Bagside

Der er bøger om takt og tone. Og der er bøger om sex. Denne bog handler om hvordan du kommer fra takt og tone til sex.

Kærlighed alene gør det ikke. De rigtige følelser er ikke meget værd hvis du optræder forkert eller hvis din udstråling siger: Gå væk! Hold afstand!

Jeg elsker dig er en praktisk håndbog i forførelsens kunst.

Og den er ikke forbudt for piger!

Udkom 1994

Bibliotekernes vurdering

Her er afsnit om, hvad forførelse er, hvorfor den er nyttig, forførerroller, forskellige jagtmarker, om at komme tæt på, berøringer, selve akten, dagen derpå samt om moral og kærlighedens teknikker. Med supplerende litteraturhenvisninger og stikordsregister. - Bogen er godt og humoristisk skrevet, og måske kan drømmen om den eneste ene eller om et herligt sidespring komme tættere på at blive virkelighed, når teori og teknik er i orden. Tonen er henvendt til unge, men det skal ikke forhindre andre i at søge råd, da bogen også forholder sig til forførelse i og uden for parforholdet. Bogen er skrevet til mænd, men kvinder kan udmærket hente nyttig viden. I sagens natur vil der både være almen viden og mere speciel information, og det er lykkedes forfatteren at omsætte kommunikationsteorierne til en populær praktisk vejledning med mange gode og detaljerede råd.

 

 

FORSIDE KJOELLER.dk

ALLE BØGER

KOMMENTARER OG MORALER, MENU 1

KJOELLER NEWS

BREVKASSEN

PROFIL

MEST LÆSTE PÅ KJOELLER.dk

BEDST SÆLGENDE BØGER

 

 

 

 

 

 

 

Først lagt op 02-12-2019,,senest opdateret 03-12-2019 10:10:04

Kølletæppebank

Nul sex, jeg er lektor

Man imponeres over, at en så fin, dødkedelig svensk forsamling af gamle lærde kan gemme på så forrygende, opstemte lidenskaber.

Feministen BOOTYLove regner altså med gennemsnitligt i ca. 2 en halv time hvert døgn at have en penis i sin skede livet igennem.

Jeg er vist den eneste forsker på Københavns Universitet, som nogensinde har fået forbud mod at sige ”røv”, når han taler med pressen. Men folk forstår nu engang bedst de råd, man giver, når man kalder en spade for en spade – og en røv for en røv.

 

 Fejl! Bogmærke er ikke defineret.

 

 

 

 

Indhold

Sex til morgenkaffen 1

29-01-2019: Artiklen om de ufrivillige sexfantasier i Politiken denne morgen overgår bladets andre artikler om sex, fordi den fantaserende Marnie er syg. 1

Indre Mission opdateret 1

17-09-2018: Formanden for Indre Mission i Harboøre står nu frem som offer, der føler sig forfulgt, fordi han går ind for det samme sex som stort set resten af landet. 1

Kræsne lidelser 1

10-08-2018: Ikke underligt, at Signes lidelser med de sexhungrende venner er Politikens mest læste den dag 1

Alexandra sexy mama 1

17-05-2018: Derfor er det på høje tid at springe ud som sprællevende sexy power-kvinde på arbejdsmarkedet. 1

Svensk håb 1

13-04-2018: Groft sagt er imponeret over, at en så fin, dødkedelig svensk forsamling af gamle lærde kan gemme på så forrygende, opstemte lidenskaber. 1

Morten MeToo Sabroe 1

13-02-2018: Men hvis en hanekylling af en mandlig anmelder havde skrevet om en ældre, veletableret kvindelig forfatter, at hendes seneste roman var en ny, sexet, dyr kjole hængt på en gammel, forvirret kvinde, så skulle vi ordentlig se løjer. 1

Store patter fortolket 1

21-12-2017: Ved at råbe dette i flok indgiver sent udviklede drenge hinanden mod til enkeltvis senere i livet at forsøge at matche den kønsmodne kvindes respektindgydende, mystiske krop, herunder brysterne. 1

Fuldmagt til svensk 1

19-12-2017: Den eneste langtidsholdbare, realistiske løsning for ægtefolk er, at parterne giver hinanden en fuldmagt til sex, som så opbevares hos Notarius Publicus. 1

#MeToo2.00 1

18-11-2017: Vi  har intet hørt fra unge, smukke kvinder, som ved at udsætte sig for mægtige mænds seksuelle udfoldelser scorer en hovedrolle i en film. 1

Dårlig timing 1

04-07-2017: Det er ulækkert for Politikenlæsere, som holder badeferie ved Middelhavet, at tænke på de mange druknedes indflydelse på badevandets kvalitet. 1

Penispension 1

9/3 2017: Feministen BOOTYLove regner altså med gennemsnitligt i ca. 2 en halv time hvert døgn at have en penis i sin skede livet igennem. 1

Glad aften i byen 1

10-01-2016: Da kastraktion ved grænsen strider mod menneskerettighederne og mod Schengen, så er den eneste realistiske mulighed for en glad aften i byen, at Europas kvinder holder armslængde til fremmede. 1

Den nøgne sandhed 1

19-04-2015: Groft sagt foreslår, at man uden pladderpædagogiske omsvøb fortæller de unge, at hvis de lægger nøgenbilleder af sig selv på nettet, så er de bare for dumme til at have adgang til nettet. 1

Forskningsbaseret vås 1

12-10-2014: Ved at koble sin forskning med private, letkøbte fantasier om køn, erotik og undertrykkelse leverer Catherine Hakim dygtigt stof både til vittighedstegnere og store, fængende overskrifter og til den tusindtallige kalkunrablen på Facebook 1

Public service-sex 1

19-07-2014: Dansk TV bruger sine nyhedsudsendelser til – groft manipulerende – at hylde Helle som dagens kvinde i skysovs i EU, og som rødmende skøn brud, der modstår frierier fra selv de mægtigste europæiske bejlere, fordi hun har fundet den sande kærlighed blandt os småfolk i kolonihavelandet 1

”Øl!” sagde barnet. ”Øl!” 1

13-06-2014: TV, politikere og kommunaldirektører udbreder budskabet om, at dagens unge danske møer og svende er nogle forknytte, hæmmede stakler, som kun efter at have indtaget kassevis af øl er i stand til at nyde livet 1

Nul sex, jeg er lektor, Bonus 1

Grådkvalt politik, Storyboard 1

29-09-2018: I denne uge satte verdenspressen fokus på to teenageres mulige sex for 36 år siden. Det giver god mening. 1

Bogen, der skaffede mig til tops til klaps på universitetet 1

29-11-2016: Jeg er vist den eneste forsker på Københavns Universitet, som nogensinde har fået forbud mod at sige ”røv”, når han taler med pressen. Men folk forstår nu engang bedst de råd, man giver, når man kalder en spade for en spade – og en røv for en røv. 1

Sex-debatten, som ikke kan stoppes, men kun rase ud 1

02-04-2016: Den ordrige, tågede debat om de nordsjællandske gymnasie-sexvideoer kan ikke stoppes af fornuft. Derimod kan den bringe frække billeder ud i selv de pæneste medier. 1

Nul sex, jeg er lektor 1

Maj 2014: Som lektor af mandskøn på et humanistisk universitetsinstitut har jeg i mange år levet under en stadig trussel om sexchikane. En trussel både fra mit eget køds skrøbelighed og fra de mange attraktive kvindelige studerende og kolleger, som jeg var og er omgivet af. 1

Selvdestruktion på scenen 1

26-12-2010: Whitney Houston kan ikke refunderes gennem Forbrugerstyrelsen 1

Gud som retorisk nødvendighed 1

05-08-2010: Pædofilisagerne i den katolske kirke er gode til at vise at en religion grundlæggende er en organisation som alle andre. En organisation som andre organisationer kan lære meget af, bl.a. værdien af stor kærlighed til en autoritet som altid lytter. 1

 


 

 

 

Sex til morgenkaffen

29-01-2019: Artiklen om de ufrivillige sexfantasier i Politiken denne morgen overgår bladets andre artikler om sex, fordi den fantaserende Marnie er syg.

Tirsdag morgen (29/1 2019) var mest læste på Politiken.dk ”Ny britisk tv-serie om ufrivillige sexfantasier: Alt hvad Marnies hjerne registrerer, drejes i en stærkt grafisk, seksuel retning.”

Andre erotiske sider, som ikke ligger i top på avisen samme morgen, er ”De statsansatte i USA er sendt hjem fra job – samtidig stiger besøgstal på verdens største pornohjemmeside” med en stimulerende illustration af en indbydende bagdel på en sexarbejder, og to sexklummer: ”Det bedste ved januar er at lege blindebuk under dynen” og ”Rejse og rejsning, fremmede kyster og fremmede bryster. For mig hænger det hele sammen.”

Artiklen om de ufrivillige sexfantasier slår de andre, fordi den fantaserende Marnie er syg. Selv om hun selv ser sin lidelse fra en humoristisk synsvinkel, som skal få folk til at le, så fremhæver Politiken – efter at have indviet læserne i hendes sexuelle fantasier – at hun i virkeligheden lider af sygdommen OCD (tvangstanker), som kaldes Pure O, når tvangstankerne er seksuelle. Og at netop OCDs sexuelle variation må formodes at være omfattet af endnu større tabu end egentlig OCD.

Artiklen er således både erotisk stimulerende og giver samtidig læserne udløsning i medfølelse med et offer. De andre artikler er bare erotisk stimulerende uden mulighed for tilsvarende udløsning.

 

 


Indre Mission opdateret

17-09-2018: Formanden for Indre Mission i Harboøre står nu frem som offer, der føler sig forfulgt, fordi han går ind for det samme sex som stort set resten af landet.

Hos syv kristne samfund mener man, at rummeligheden overfor flydende opfattelser af kønsidentitet er gået for langt.

Det mener bl.a. Indre Mission i den vestjyske by Harboøre. Og nu kræver formanden på DRs hjemmeside, at deres holdning bliver hørt og accepteret.

”Der bliver talt ned til mig. Det virker som om, jeg er under angreb, fordi jeg har den holdning, jeg har,” siger Jakob Bro. ”Jeg synes et mand-kone ægteskab er det bedste.”

Formanden for indre mission er ikke alene. Faktisk er det en forsvindende minoritet som går ind for noget andet. Men de fylder meget i medierne med prideparader og lignende.

Det er velkendt, at der i vore tider er mere omtale at hente i at være undertrykt og ildeset, end i at være mainstream. Og nu har også Indre Mission indset nødvendigheden af at være offer for at få omtale. Formanden står derfor frem som offer, der føler sig forfulgt, fordi han går ind for det samme som stort set resten af landet.

Det var lettere i gamle dage, hvor Indre Mission kunne få landsdækkende omtale ved bare at gyde svovl og forbandelser ud over hele LGBT-farvespektret. Og mere underholdende.


Kræsne lidelser

10-08-2018: Ikke underligt, at Signes lidelser med de sexhungrende venner er Politikens mest læste den dag

Signe Madsen, cand.it. i oplevelsesdesign, tilstår i dag (10/8) i Politikens kronik: ”Jeg er dødtræt af at skulle underholde mine sexhungrende parvenner om mit singleliv og byture.”

”Jamen, så lad dog være!” vil mange råbe. Men nej, så let er det ikke. For Signe er tvunget til at underholde de sexhungrende parvenner, fordi hun ellers vil lide endnu mere ved at føle sig skamfuld og svag over medlidende blikke, fordi hun er enlig.

Og her stopper tragedien ikke. For nu er hun også blevet dødtræt af at underholde sine sexhungrende venner. Signe lever således i et uløseligt lidelsesdilemma.

Ikke underligt, at Signes lidelser er Politikens mest læste den dag. Konkurrencen på problemmarkedet er benhård og kun højt uddannede oplevelsesspecialister, der sidder i en tredobbelt skruestik af uløselige problemer, kan efterhånden røre Politikens lidelseskræsne læsere.


Alexandra sexy mama

17-05-2018: Derfor er det på høje tid at springe ud som sprællevende sexy power-kvinde på arbejdsmarkedet.

Kongehusekspert Søren Jakobsen mener, at et portrætmaleri af grevinde Alexandra, hvor hun optræder nedringet, kropsbemalet og ser udfordrende på tilskueren, er dårlig stil for en kongelig. Grevinden og hendes to børn er derimod begejstrede. Tre jævnaldrende kvindelige kendisser roser i BT billedet.

 

Groft sagt kan ikke se problemet.

 

Alexandra er ikke længere medlem af kongehuset. Og hun har helt frivilligt frasagt sig sin årlige, livsvarige statsydelse på 1,9 mio kr. (2007-niveau) fra juli 2020 i forbindelse med, at hendes yngste søn fylder 18 år. Derfor er det på høje tid at springe ud som sprællevende sexy power-kvinde på arbejdsmarkedet.

 

Selv om andre riddere af Elefantordenen stadig har deres på det tørre, så bør det ikke afholde dem fra at slå sig løs med lignende portrætter.


Svensk håb

13-04-2018: Groft sagt er imponeret over, at en så fin, dødkedelig svensk forsamling af gamle lærde kan gemme på så forrygende, opstemte lidenskaber.

Sveriges fornemste forsamling af store ånder, Det Svenske Akademi, ligger i ruiner. Metoo-bevægelsen hvirvlede gamle, alvorlige sex-anklager mod en mægtig svensk kulturping op. Det medførte, at der blev kastet lys over magtmisbrug og fortrolighedsbrud i forbindelse med Akademiets uddeling af Nobels Litteraturpris. Og da kulturpingen er gift med et akademimedlem, så blev hele akademiet hvirvlet med ind. Og nu udskælder fornemme medlemmer hinanden for det værste i pressen. Flere har – trods livsvarigt medlemsskab – meldt sig ud.

Groft sagt er imponeret over, at en så fin, dødkedelig svensk forsamling af gamle lærde kan gemme på så forrygende, opstemte lidenskaber. Hvis Sveriges landsdækkende, pæne tavshedskultur og politiske korrekthed overalt skjuler lignende, eksplosive ressourcer, er der stadig håb for Sverige.

 

Læs Kølletæppebank: Carl Gustav til hestIngen troede, at Sveriges fornemste forsamling af store ånder, Det Svenske Akademi, nogensinde skulle udstå større ydmygelser end dem, som sangskriveren Bob Dylan bød på. Men den nværende skandale har afsløret, at Akademiet undervurderede sine egne ressourcer. I den anledning holder Kølletæppebank nedenfor parade over vort broderlands svagheder og styrker, som de har vist sig gennem de senere år.


Morten MeToo Sabroe

13-02-2018: Men hvis en hanekylling af en mandlig anmelder havde skrevet om en ældre, veletableret kvindelig forfatter, at hendes seneste roman var en ny, sexet, dyr kjole hængt på en gammel, forvirret kvinde, så skulle vi ordentlig se løjer.

En grøn kvindelig anmelder kan godt skrive således her i Berlingske om en ældre, veletableret mandlig forfatters seneste roman: ”’32 centimeter’ er en ny Porsche med en gammel mand ved rattet, der lidt for ofte mister orienteringen.” Det eneste, der sker, er, at forfatteren bliver sur og får lov til at skrive sin egen salgsfremmende anmeldelse til bladet. 

Men hvis en hanekylling af en mandlig anmelder havde skrevet om en ældre, veletableret kvindelig forfatter, at hendes seneste roman var en ny, sexet, dyr kjole hængt på en gammel, forvirret kvinde, så var han blevet sat på hjul og stejle af rasende feminister. Især hvis det, han sagde, var rigtigt. 

MeToo gør gamle mænd fredløse, gamle kvinder usårlige og unge kvinder fandenivoldske. Og gør alle frække Klods-Hans’er til stegte hanekyllinger.


Store patter fortolket

21-12-2017: Ved at råbe dette i flok indgiver sent udviklede drenge hinanden mod til enkeltvis senere i livet at forsøge at matche den kønsmodne kvindes respektindgydende, mystiske krop, herunder brysterne.

Fodboldlandsholdet kvalificerede sig i november til VM. Deres sejssang rummede disse linjer: ”Hvem var det, der vandt i dag? Det var dem fra Danmark af. Hey hey hey. Store patter!”

Råbet er plat, men ikke kvindediskriminerende.

”Store patter” er sådan noget, som usikre pubertetsdrenge i flok råber efter en veludviklet jævnaldrende eller lidt ældre pige. Ved at råbe dette i flok indgiver sent udviklede drenge hinanden mod til enkeltvis senere i livet at forsøge at matche den kønsmodne kvindes respektindgydende, mystiske krop, herunder brysterne.

Men da vores mandlige landshold jo består af kønsmodne mænd, kan råbet kun forstås selvironisk: De drømmer om at score VM-pokalen, med samme styrke som små drenge drømmer om at score en rigtig kvinde.

Folk, som lader sig krænke af råbet, forstår ikke dansk.


Fuldmagt til svensk

19-12-2017: Den eneste langtidsholdbare, realistiske løsning for ægtefolk er, at parterne giver hinanden en fuldmagt til sex, som så opbevares hos Notarius Publicus.

Juridiske eksperter rejser tvivl om det svenske forbud mod sex uden samtykke. De kalder det ren symbolpolitik. “Domstolen er (stadig) helt henvist til, hvad parterne fortæller, og så bliver det ord mod ord,” siger Fredrik Wersäll, landsretspræsident i Sverige.

Ja, og selv en underskrevet erklæring torsdag aften mellem elskovsbesatte om, at begge giver samtykke til storslåede erotiske aktiviteter mellem kl. 22.30 og 24, kan jo bortkomme, inden en eventuel retssag.

Den eneste langtidsholdbare, realistiske løsning for ægtefolk er, at parterne giver hinanden en sexfuldmagt, som så opbevares hos Notarius Publicus. Med flueben på et bilag skal tilladte sexstillinger og -former afkrydses.

Periodisk afholdenhed i ægteskabet bør stadig være tilladt, hvis bare det anmeldes til Notarius i god tid.


#MeToo2.00

18-11-2017: Vi  har intet hørt fra unge, smukke kvinder, som ved at udsætte sig for mægtige mænds seksuelle udfoldelser scorer en hovedrolle i en film.

Det er rystende med alle de kvinder, som i øjeblikket står frem og fortæller om ydmygende behandling fra mænd, som har brugt deres magt til at få sex.

Men det giver en ensidig, skæv vinkel på emnet magt og sex, at ingen af kvinderne i kampagnen #MeToo, har fået noget ud af manden, som kan opveje lidelserne. Vi  har intet hørt fra unge, smukke kvinder, som ved at udsætte sig for mægtige mænds seksuelle udfoldelser scorer en hovedrolle i en film – eller livslang forsørgelse og social prestige som mage til en rig, grim, gammel mand.

Hvis sådanne kvinder stod frem i en kampagne #MeToo2.00 med deres skræmmende succeshistorier, ville kampagnen mod sexchikane blive renset for enhver mistanke om bare at være hævntørstige kvinders forfølgelse af mægtige mænd, som foretrak andre.

 

Tante blev lammet af gys over denne grovhed,

fordi det ikke er en pæn tanke, at kvinder, som har scoret roller eller rige mænd ved at tilbyde sig seksuelt, holder det for sig selv. Tante vil helst ikke tro på, at den slags kvinder findes. I øvrigt ville en sådan kampagne #MeToo2.00 fuldstændig slå kampagnen #MeToo af pinden, fordi den – ud over at rumme seksuelle ydmygelser – ville gøre visse kvinders kunstneriske karrierer og visse mægtige mænds ægteskaber til skandaler.

Læs flere Tantes grove gys.

 


Dårlig timing

04-07-2017: Det er ulækkert for Politikenlæsere, som holder badeferie ved Middelhavet, at tænke på de mange druknedes indflydelse på badevandets kvalitet.

Politiken bragte under Roskildefestivalen vidnesbyrd fra kvinder, som er blevet voldtaget under festivalen. En læser, gymnasielærer June Horup, klagede så over, at disse artikler bragtes, efter hun havde sendt sine tre døtre afsted og ikke blev bragt før, så hun kunne have taget en ekstra snak med døtrene om sikkerhed og sex. Hun var nu ødelagt af frygt for døtrenes skæbne.

Fuldt forståeligt! Men med al respekt er det næsten endnu mere hensynsløst med alle de fotos, Politiken i øjeblikket viser fra Middelhavet i sine rapporter fra et NGO-skib, som redder flygtninge. Mange drukner.

Det er ulækkert for Politikenlæsere, som holder badeferie ved Middelhavet, at tænke på de mange druknedes indflydelse på badevandets kvalitet. Her burde bladet have ventet med reportagerne til efter turistsæsonen.


Penispension

9/3 2017: Feministen BOOTYLove regner altså med gennemsnitligt i ca. 2 en halv time hvert døgn at have en penis i sin skede livet igennem.

I Berlingskes kronik på Kvindernes Internationale Kampdag d. 8/3 skrev feministen ”BOOTYLove TQ” bl.a. ”Det vil sige, at i 90 pct. af min levetid, hvor der ikke er noget "sværd" i min fisse, lever den ikke helt op til dens definerede formål.”

BOOTYLove regner altså med gennemsnitligt i ca. 2 en halv time hvert døgn at have en penis i sin skede livet igennem.

Men hvis hun sover upenetreret af penis 8 timer i døgnet og passer et arbejde 37 timer ugentligt uden samtidig at rumme en penis, så bliver der på en uge kun 75 timers vågen fritid til rådighed til ind i mellem at rumme en penis i sammenlagt 16,8 timer ugentligt eller 22,4 pct. af sin vågne fritid.

Og hvis hun ikke regner med at kunne holde denne høje penisprocent, til hun dør, er hun nødt til at hænge ekstra på her i sine unge år for at spare op til sin penispension.

Hvorfor gøs tante over denne grovhed?

Det kan ikke være ordet ”fisse”, som rigtig nok ikke er pænt, men det ord brugte BOOTYLove TQ selv i tantes daglige havemagasin ”Bellas”, hvor hun og to andre velskabte, unge kvindelige subjekter skrev på kvindernes internationale kampdag efter særlig indbydelse fra tante. Muligvis kom det bag på tante, at BOOTYLove brugte så fæle ord, men det gjorde hun altså.

Det kan heller ikke være de matematiske udregninger af, hvor længe BOOTYLove i alt må gå, stå eller ligge (svømme?) med en penis i sig for at nå op på i alt de ti procent levetid, spiddet på penis, som hun kalkulerer med. For de udregninger er ikke til at rokke uden at bryde matematikkens grundregler. Og så har jeg endda ikke engang medregnet hendes allerede tilbagelagte penisløse barndom.

Tilbage står kun den mulighed, at tante ikke bryder sig om den slet skjulte opfordring til promiskuitet, som stykket rummer. Tragisk, at tante nægter at se i øjnene, at det er BOOTYLove simpelthen tvunget til for at spare op til sine sidste år, hvor hun næppe vil være i stand til at rejse tilstrækkeligt med penisser til at holde de ti procent. Men måske har tante, som jo er langt oppe i årene, her nogle særlige peniserfaringer, som jeg ikke kender.

Læs den originale tekst


Glad aften i byen

10-01-2016: Da kastraktion ved grænsen strider mod menneskerettighederne og mod Schengen, så er den eneste realistiske mulighed for en glad aften i byen, at Europas kvinder holder armslængde til fremmede.

Mange er faldet over Kölns borgmester, Henriette Reker, fordi hun nu anbefaler, at kvinder holder armslængde til fremmede for at forebygge verbal tilsvining, sexuel chikane, overgramsning, voldtægt og lommetyveri.

Det raser feminister over. De mener, at fejlen ligger hos de unge mænd af nordafrikansk og arabisk udseende, som bør undlade sexuel chikane, voldtægt m.m.

Det er Groft sagt enig i. De unge mænds optræden er noget svineri.

Men da politiet jo ikke kan opdække enhver mandlig immigrant, som ikke under sin opvækst har lært at omgås kvinder afslappet, og som derfor stimuleres sygeligt af unge, frigjorte, europæiske kvinder, så må kvinderne jo tage deres forholdsregler.

Og da der kommer flere og flere af sådanne seksuelt forskruede mænd til Europa, så bliver forebyggelse mere og mere nødvendig.

Og da kastraktion ved grænsen strider mod menneskerettighederne og mod Schengen, så er den eneste realistiske mulighed for en glad aften i byen, at kvinderne holder armslængde til fremmede.


Den nøgne sandhed

19-04-2015: Groft sagt foreslår, at man uden pladderpædagogiske omsvøb fortæller de unge, at hvis de lægger nøgenbilleder af sig selv på nettet, så er de bare for dumme til at have adgang til nettet.

Det hedder sig, at unge i dag vokser op med nettet. Alligevel er det nu kommet bag på en del skolepiger, at nøgenbilleder af deres spæde bryster og balder, som de lægger på nettet, af andre smides rundt i cyberspace efter forgodtbefindende.

Det kaldes så "hævnporno", og skolen skal nu undervise i, hvordan det forebygges, efter materiale udarbejdet af foreningen Sex & Samfund.

Eksperter kører i Berlingske fredag i de højeste, abstrakte tågedannelser med ord som "kvindekamp", "puritanisme", "skam", "feminisme","undertrykkelse" og "kvindens krop ses som seksuelt tabu".

Spis brød til!

Groft sagt foreslår, at man ligeud fortæller de unge, at hvis de lægger nøgenbilleder af sig selv på nettet, så er de bare for dumme.

Alternativt kan de gøre som Emma Holten, som først lagde nøgenbilleder ud, derefter blev offer for hævnporno, og derfor nu fortsætter med at lægge nøgenbilleder ud, fordi det skaffer hende i alle medier, hvor hun fortæller, hvor rædselsfuldt det er, at alle ser hende nøgen.


Forskningsbaseret vås

12-10-2014: Ved at koble sin forskning med private, letkøbte fantasier om køn, erotik og undertrykkelse leverer Catherine Hakim dygtigt stof både til vittighedstegnere og store, fængende overskrifter og til den tusindtallige kalkunrablen på Facebook

Smukke mænd tjener 17 pct. mere, men smukke kvinder kun 12 pct. mere end ordinært udseende. Det har sociologen Catherine Hakim fra den britiske tænketank Civitas forsket sig frem til, ifølge Berlingske torsdag.

Men Hakim mener åbenbart ikke, at dette resultat er tilstrækkelig sexet i sig selv. For hun følger det op med en letfærdig påstand om, at resultatet viser, at kvinder ikke udnytter deres skønhed så godt som mænd. Og pepper det endnu mere op med en pirrende, men forskningsmæssigt helt ubegrundet mening om, at skandinaviske kvinder er undertrykt af en puritansk kultur. ”Vær en god kvinde, og husk, at skønhed kun er noget udenpå og ikke har nogen værdi, så kommer du i himmelen.”

Det er jo gedigent vås. Men det fungerer efter hensigten.

Ved at koble sin forskning med private, letkøbte fantasier om køn, erotik og undertrykkelse leverer Catherine Hakim dygtigt stof både til vittighedstegnere og store, fængende overskrifter og til den tusindtallige kalkunrablen på Facebook.

Så omtalen er hjemme, og forskningen dermed formidlet effektivt med vås. Desuden ser hun godt ud.


Public service-sex

19-07-2014: Dansk TV bruger sine nyhedsudsendelser til – groft manipulerende – at hylde Helle som dagens kvinde i skysovs i EU, og som rødmende skøn brud, der modstår frierier fra selv de mægtigste europæiske bejlere, fordi hun har fundet den sande kærlighed blandt os småfolk i kolonihavelandet

TVs nyhedsudsendelser onsdag aften var præget af en tophistorie blottet for substans: gætterier om Thornings chance for at blive en topfigur i EU. Ingen vidste noget, og denne ikke-nyhed tærskede korrespondenter, studieværter, eksperter og kommentatorer så langhalm på – det bedste, de havde lært. Og Helle måtte gentage sin forsikring om, at hun er glad for sit job som dansk statsminister og ikke drømmer om andet.

Det er falsk varebetegnelse at kalde dette for nyhedsdækning. Dansk public service-TV bruger her groft sine nyhedsudsendelser til – helt misvisende – at hylde Helle som dagens kvinde i skysovs i EU, og som rødmende skøn brud, der modstår frierier fra selv de mægtigste europæiske bejlere, fordi hun har fundet den sande kærlighed blandt os småfolk i kolonihavelandet.

Det er en herlig historie, som vi elsker at høre, men den hører hjemme i børne-TVs eventyrtime og ikke i en nyhedsudsendelse. Medmindre landet hedder Nordkorea.

Det eneste gode, der er at sige om propagandaen, er, at den gør Helle stadig mere sexet, hver gang hun stiger ud af taxaen i Bruxelles på vej til møde.


”Øl!” sagde barnet. ”Øl!”

13-06-2014: TV, politikere og kommunaldirektører udbreder budskabet om, at dagens unge danske møer og svende er nogle forknytte, hæmmede stakler, som kun efter at have indtaget kassevis af øl er i stand til at nyde livet

Det kan ikke prises nok, at unge danskere samles og holder fest. Det sker ved gadefestivaler som Distortion, vandringen ”Tour de druk” fra Snekkersten til Helsingør og Roskildefestivalen. Her kan ikke mindst de purunge more sig og samtidig eksperimentere med sexlivets glæder.

Men hvorfor kan al denne festivitas kun foregå som drukorgie? Når kønne unge danske møer og kække danske ungersvende myldrer til fest, så sker det tungt slæbende på kasser eller rammer med øl. Når de feststemte unge interviewes på TV, udtaler de sig ofte ret grødet, mens de nærmest stolt fremviser ølflasker eller –dåser, som de patter på, som om de stadig var flaskespædbørn. Og TV bringer begejstrede reportager, ansvarlige politikere jubler og kommunaldirektøren fejer glasskår op efter ølkaravanen.

Alle autoriteter udbreder ølbudskabet om, at dagens unge danske møer og svende er nogle forknytte, hæmmede stakler, som kun efter mange promiller er i stand til at nyde livet.

Storm P. var altså fremsynet, da han – i sin berømte historie om en dame med barnevogn på torvet i Aakirkeby (1920) – lod barnet kræve øl.

 


Nul sex, jeg er lektor, Bonus

 

Grådkvalt politik, Storyboard

29-09-2018: I denne uge satte verdenspressen fokus på to teenageres mulige sex for 36 år siden. Det giver god mening.

Det kan virke mærkeligt, at hele verden skal følge med i et møde i et fast udvalg i den amerikanske kongres, hvor 21 senatorer skal beslutte, om de vil indstille en mand, der hedder Brett Kavanaugh, til at blive dommer i højesteret. Nåh, det er selvfølgelig også frivilligt, om man gider. Men historien er en politisk sællert af de store. Selv BBC World News ryddede fladen for at transmittere alt direkte i stedet for at sende de sædvanlige nyhedsprogrammer med lidt af hvert.

Politik bliver aldrig mere underholdende end, når alle straks fatter, hvad striden står om. Alle kender præsident Trump. Alle vidste, at Kavanaugh var hans mand. Alle vidste, at en kvinde overraskende var trådt frem og havde anklaget Trumps mand for at have begået seksuelt overgreb på hende, mens de var helt unge. Og kvinden var ikke en hvem som helst, men professor i psykologi.

Sagen er en super-sælger af flere grunde:

Læs mere.


Bogen, der skaffede mig til tops til klaps på universitetet

29-11-2016: Jeg er vist den eneste forsker på Københavns Universitet, som nogensinde har fået forbud mod at sige ”røv”, når han taler med pressen. Men folk forstår nu engang bedst de råd, man giver, når man kalder en spade for en spade – og en røv for en røv.

Kombina­tionen af min lektorfigur og detaljerne sexappeal og røv gav en lummer historie, som let bredte sig til mange andre medier.

Læs kommentaren.

 


Sex-debatten, som ikke kan stoppes, men kun rase ud

02-04-2016: Den ordrige, tågede debat om de nordsjællandske gymnasie-sexvideoer kan ikke stoppes af fornuft. Derimod kan den bringe frække billeder ud i selv de pæneste medier.

Selv de allermest anstændige, forsigtige og respektable medier kan, takket være al den abstrakte, selvhøjtidelige debat-tågesnak om emnet, forsvare at bringe frække billeder til sine yderst anstændige læsere og seere.

Læs kommentaren.

 


Nul sex, jeg er lektor

Maj 2014: Som lektor af mandskøn på et humanistisk universitetsinstitut har jeg i mange år levet under en stadig trussel om sexchikane. En trussel både fra mit eget køds skrøbelighed og fra de mange attraktive kvindelige studerende og kolleger, som jeg var og er omgivet af.

Fristelserne er især store i de længere individuelle vejledningsforløb af speciale- eller ph.d.-studerende, hvor jeg igennem en længere periode tilbringer flere timer i enrum med den samme, ofte både meget charmerende, intelligente, energiske og smukke kvindelige studerende. Situationens seksuelle potentiale er tydeligt for enhver.

På den ene side en moden universitetslektor, som ud over normalt at være den eneste vejleder, bl.a. spiller en vigtig rolle ved bedømmelsen af den afhandling, som den kvindelige studerende frembringer. På den anden side en ung studerende, som ofte er meget usikker og angst over den store opgave, som skal løses. Og som hele hendes fremtid afhænger af, især hvis hun er ph.d.-studerende.

Den unge, kvindelige studerende er i praksis helt i lommen på sin mandlige vejleder.

Læs mere


Selvdestruktion på scenen

26-12-2010: Whitney Houston kan ikke refunderes gennem Forbrugerstyrelsen

Hørte Whitney Houston i bilen da jeg forleden kørte gennem snemasserne. Grød og isglas på vejen, men rytme, sex og raffineret verbalkunst på cd-en som har nogle årtier på bagen. Læste så de samme dage i avisen at de tilskuere som havde klaget over hendes optræden i sommers ved en koncert i landet, havde fået afslag fra Forbrugerstyrelsen på en klage over hende. Hun havde været hæs og vist næsten ikke sunget, men foredraget sine tekster uhørligt i en art verbal grød. Og gemt sig bag de andre på scenen. Men da hun faktisk var mødt frem og havde sprællet lidt på scenen, var der altså ikke noget at komme efter for de skuffede fans som ville have billetten refunderet.

Hvorfor destruerer en ung kvinde med så meget talent sig selv? Og hun er jo ikke ene. Se på Michael Jackson som blev et monster. Elvis Presley der døde som flødebolle. Charlie Parker der var Fanden selv hvis han ikke fik sit dope.

En del af dem gør det formentlig fordi de forkludrer deres liv. Eller livet forkludrer dem, ligesom det gør for mange af os andre. Det behøver man ikke være geni for at blive udsat for. Men det er jo ikke tilfældigt at man især i jazz har så mange stjerner der dør af narko og druk. Det er en kunstart som bygger på improvisation. Hvis du går på scenen og ikke er på toppen, så kan dine fans høre det. Og du hader også dig selv for at spille en dårlig solo på rutinen fyldt med klichéer. Hvor fansene klapper høfligt bagefter – in memoriam, fordi de har dine fantastiske soloer derhjemme på plade.

Derfor skal du være på toppen. Hver gang. Men det er der ingen mennesker der er. Medmindre de altså lige ved hvad det er for et stof der skal til. Det uheldige er så bare at medikamentet får magten over dem og slår dem ihjel. Eller gør dem hæse eller konfuse fordi doceringen er forkert

Jeg nægter at tro at de dør tidligt med vilje for at sikre sig et flot eftermæle. Men det er da rigtigt at det slet ikke skader en kunstners ry at dø som ung. I modsætning til stiknarkomanerne på Vesterbro. Alligevel synes jeg at Whitney Houston skulle se at blive afgiftet. Også selv om det kan give nogle fæle nedture at være på svensk kildevand.

Læs den originale tekst.


Gud som retorisk nødvendighed

05-08-2010: Pædofilisagerne i den katolske kirke er gode til at vise at en religion grundlæggende er en organisation som alle andre. En organisation som andre organisationer kan lære meget af, bl.a. værdien af stor kærlighed til en autoritet som altid lytter.

Sex og religion er en stærk cocktail. Både sangerinden Madonna og salige Jens Jørgen Thorsen har med stor succes vakt opsigt ved at koble kristne symboler eller figurer med sex. Kirkens folk har ført an i fordømmelsen af dette.

Derfor vækker det naturligvis ekstra opsigt når det viser sig at præster i den katolske kirke har misbrugt børn seksuelt. Noget som vist hverken Madonna eller provokatøren Thorsen kom i nærheden af at antyde. Og disse forhold har stået på i årtier. Kirkens lokale ledelser har fået underretning om nogle af tilfældene. Det har typisk ført til forflyttelse af præsten. Selv om der har været tale om alvorlige brud på det borgerlige samfunds regler, så har kirken altså holdt sagerne internt uden at melde det til politiet.

Læs mere.


Læs

 

 


 

 

 

 

 

 

 

Læs flere Kølletæppebank.

Klaus Kjøller, © klaus@kjoeller.dk

 

 

 

 

 

 

ALLE BØGER

FORFATTER- OG BOG-KOMMENTARER

SENESTE KOMMENTARER OG  MORALER

KJOELLER NEWS

BREVKASSEN

PROFIL

MEST LÆSTE PÅ KJOELLER.dk

BEDST SÆLGENDE BØGER

 

 

 

 

 

 

 

Kjoeller.dk

Seneste kommentarer

KjoellerNEWS

Alle bøger

 

 

 

 

Kjoeller.dk er først lagt op 02-12-2019, senest opdateret 03-12-2019 10:10:04

 

 

© klaus@kjoeller.dk