Først
lagt op i 2010, senest opdateret 27-08-2025
14:11
Redaktørerne
leve!
Læs
kommentaren Den almægtige forfatter (om tiden efter 2011).
Når
en bog modtages i pressen, er der jævnligt fokus på forfatteren. Og mon
ikke det altid også spiller en rolle for anmelderes vurdering af en
bog, hvilket forlagsnavn der står på forsiden? Men redaktøren nævnes
sjældent – selv om redaktøren ofte har spillet en rolle for hvordan
bogen bliver.
Se
en kort liste over bøgerne og deres redaktører her
Tendensen
i branchen går mod at redaktøren får ideen til noget salgbart og
derefter prøver at finde en forfatter der kan virkeliggøre den. Men det
har jeg kun oplevet et par gange. Det normale for mig har været selv at
få en idé og lave et fuldt færdigt manus som jeg så har fundet et
forlag til. Men derefter følger så typisk et videre arbejde med manus,
godt hjulpet af redaktøren i rollen som en første, opmærksom,
professionel læser af teksten.
Jeg
har igennem årene skrevet mange forskellige slags bøger og haft mange
forskellige redaktører. Det er ikke tilfældigt. Hvis jeg kun havde haft
én og samme redaktør havde bøgerne hverken været så forskellige eller
så mange. Det kan man så græmme sig over eller fryde sig over. Selv
fryder jeg mig nærmest over det. Samtidig føler jeg en stor
taknemmelighed over for mine forskellige redaktører. Jeg håber at mine
redaktører også føler noget for mig, eller i det mindste kan huske mig.
Det er svært for mig at tænke på en bog uden samtidig at tænke på den
person som var redaktør på bogen. Jeg betragter bøgerne som børn jeg
har med forskellige. Og børn kan man ikke lave alene. Og slet ikke
samme barn med to forskellige.
Ole
Thestrup var min første. Alene af den grund vil han altid have en
særlig plads. Han reagerede meget hurtigt og varmt på manuskriptet til Vælgeren
og partiprogrammerne som nærmest ved et mirakel
lige passede ind i den serie, Borgen Basis, som han vistnok var idémand
til. Jeg havde været så formastelig at sende manuskriptet til 3
forskellige forlag på én gang uden at fortælle dem det. Ole var
hurtigst, og jeg ringede straks til ham og sagde tak fra Brugsen i
Østerlars fordi vi holdt ferie i nærheden. Så skrev jeg til de to andre
forlag og oplyste at manuskriptet nu var "afsat til anden side". Det
udløste et meget vredt brev fra den ene af de forsmåede, hvor jeg blev
belært om gode manerer i forlagsverdenen. Det tredje forlag sendte vist
bare manuskriptet retur uden kommentar. De havde formentlig endnu ikke
nået at kigge på det.
I
dag kan jeg selvfølgelig godt se at det er pokkers irriterende for et
forlag at have startet en vurdering af et manus og så midt i det hele
få at vide at forfatteren har lavet aftale med et andet forlag. Og jeg
har da heller aldrig senere benyttet denne procedure med at sende
samtidigt til flere. Det er jo kun noget man kan tillade sig hvis man
er meget berømt og de manusser man laver er meget eftertragtede. Så må
forlagene finde sig i at byde om kap.
Ole
er en meget temperamentsfuld redaktør som klart viser hvad han synes om
det man laver. Men samtidig er han meget disciplineret og særdeles
kompetent. Jeg tror ikke han havde nogen konsulent på mit første manus.
Han kunne simpelt hen lide det råt. Det udkom med yderst få ændringer.
To af dem husker jeg stadig. Ole lærte mig at der ikke er (var) noget
ord i dansk der hedder ’grundliggende’. Det hedder enten
’tilgrundliggende’ eller ’grundlæggende’. Han rettede også ’knap’ til
’knapt’ (Fx "der var knapt tusind mennesker").
Jeg
syntes ikke det kunne passe at han kunne vide bedre end mig hvordan
dansk skulle staves. Jeg beskæftigede mig jo videnskabeligt med dansk
sprog. Men efter at have kigget i Retskrivningsordbogen måtte jeg give
ham ret, og jeg tænkte faktisk på ham hver gang jeg mødte de to ord i
mange år derefter! Men Sprognævnet har for flere år siden givet efter
for tendensen til at skrive ’grundliggende’ i stedet for
’grundlæggende’, så i dag er det fuldt lovligt at skrive
’grundliggende’.
Asger
Schnack
Borgens
Forlag voksede meget i de år og Ole fik vist en del overordnet ansvar.
Det betød at kvartetten Analyser af Sprogbrug fik
Asger Schnack som redaktør. Asger var allerede dengang en mand med
mange jern i ilden: selvstændig lyriker, selvstændig forlægger med
forlaget Swing – han havde en sweater med "Swing" skrevet på maven – og
nu altså også redaktør på Borgen. Eller måske er den rette betegnelse
’assisterende redaktør’ for jeg tror ikke at Asger havde kompetence til
at antage manuskripter.
Asger
og jeg havde et fuldstændig gnidningsløst, fornøjeligt og lærerigt
forløb igennem to år med kvartetten. Jeg følte nærmest jeg havde frie
hænder med hensyn til omfang, illustrationer osv. På mindst ét
tidspunkt tog han på en pludselig ferie, men jeg tror ikke det skyldtes
at jeg var vanskelig. Ole fortalte bare at han var taget på en kort
ferie. Jeg har på fornemmelsen at det var alle begrebsforklaringerne i Sprogbrugsbegreber
som tog hårdt på ham. Det må også have været hård kost for en lyriker,
og vi havde nogle skrappe tidsfrister ind imellem, men faktisk husker
jeg at han ofte udtalte sig anerkendende om prosapassager i bøgerne,
specielt en leder jeg havde omskrevet fra Ekstra Bladet (Perspektiv
s. 112-113) så den blev positiv i stedet for negativ over for
politikerne. Det syntes han virkelig var morsomt og godt. Det gjorde
indtryk fordi jeg anser Asger for at være en mand der kender en
håndskreven tekst når han møder den. Han gav mig aldrig mindste
antydning af at han led på grund af min tekst. Og efter fjorten dages
ferie fra korrekturlæsningen af Sprogbrugsbegreber
var han tilbage som om intet var hændt. Jeg spurgte ikke, og han
forklarede ikke.
Efter
Aktiv
Seer som Ole fandt udgivelsesværdig, men vist
ikke var rigtig varm på – jeg tror han syntes den var letkøbt – sendte
jeg et skønlitterært manuskript til ham. Det kunne han slet ikke lide
og han inviterede mig ind på forlaget og forklarede mig omhyggeligt og
detaljeret hvad der var galt i det. Da jeg derefter forhørte mig om
Borgens Forlag ville være den praktiske formidler af Mod
en argumentationsteori som Det humanistiske
Fakultet betalte, fik jeg hvad jeg opfattede som et meget forbeholdent
svar. Derfor kontaktede jeg Akademisk Forlag som ofte blev brugt til
den slags opgaver, og de antog det da også uden forbehold.
Som
redaktør havde jeg Morten Hahn. Han var en stille og rolig mand som
ikke blandede sig i bogens indhold men koncentrerede sig om det rent
tekniske. Jeg udarbejdede et meget langt stikordsregister som jeg kom
med efter han havde accepteret manus. Men det brokkede han sig ikke
over, og jeg var meget taknemmelig. Også omslaget overlod Morten Hahn
helt til min ide: mørk violet med hvide bogstaver uden bagsidetekst.
Jeg var inspireret af den engelske filosof Strawsons bog Individuals
som i min udgave så sådan ud. Jeg beundrede Strawson for hans
intellektuelle skarphed og elegance og ville selvfølgelig gerne ligne
ham. Men da jeg fik frieksemplarerne og så min bog,
syntes jeg straks den var rædselsfuld: Den lignede overhovedet ikke
forbilledet – og så smittede den violette farve ovenikøbet af på
hænderne, bvadr. Det er mit vel nok værste omslag her i landet. Men
ikke det værste overhovedet, for det har den svenske udgave af Manipulation.
Jeg
var ikke tilfreds med den gennemslagskraft kvartetten Analyser
af Sprogbrug havde haft de steder hvor dens erklærede
modtagere var: gymnasiet. Dens betydelige anmeldersucces havde ikke
efter min opfattelse givet pote de rigtige steder. Derfor lavede jeg et
mere målrettet og grydeklart materiale til elementær
argumentationsundervisning: Gode grunde?, som Gjellerup
antog. Det var vigtigt for mig at det kom på et decideret
skolebogsforlag for at sikre størst mulig gennemslagskraft i gymnasiet
og folkeskolens højeste klasser.
Min
redaktør her var Elisabeth Bech, en Quinde af virkelig klasse med pels
og det hele, som myndigt ledede slagets gang. Jeg optrådte på det
tidspunkt mest i fløjlsbukser med hængerøv og hår ned i panden.
Det
viste sig at være langt mere kompliceret end jeg var vant til, at sikre
sig at ingen af dem der leverede analysemateriale til bøgernes opgaver
og eksempler, bagefter ville komme og brokke sig. Forlaget ville ikke
risikere at lægge sig ud med nogen. Derfor skulle alle skriftligt give
tilladelse. Det medførte en flom af breve og rykkere og i det hele
taget en masse bureaukratarbejde som Elisabeth Bech og hendes sekretær
klarede. Det var jeg selvfølgelig glad for. Det medførte bl.a. at vi
måtte betale et større honorar til en journalist ved tv-avisen for at
få lov til at bruge en stump af et interview. Men de fleste gav lov
uden at kræve penge. En enkelt krævede at det tydeligt fremgik at
firmaet i dag ikke længere gik ind for ordlyden i det teksteksempel jeg
havde valgt.
Søren
Melgaard
Næste
redaktør var Søren Melgaard som på forlaget Hekla tog sig af Sprogets
Vej til Sindets Fred. Det blev en grafisk meget
gennemarbejdet bog med klummetitler og illustrationer af Poul Holck.
Søren
er nok den redaktør som jeg har haft de mest direkte forhandlinger med
om honorar. Han er en hård hund, men også meget engageret, både i
forfatter og i manuskript. Han holdt virkelig meget af bogen som der
blev kælet for, så vi fandt en helt tilfredsstillende visuel form til
indholdet.
I
årtier efter udgivelsen fik jeg mange hengivne tilbagemeldinger fra
læsere som har taget Sprogets Vej til sig. Det lunede hver gang.
Det
ærgrer mig at jeg ikke fik lavet flere bøger med ham, men han turde
ikke binde an med min næste (om børneopdragelse, udgivet revideret i
2015: Opdræt af småbørn for begyndere),
så det blev aldrig til noget. Og senere blev han boghandler med høj
profil i branchen.
Jeg
vil også altid huske ham for den bagsidetekst som han lavede. Den
forsøgte at placere bogen entydigt som humor. Vi havde ellers været
enige om at den også skulle kunne læses som seriøs terapi og
redaktionen var foretaget efter denne retningslinje; men da det kom til
stykket turde han ikke risikere at boghandlerne ikke klart kunne se
hvor den efter hans mening skulle stå på hylderne.
Så
gik der rigtigt mange år uden bogudgivelser. Når Sprogets Vej…
i forhold til mine store ambitioner slet ikke ville sælge nok, så kunne
jeg ikke se hvordan jeg skulle bære mig ad med at komme i kontakt med
det danske folk. Jeg syntes jo at jeg havde lavet selveste bogen
om sproget og sprogbrugen. Jeg opgav og kastede mig i stedet over at
skrive direkte til mine studenter og mine kolleger. Først i 91 kom der
igen noget.
Den
første var Politisk Argumentation som
Jens Christiansen på Borgens Forlag tog sig af. Jeg havde ikke fået
noget ud på Borgen siden 77, men havde dog ind imellem haft lidt
kontakt, bl.a. med redaktør Asger Liebst, men han var der ikke mere.
Også Ole Thestrup og Asger Schnack var andre steder. Da jeg havde
udvekslet enkelte breve med Jarl Borgen i firserne og i det hele taget
alle årene havde følt mig i kontinuerlig kontakt
med Borgen, så var det nærliggende helt konkret at genopfriske den gode
forbindelse vi havde haft i 70’erne, nu hvor jeg igen havde fået
appetit på at få en bog udgivet.
Jens
Christiansen læste manuskriptet igennem, vistnok mest for at se om det
indholdsmæssigt var noget som forlaget kunne stå inde for. Kvaliteten
som sådan gik han ud fra var i orden, fordi Det humanistiske Fakultet
betalte udgivelsen. Men jeg tror egentlig at Jens faktisk også kom til
at synes at indholdet var mere interessant end bare lige acceptabelt,
men nogen sællert var der selvfølgelig ingen af os der forestillede os
det ville blive. Bogen er jo en helt seriøs videnskabelig afhandling
uden populære hensigter. Oplaget var fastsat til 350, men der blev vist
trykt noget mere.
Vi
diskuterede bagsideteksten som han leverede udkast til og jeg
reviderede, og vi fandt en udmærket balance mellem det nøjagtige og det
profilerende, syntes jeg. Jeg må sige: Jeg følte at jeg kom hjem
med den bog på Borgen. Derfor vil Jens Christiansen altid have en
særlig plads i rækken af redaktører. Også selv om jeg ikke har lavet
flere bøger med ham. Desuden vil jeg også altid huske hans forvandling.
Den første gang jeg var til møde med ham – det må have været engang i
efteråret 1990 – havde han stadig lang hestehale og vistnok også et ret
anseligt skæg. Han smed skoene og sprang op på bordet med bunker af
manuskripter og bøger for at åbne et vindue i taget. Jeg tænkte at her
har vi sørme en overlevende flower power man helt
tilbage fra 70'erne. Den anden gang var han kortklippet og skægtrimmet
og blev siddende på stolen. Jeg kunne faktisk ikke kende ham. Han
lignede noget fra Handelshøjskolen. Ingen andre redaktører har
præsteret et så rystende imageskifte praktisk taget for øjnene af mig.
Jeg tror dog ikke det skyldtes mig, men stammede fra dybere lag i
personligheden som jeg kun kan gisne om.
Poul
Henrik Westh
Jens
overdrog manuskriptet Manipulation og dets
forfatter til Poul Henrik Westh som nok mente at der var visse
muligheder i manuskriptet, og som derfor var villig til at påtage sig
opgaven. Jeg noterede deres forskellige kommentarer ned og tog hjem og
begyndte straks at revidere. Det gik slag i slag.
|

|
Poul Henrik Westh på bogmessen i
Forum i 2007, da Manipulations 2. reviderede udgave blev præsenteret.
Foto:
Klaus Kjøller
|
Poul
Henrik og jeg har en enestående kontakt; det synes jeg ihvertfald. Vi
ler stort set af de samme ting, og det er én af de vigtigste
forudsætninger for at komme tæt på hinanden. Men kun professionelt,
bortset fra en enkelt gang i 1990’erne hvor vi har været ude at spise
med koner på gourmetrestaurant. Og et enkelt besøg jeg har gjort i
villaen hos ham i Brønshøj i nullerne og et genbesøg han har gjort her
hos mig. Men det blev til mange bøger, hvoraf alle vist har solgt
tilfredsstillende, og to endda ovenud godt.
Han
er den redaktør som jeg har lavet flest bøger med, nemlig foruden
Manipulation: Den tv-skabte virkelighed, Snyd
ikke dig selv ved eksamen, Jeg
elsker dig, Brug dit hoved, Skriv
bedre opgaver, Overbevis
dig selv, Manipulation, version 2 og Sprogets
Vej til Sindets Fred, version 2. Og det er også
ham jeg har lavet de fleste solgte bøger med: Manipulation
1 alene trykt i mere end 25.000 på dansk, hertil svensk og
norsk udgave, Snyd ikke … trykt i 10.000. Poul
Henrik har en god evne til at slå ned på det væsentlige på en
tilsyneladende henkastet måde. Så det der kommer fra ham er altid værd
at vente på. Poul Henrik er nok den redaktør der bedst af alle har lært
mig værdien af tålmodighed.
Poul
Henrik har givet mig mod til at køre linen ud. Dvs. at forlade den
akademiske måde at popularisere på – den måde som jeg fx benyttede i Sprogets
Vej, version 1 (1982) – og så køre
formen derud hvor budskabet sendes ud uden forbehold og med mest muligt
slag i. En almindelig reaktion fra mine akademiske kolleger da Manipulation
1 (1991) var udkommet, var: "Jamen, tror du da selv på det?"
Altså på at metoderne og øvelserne i bogen kan føre til de lovede
resultater. Det nye for dem var ikke så meget indholdet som det at der
manglede den traditionelle akademiske skepsis over for alt muligt. Og
så vil jeg gerne røbe en hemmelighed: Ganske vist er det mig der har
skrevet bogen Manipulation, men jeg er et uskyldigt
barn sammenlignet med Poul Henrik i overblik og kalkulationer. Vi har
været igennem mange situationer hvor medierne har sydet og måske vejret
menneskeblod – og det er jo skønt når det sker omkring en bog man har
arbejdet længe på – men Poul Henrik har aldrig tabt hovedet. Han har
altid kunnet give et præcist råd, slå koldt vand i blodet og tænke
flere træk frem.
Ind
imellem alle håndbøgerne med Poul Henrik har jeg lavet andre bøger med
andre redaktører. På Munksgaard var Torben Christiansen min nænsomme
redaktør på Ud mæ’ sproget. Det er vist
ikke spor let at være redaktør for sin tidligere lærer på
universitetet, men det har Torben klaret ret sikkert. Han har en meget
stille måde at få ting igennem på. Bl.a. havde jeg som titel på manus: Færdig
Forsker. Den kunne han bestemt ikke lide; han mente også at
der skulle flyttes om på indmaden i manus. Hvilket der så blev. Hans
hemmelighed er at han lytter meget eftertænksomt til det man siger.
Derefter siger han stille og roligt hvad han mener. Og det retter man
sig så efter, fordi man fornemmer at det bygger på en dyb forståelse
for det man siger. Formentlig en endnu dybere forståelse end den man
selv har. Torben skal også have tak fordi han lærte mig at lave mange
mellemrubrikker. Intet opslag uden rubrikker, sagde han. Og det har jeg
rettet mig efter lige siden.
Da
Munksgaard så senere indbød mig til at være med til at lave de to
grammatikspil, Ord på jagt og Sætninger på kryds og tværs,
blev Helle Rex min redaktør. Vi havde mange interessante møder på
forlaget da vi udviklede spillet. Jeg har aldrig været til så mange
møder i forbindelse med en udgivelse som jeg var til i forbindelse med
de spil. Og det var ikke mærkeligt: Det var noget nyt og et didaktisk
eksperiment. Derfor var der mange til stede fra redaktionen: Keld Lund
Jensen og lederen af gymnasie- og HF-redaktionen, foruden Helle og
designeren som var helt frisk fra Designskolen. Det var vist hendes
første opgave. Og så endelig var der hele teknikken med fremstillling
af bræt, brikker osv. Det var en spændende proces med mange fælles
aha-oplevelser og gode samtaler om alt muligt. Og mange skønne kvinder
som ofte distraherede ret meget fra sagen – uden at det var deres
skyld: Det var bare mig der var for let at distrahere. Samtidig lærte
jeg nok også i hvor høj grad det der især interesserer mig i processen
på et forlag, er arbejdet med at skrive en god tekst.
Det
fik jeg rige
muligheder for da jeg på bestilling lavede Hej
Danmark! Ti toppolitikere taler ud, med forbindende tekster af Dronning
Margrethe II. Det var et lille nyt forlag,
Compagniet, som Asger Uhd Jepsen havde startet på Vesterbrogade. Det
var en meget blandet landhandel bl.a. med pornobånd og årsskrifter til
virksomheder.
Asger, som døde i 2008, var
en inspirerende og medlevende redaktør med en meget stor viden om
forlagskredse. Vi havde mange gode samtaler – også om manuskriptet, som
han var med på lige fra starten, selv om det oprindeligt var noget helt
andet han havde forestillet sig. Så vidt jeg husker var det en lille
bog om Det politiske Sprog som han gerne ville have at jeg skrev.
Som
to professionelle forhandlede vi kontrakt, og jeg var godt tilfreds.
Det var vel nok den bedste kontrakt jeg nogensinde har haft. Men da det
kom til stykket fik jeg kun forskuddet, efter en del besvær. Jeg aner i
dag ikke engang hvor meget bogen har solgt, men den blev vistnok trykt
i 5000 eksemplarer som alle er væk. Muligvis også på grund af
illustrationerne som var af Roald Als.
Forlaget
gik ned efter to bøger, men det er altså ikke på grund af de honorarer
som jeg fik udbetalt. I øvrigt sendte vi bogen med dedikation til
Hendes Majestæt, men jeg har aldrig fået så meget som tak. Formentlig
er det en hofdame der har skønnet at den var for lavpandet til
overhovedet at berettige en tak. Eller også er den aldrig blevet sendt
på grund af roderi på forlagskontoret, hvor der jo foregik både det ene
og det andet. På den årlige opgørelse fra Biblioteksstyrelsen kunne jeg
i mange år derefter se at Dronningen modtog et medforfatterhonorar for
bogen. Det er jeg stadig stolt af. Det er dog, så vidt jeg kan tyde de
noget kryptiske årlige udskrifter fra Biblioteksstyrelsen, ophørt i de
senere år. Så de har nok lugten lunten.
Helle
Lehrmann Madsen
Helle
Lehrmann Madsen har været redaktør på Få din vilje! og Image
på Akademisk Forlag. Hun er ligesom Torben Christiansen én af de elever
fra universitetet som jeg altid vil huske – også selv om jeg aldrig
havde haft den lykke at få hende som redaktør. Hun er den af de
redaktører jeg har og har haft, som er mest veluddannet lige netop
inden for det som også er mit eget faglige speciale: moderne dansk
sprogbrug og kommunikation. Dertil kommer at hun er et meget
charmerende og inspirerende menneske som det er en nydelse at lave
bøger med. Hendes særlige talent for at kombinere billeder med tekst
nød vi godt af i Få din vilje hvor hele billedsiden
bygger på hendes udspil. Derfor er hun nok den redaktør jeg har
arbejdet med som samtidig mest tydeligt har været medforfatter, nemlig
angående billederne.
Steen
Piper
Steen
Piper er ikke bare entusiastisk redaktør, men også stifter og leder af
et yderst mangfoldigt og eksperimenterelystent forlag. Jeg har nogle
gange bekymret spurgt ham hvordan han kan overkomme alt det og udgive
alle de meget forskellige bøger som man skulle tro var 3-4 hårdt
arbejdende redaktørers arbejde. Men det regner han ikke for noget og i
øvrigt har han da også lige været på ferie med konen og de 4 børn og
personligt afhentet en ny debatbog i 800 eksemplarer på trykkeriet og
lagt rettelsesblad i, så den kan nå at være ude hos boghandlerne til
aftalt tid. Han er en tornado forklædt som "jysk bonderøv fra Aarhus"
som han selv har sagt. Og samtidig er han en grundigt læsende og
detaljeret vejledende redaktør som virker som om han har god tid til
den enkelte. Selv om enhver kan sige sig selv at det er umuligt. Men
der er jo meget i forlagsverdenen som er umuligt, selv om det alligevel
jævnligt foregår.
Steen
Pipers hjerte banker på en særlig øm og underfundig måde for den Arne
Ossian som skrev Kong Klaks sten, version 1,
og det gør mit jo også. Og så er vi begge blevet offentligt svigtet af
Arne, nemlig dengang han ikke mødte frem til pressemødet på instituttet
hvor jeg over for verdenspressen skulle svare på om jeg kunne fortsætte
som institutleder efter skandalen og rygterne omkring bogen. Det er den
slags oplevelser der forener folk.
Steen
har også redigeret bryllupsudgaven af Kong
Klaks sten (version 2, 2004). Ligesom han tog
sig af Den politiske Komedie (2011).
Det var helt naturligt at han også redigerede denne faglige debatbog i
forlængelse af vores mange telefonsamtaler gennem årene både om
politik, diverse kulturredaktioner og forlagsbranchen.
Den
mere jordnære tekstredaktion af romanerne Dronningens
hund, Lingos lov og Den
åndelige Akse har Steen overdraget til
henholdsvis [navn desværre smuttet], Stine Rasmussen og Ulla Filtenborg
Jensen.
Nanna
Sølvsteen
Lars
Ringhof som på daværende tidspunkt var redaktionschef på forlaget
Aschehoug, kontaktede mig i foråret 2000 angående en bred, populær bog
om hvordan man holder taler. Han havde ved selvsyn på biblioteket
observeret at sådan en manglede på dansk. Ca. samtidig havde den
berømte spindoktor Svend Gunbak kontaktet mig og foreslået at vi sammen
lavede en bog der skulle handle om spindoktorer i Danmark. En sådan bog
havde han allerede aftalt med forlagschef Anette Wad, også på Aschehoug.
Redaktør
på begge bøger blev Nanna Sølvsteen. Hun er måske den mest empatiske
redaktør jeg har haft. Hun er særdeles god til at opmuntre ved klart at
vise at noget er godt – og alligevel samtidig få det med let hånd
styret mod det endnu bedre. Hun er et meget intenst menneske som kan få
det bedste frem – i hvert fald i mig, tror jeg.
Desværre
forlod både hun og Lars Aschehoug umiddelbart inden udgivelsen til
fordel for deres eget firma. Vist godt for dem, men nok ikke gavnligt
for Aschehougs
store bog om at holde tale som jeg tror fik et
kortere liv end nødvendigt.
Spindoktor
vil vist altid stå som noget helt enestående for mig. Det er den eneste
bog hvor jeg har set et fuldt færdigt omslag med billede og
bagsidetekst (af Svend Gunbak) inden jeg havde skrevet andet end mit
navn på kontrakten. Men der var jo så ikke andet at gøre end at gå i
gang med at fylde tekst på. Og mærkeligt nok husker jeg det som et
yderst koncentreret og fornøjeligt forløb, ikke mindst takket være
Nanna. Og modtagelsen af bogen bød på alt hvad man kan ønske af
opmærksomhed.
Tekst
for viderekomne ville jeg oprindeligt gerne have
lavet med Helle Lehrmann. Den ligger jo i smuk forlængelse af især Image
som jeg lavede med hende i 1997. Men Helle havde skiftet genre til
lærebøger i dansk for udlændinge. Så det blev forlaget
Samfundslitteratur jeg efter Helles råd kontaktede, og her modtog Peter
Byriel mig fint: hurtigt og effektivt. Han lavede en meget indgående
læsning og tilbagemelding på teksten som blev væsentligt forbedret
derved. Det viste sig pudsigt nok at Peter – ud over at være
deltidsansat på forlaget – også var studerende på KUA Dansk. Jeg havde
altså for første gang som forfatter den lykke at have en yderst
kompetent redaktør som samtidig var medlem af bogens målgruppe. Senere
havde jeg ham så bl.a. som specialestuderende på universitetet. Så her
byttede vi altså roller. Efter specialet og sin kandidateksamen blev
han fast ansat på forlaget.
Læs
kommentaren Den almægtige forfatter (om tiden efter 2011).
Klaus
Kjøller, ©klaus@kjoeller.dk
Opdatering
11-06-2016: Layoutforbedringer
05-10-2018:
Layoutforbedringer
26-05-2019:
Layoutforbedringer
30-01-2020:
Layoutforbedringer, indsættelse af link til nekrolog over Asger Uhd
Jepsen.
25-10-2020:
Asger Schnacks billede erstattet af et nyopdukket billede på hans
Facebook som viser, hvordan han så ud i 70’erne. Og det gjorde han
faktisk! Alle billeder blev samtidigt forsynet med understekster med
navn og forlagsnavn – på det tidspunkt, hvor jeg havde dem som
redaktør. NB: Jeg ville gerne have bragt et billede af enhver af mine
forlagsredaktører, men jeg har ikke kunne finde flere end de 6, jeg
bringer øverst. Hvis du kan henvise mig til et billede af en af dem der
her optræder uden foto, så vil jeg være taknemmelig.
16/17-08-2025:
Layoutforenklinger så der kun er to links øverst på siden. Og så
bekender jeg nu offentligt at det var mig der tog fotoet af Poul Henrik
W på bogmessen i 2007. Andre fotos af andre redaktører har jeg måttet
slette for at gøre det muligt at oploade filen uden den gik i kage. Det
er ikke sket med min gode vilje.
|
Filen
er først lagt op i 2010, senest
opdateret 27-08-2025
14:11:37
|
|
© KLAUS KJØLLER
|
|