med både en anmeldelse og en kommentar med titlen ”Kynikeren og hans danske disciple”. Det fremgår, at seriens hovedperson, Frank Underwood, ”samler den rene kynisme i én person”, og kommentaren genfinder så kynisme i virkelige, danske politikere. Under denne vinkel beskrives Anders Fogh Rasmussen, Margrethe Vestager, Kristian Thulesen Dahl og Bjarne Corydon, som ses som forskellige kyniske undertyper.

Men lad de tekniske detaljer ligger. Jeg vil her skrive om den grundlæggende misforståelse af kynisme og magtstræb, som Rune Lykkeberg efter min vurdering udtrykker. En misforståelse, som desværre også plager hele vores skolesystem og derfor ligger bag den stærkt opreklamerede politikerlede.  Rune Lykkeberg skriver: ”Store ord og flotte taler er for kynikeren hykleri, som dækker over simpelt begær efter magt. Så kynikeren roser sig selv for at sige tingene, som de er, den barske sandhed om tingenes tilstand.”

Kynisme og kynikere er altså den onde selv. Kynikerens form for tænkning og forståelse bør derfor undgås og erstattes af tro på noget højere.

Jeg er også selv i anmeldelser af mine bøger og ved foredrag utallige gange blevet udsat for denne kritik for at være kyniker og den medfølgende forargelse. Der er blandt folk en udbredt lyst til at angribe den budbringer, der siger lige ud, hvad politik går ud på. Folk kæmper for at bevare deres tro på højere, mere ædle værdier end rå magt.

Det er der ikke noget at sige til. For det er rent sprogligt umuligt ikke at være imod kynisme, sådan som det her fremstilles af Lykkeberg. Det er en en sproglig trivialitet, at vi bør bekæmpe kynikere. Det er åbenlyst sprogligt absurd at have magt som erklæret endemål. Det handler om, hvad magten skal bruges til.

Men nu til realiteterne: Det er groft misvisende at betragte magt som en værdi, der er større end enhver anden værdi. Enhver offentlig figur, som skal samle støtte, skal vurderes positivt på de fire dyder (værdier) ærlighed, idealisme, stabilitet og kompetence. Det gælder politikere, ledere og enhver skolelærer og forfatter af bøger og TV-serier. Her kommer det at få magt ind som en del af kompetencen. En skolelærer, som har set ”House of Cards” og måske fået indtryk af gennem Rune Lykkeberg, at det at søge magt er det samme som at være en forbandet kyniker, kan have svært ved at optræde som klasseværelsets suveræne magthaver. Det gør det svært for hende at få ro og lære børnene noget. Derfor er det undergravende at oplære folk i, at magt er forkert og kun noget for afskyelige kynikere som Underwood. ”House of Cards” er undergravende ved at knytte det nødvendige fænomen magt tæt sammen med en moralsk anløben hykler. Og ved at Rune Lykkeberg og mange andre artigt forstørrer budskabet om, at magt mest er noget for kynikere. Sandheden er, at magt er nødvendigt for alle, som ikke vil lade sig tryne. Og jo flere der jomfrueligt forsager magten, jo lettere spil har de, der intet problem har med at bruge den, altså typer som Underwood.

Læs om de fire dyder.

Jeg har ud fra pressens grundige beskrivelser af Frank Underwood forstået, at han jævnligt gennembryder ”den fjerde væg” og taler direkte til seerne. Her fremtræder han utvetydigt som kyniker og nedbryder hos seeren enhver tro på, at han selv tror på de fire dyder, som han og enhver anden politiker officielt skal tro på for at vække begejstring hos sine vælgere og sine eventuelle underordnede. Teknikken med at tale direkte til seerne er velkendt fra almindeligt spindoktor-arbejde, hvor spindoktoren (politikerens personlige rådgiver) betror udvalgte journalister, hvordan sandheden i virkeligheden er bag alt det, som man officielt siger.

 

 

http://www.hovedland.dk/frontgate_system/img_download.asp?id=456&resize=true

Den åndelige Akse. Roman. Forlaget Hovedland 2007. E-bog SAXO.com 2014.

 

141018SpindoktorEpubFors600x800.jpg

Spindoktor, Aschehoug 2001, e-bog SAXO.com 2014.

Interesserede kan læse mere om teknikken i bogen Spindoktor, især Regel 11: Virkelighed er, når spindoktoren er med på billedet. Og læse i kapitel 12 om hypervirkelighed og metaimage.

At ”gå bag om virkeligheden”, ”off record” eller ”bag facaden” er en meget stærk, velprøvet metode, hvormed der kan skabes en ny troværdig virkelighed bag den virkelighed, som i øvrigt er etableret. Her kommer spindoktoren ind som en meget bekvem figur, når politiske reportere og kommentatorer skal skrive afslørende artikler: Hvis man inddrager spindoktoren i sin virkelighedsfremstilling, så går man også bag om den officielle virkelighed og etablerer en ny, afsløret virkelighed.

På denne måde er spindoktorfiguren en meget anvendelig rekvisit, når journalister skal markere, at de nu går bag den ”facade” som en politiker og et parti normalt fremviser. Det er helt rituelt, at tv bruger især forhenværende spindoktorer som f.eks. Mogensen & Kristiansen til at signalere, at man går ekstra dybt ned under den virkelighed, som alle og enhver opfatter.

Det er klart, at denne teknik virker særligt stærkt, når det ikke bare er en spindoktor, men politikeren selv, der personligt henvender sig til sit publikum, således som det sker, hver gang Frank Underwood benytter teknikken med at gennembryde ”den fjerde væg”. Det er hver gang som at se cykelrytteren Bjarne Riis tilstå, at han har taget doping, altså snydt og bedraget.

Det er yderst skadeligt for demokratiet at bilde folk ind, at en politiker enten er kyniker som Frank Underwood eller ikke er kyniker, som Alternativets leder, Uffe Elbæk, vistnok efter manges opfattelse slet ikke er, skarpt forfulgt af ledende politikere fra Enhedslisten, SF og de Radikale. Det giver folk indtryk af, at man kan nå noget som helst i politik uden at være rimeligt ferm til også at vinde magt. Politik er lige så dræbende kedsommeligt, hvis man tror, at politik kan bedrives helt uden magtkampe, som det er, hvis  man tror, at det altid kun handler om at vinde magt, og at politik består i, at den, der er mest fæl og magtsyg tryner de andre.

 

 

scan0008

Manipulation. En håndbog. 2. reviderede udgave. Borgens Forlag 2007, Gyldendal Business 2013.

Desværre er det efter min erfaring således, at litterært uddannede personer som Rune Lykkeberg, der har studeret litteraturvidenskab, som regel i praksis opfatter den fortællerfigur, som etableres i enhver fortælling som en del af fiktionen, som lig med den faktiske forfatter. Når jeg utallige gange er blevet anklaget for personligt at være en ulidelig kyniker, fordi jeg i en bog har forsøgt enkelt, forståeligt og underholdende at forklare, hvordan man kommunikerer effektivt (Manipulation – en håndbog), hvordan man bruger netværk til at skaffe sig job, gode ordrer og overlever på et hospital og en arbejdsplads (Netværk på godt og ondt. Magtmisbrug for begyndere) og hvordan almindelige mennesker skaffer sig magt, så andre hjælper én med alting (Håndbog for undertrykte – med nøgle til kommissærernes bullshit), så er årsagen, at man ikke kan se, at det er nødvendigt, at fortælleren vælger rollen som kyniker, når opgaven er at fortælle den sandhed til læserne, at de ikke kan regne med at overleve i dette samfund på deres blå øjne og gode intentioner alene.

Frank Underwoods jævnlige gennembrud af ”den fjerde væg” er en litterær teknik, som er god til at opbygge Underwood som en maksimalt kontrastfyldt person: gennemført kynisk i sit ægte indre og gennemført hyklerisk i sit falske ydre. Det er godt for en historie at have en maksimalt kontrastfyldt figur som hovedperson. Men denne guddommelige klarhed om, hvordan Underwood i virkeligheden er, er præcis den guddommelige klarhed, vælgerne altid mangler, når de skal vurdere en politiker. Og hvis vi indførte den fjerde væg i vores virkelige, politiske tv-nyhedsføljeton, så ville ingen af vores politikere nogensinde bruge den til det, som denne fiktions forfattere bruger den til: at opbygge Underwood som et politisk monster, der overgår selv de mest politikerlede vælgeres værste forestillinger om politikere. Tværtimod ville alle vores politikere kun gennembryde den fjerde væg for at bedyre, at det, de sagde offentligt, var ret nøjagtigt, hvad de mente. Måske bortset fra Uffe Elbæk, som kunne tænkes at indrømme, at han aldrig tænkte spor på magt, selv om han godt vidste, at han egentlig burde.

 

 

 

scan0014

Netværk på godt og ondt. Magtmisbrug for begyndere Kbh: Borgen 2004, e-bog SAXO.com 2015

151116HaandbogForUndertryktePoDFors.jpgHåndbog for undertrykte – med nøgle til kommissærernes bullshit. Paperback og e-bog SAXO.com 2015

 

 

**********************

 

 

 

Klaus Kjøller, © klaus@kjoeller.dk

Øverst i dokumentet

 

 

151217klauskjoellerDKforside.bmp

 

Skriv eventuelle kommentarer til kommentaren på www.facebook.com/klauskjoeller

151217KjoellerDKforside.bmp