14

s

 

22. november 2024

 

 

 

 

22-11: Mest klikkede Trump seneste 7 dage på Kjoeller.dk

 

 

1 (9)

Den politiske Komedie. At forstå politik uden at forstå sagen. Bog

 

 

2 (-)

Lykken er at finde sin kasket. Tak fordi du kom

 

 

3 (-)

KjoellerN#WS: Seneste Tweets.

Trump giver evigt liv til sponsorer

 

 

4 (1)

Trumpiana. Kølletæppebank

 

 

5 (4)

Trump: Apprentice of Fogh. Tak fordi du kom

 

 

 

 

 

 

 

Først lagt op 02-04-2023;

 

Privatfoto: Screendump fra TV 2 News

 

 

Donald Trump, omvandrende orgie

Trump er ikke en demokratisk enten-eller. Han er en alt i én figur. En demokratisk universalløsning.

 

 

 

 

Mange finder det ulideligt, at Donald Trump stiller op til præsidentvalget 2024. Og de håber på, at Trumpfiguren efter hans første præsidentperiode må være udtømt for indhold. Og nu bare er et et klægt genfærd som giver enhver demokratisk borger brækfornemmelser.

   Ja, godmorgen.

   Enhver kan se, at medierne allerede elsker hans genopstilling. Hans billede fylder overalt. Selv i vores førende, politisk korrekte medium.

Privatfoto af udsnit fra Politiken.dk 01-04-2023

 

Hans politiker-figur lever tilsyneladende evigt, fordi den rummer både foder til demokratiets intellektuelle og til massen. BBC kan stoppe enhver tilfældig turist i New York og få fyldige og underholdende vælger-meninger om Donald Trump. Og højlærde, velformulerede politiske klummeskrivere i elite-medier kan sprudle vellystigt og indsigtsfuldt.

   Donald Trump er et omvandrende orgie i demokratiets udskejelser.

Han er ikke nogen demokratisk enten-eller. Han er en alt i én figur. En demokratisk universalløsning. Højt hævet over det banale spørgsmål om man bør stemme på ham eller ej. En stjerne der overgår alle andre i Den politiske Komedie som ethvert demokrati nødvendigvis er.

 

Læs hele Køllebank’en med flere fotos og links

 

 

 

 

MANDEN MED DE OMVENDTE DYDER

 

 

Teksten nedenfor er fra bogen ”Tak fordi du kom”. Realityshowet DEMOKRATI.

s. 16 – 32 i paperback-udgaven, version 27-05-2017.

 

 

 

 

De 4 dyder[1]

Politikerne taler og handler for at få vælgerne til at synes, at de har fire dyder

 

·         ærlighed, dvs. at det, man siger, faktisk er sandt, og at det, man lover, faktisk holdes

·         idealisme, dvs. at det, man siger og gør, er drevet af hensynet til andre mennesker eller indgår i en velgørende, idealistisk bevægelses aktiviteter

·         stabilitet, dvs. at man handler og taler med sammenhæng og konsekvens, som tegner en fast identitet, herunder at personer i samme parti eller organisation ikke siger noget forskelligt om væsentlige ting

·         kompetence, dvs. at man er inde i sagerne (sagkompetence), og at man kan kommunikere til almindelige mennesker (kommunikationskompetence).

 

Hver gang en politiker optræder, gælder det om at score disse dyder – uanset hvilket konkret mål politikeren i øvrigt måtte have.

   Disse dyder er enhver vælger kompetent til at vurdere hos politikeren. Og disse dyder er på spil ved hver optræden, uanset hvilken sag der er den officielle grund til, at politikeren optræder. Dydstaxametret tikker altid. Derfor står og falder en politiker med sine dyder. Sager kommer og går. Men dyder består.

Vi er alle vindere

Af dyderne følger vinderreglen[2]:

 

Vinderreglen

Få altid det, der sker, til at se ud som en sejr for dig.

 

 

Vinderreglen følger direkte af jagten på kompetencedyden. Jo flere mål man når, jo mere kompetence scorer man. Og jo færre nederlag man har, jo mere scorer man. Derfor konkurreres der om at være mest mulig optimist og udstråle energi og aldrig ligne en taber. Herved scores samtidig idealismedyden: Man tror det bedste om sine medmennesker og om fremtiden. Kun katastrofer og fejl, som ikke kan skjules i sproglige tåger eller på anden vis bortforklares, må erkendes som nederlag for at undgå, at man også mister point på ærlighedsdyden.

   Vinderreglen gælder ikke kun politikere, men også studieværter og kommentatorer. Det er langt mere stimulerende for vælgerne at være i selskab med energiske optimister, end med figurer, der er præget af sortsyn eller bare helt udtryksløse, således som de første oplæsere i TV Avisen var i monopoltiden.

   Hvis en pessimist eller taber optræder, er det ikke en, der tilhører det faste personale, men en medvirkende i en offerhistorie eller en tilfældig amatør f.eks. i en voxpop med tilfældige mennesker på en gågade.

Dyderne gælder overalt

Dyderne gælder ikke kun for politikere og andre optrædende. Dyderne bruger vi også til at vurdere andre mennesker ansigt-til-ansigt i hverdagen. Derfor bruges de automatisk til også at forstå politikere og politiske situationer med.

   Og heldigvis kan dyderne og den historie, som politikeren indgår i, forstås og vurderes, uden det er nødvendigt i detaljer at forstå den konkrete politiske sag, den såkaldte politiske substans. Det er det, der gør demokrati muligt.

   Dyderne eksisterer ikke i sig selv. De eksisterer kun i modtagerne. Det er modtagerne, der er dommer over enhver politikers dyder.

   Det betyder, at to politikere, som er afhængig af to forskellige grupper blandt tilskuerne, kan optræde vidt forskelligt for at erobre samme dyd.

Donald Trumps omvendte dyder

Flere af dyderne har USA's præsident, Donald Trump, tilsyneladende et utraditionelt forhold til. Det kan se ud, som om han nærmest søger væk fra dyderne, ja bekæmper dem aktivt.

   Det er sådan det politiske establishment opfatter ham: Gang på gang begik han tilsyneladende i begyndelsen af sin kamp for at blive præsidentkandidat grove fejl, som ødelagde hans dyder, og som derfor ville fælde ham. Men til alle etablerede mediers undren blev han ved med at vokse og blev præsident.

   Det skyldes ikke mindst, at medier, kommentatorer og analytikere systematisk fejlvurderede hans brug af de fire dyder. Fordi de fejlvurderede den gruppe, han appellerede til.

Trump i målgruppens øjne

Enhver dyd, som en mand (eller kvinde) måtte have, er udelukkende en dyd, som en bestemt gruppe opfatter, at han (eller hun) har. Og Trumps målgruppe er jo netop ikke The Establishment, som også omfatter lederskribenter og førende kommentatorer.

Trumps målgruppe hader det politiske establishment og afskyr dermed også politikeres traditionelle håndtering af de fire dyder.

   I Danmark er vi vant til, at ca. 87 % af de stemmeberettigede stemmer ved vores landsdækkende valg. I USA er man glade, hvis man når 50 %. At Trump scorer præsidentposten med sin særlige håndtering af dyderne, skyldes, at denne halvdel af vælgerne, som almindeligvis står ret fremmed for selv en minimal deltagelse i politik, aktuelt er gjort ekstra aggressive ved globalisering, indvandring og en, ifølge dem, passiv og svag præsident Obama.

Improvisation som ærlighed

Det er disse vælgere, som Trumps utraditionelle, politiske figur fænger blandt. Hans løfter, f.eks. om at bygge en mur til Mexico og lade mexicanerne betale den, vil være dødelige for en ordinær politiker, fordi løftet jo straks vil nedbryde en ordinær politikers ærlighed og kompetence. Enhver kan se, at det ikke kan lade sig gøre i praktisk politik. Men når Trump igen og igen lovede det i sin kampagne, vakte det stor jubel – med klimaks, når han også lovede, at Mexico selv skulle betale den.

   Der skal nok være enkelte af tilhørerne, der tror, at det skal lykkes at få bygget og betalt muren således. Men det, folkemassen jubler over, er Trumps oprør mod de traditionelle fedtspillende politikere og deres artige, rituelle dans om dyderne og den medfølgende bullshit[3].

   Det væsentlige ved enhver Trump-optræden i kampagnen var den tætte kontakt, han etablerede og intensiverede til folkemassen. Det skete ved at improvisere over nogle få, grove, letfattelige løfter med en masse gentagelser.

   Selvfølgelig kunne han ikke have lovet hvad som helst, f.eks. medvind på cykelstierne, og alligevel have opnået samme kontakt. Jublen over ham på hans velbesøgte valgmøder byggede på hans dygtige fodring af hadet mod Washingtons politiske elite med provokerende udspil. Hans løfte om Mexico-muren og de andre løfter var faste akkorder, som han kunne improvisere meget frit over, for hele tiden at skabe den tættest mulige kontakt til tilhørerne. Som da Margrethe Vestager og Inger Støjberg udviklede deres figurer, spillede substansen også for Trump en stor rolle. Men der skal meget lidt substans i grov udskæring til at skabe udtalelser, som vækker opsigt og scorer dyder.

   Når Trump vandt præsidentposten, var det, fordi han fuldstændig suverænt med denne enkle teknik kunne skabe en tæt kontakt til de folkemasser, som mødte frem for at få udløst deres had og få håb om noget nyt.

Politisk debat er verbalt slagsmål

Kun fordi offentlig politisk debat er verbale slagsmål og ikke en slags akademisk diskussion, kan Trump med succes sige snart det ene, snart det andet - overdrevet i modsatte retninger, men altid overdrevet. Og af samme grund kan han hele tiden ”go negative” og angribe enhver personlig svaghed og dumhed hos sin modstander. Derfor praler han mere end almindeligt over sin rigdom og sine (påståede) bedrifter. Og han gør det med medvind – for hver gang, han optræder således, signalerer han klart: ”Jeg er ikke som de andre (= dem i eliten, som I hader).” For han gider i modsætning til dem ikke skjule, at den politiske offentlige debat er et verbalt slagsmål. Og hans målgruppe elsker ham for det, og har gjort ham til præsident.

Trump scorer dyderne

Men der er stadig, selv hos Trump, tale om de samme fire dyder – set med hans målgruppes øjne. Han erobrer ærlighed ved hele tiden at holde tæt kontakt til tilhørerne, reagere på alt, der sker i folkemassen, og tale uden teleprompter og manus. Også hans intensive brug af Twitter signalerer ærlighed og åbenhed med spontane, følelsesstærke reaktioner. Som milliardær, der kunne leve fedt resten af sine dage uden at gå ind i politik, blev enhver optræden i valgkampen en demonstration af idealisme: ”Make America Great Again.” Han lovede stabilt de samme fem-seks ting, hver gang han optrådte, og forsynede ved hver lejlighed sin modstander med de samme nedladende tilnavne, f.eks. ”Crooked Hillary.” Og ingen tvivler på, at Trump er en yderst kompetent kommunikator, som når alle tilstedeværende.

   Jo mere adskilt tilskuerne er i sociale klasser eller parallelsamfund, jo tydeligere vil det være, at ærlighed, idealisme, stabilitet og kompetence er forskellige ting for de optrædende politikere. Det intensiverer striden. Hvis der er meget had mellem grupper af tilskuere, så vil dette had derfor blive afspejlet i de verbale stridigheder i realityshowet. Det vil give mere fanatisme og mindre humor i replikkerne.

 

Kaotisk produceret, dårlig komedieserie uden ende

Identifikation med politikerne er det, der bærer politik ud til almindelige vælgere. Samtidig er det vælgerne, der afgør, hvor godt en politiker klarer sig. Politik er altså et realityshow, hvor virkelige personer, politikere, konkurrerer om at overleve. Og vælgerne bestemmer, hvem der udgår af showet, og hvem der fortsætter. Realityshowet går ud på, at forskellige politikerhold konkurrerer om at få magten i landet, så de kan gennemføre deres løfter til befolkningen.

   Politiske indslag i tv’s nyhedsudsendelser er det, der bærer showet. Public service-tv kan løfte ethvert emne op til at have landsdækkende betydning. Og public service-tv kan vise politikere i fuld figur med ansigtsmimik, betoninger, bevægelser og kropssprog.

   Men omkring public service-tv’s nyhedsudsendelser findes en sværm af konkurrerende medier, som indgår i showet.

   Det politiske realityshow i tv’s nyhedsudsendelser er en kaotisk produceret komedieserie med dårligt castede figurer i ret få kulisser uden action:

 

·         kaotisk produceret, fordi flere manuskriptforfattere, instruktører og produktionsselskaber konkurrerer om at spinne føljetonen i deres retning mens den foregår. Hertil kommer, at de medvirkende ofte improviserer for åben skærm.

·         Komedie fordi

1.   alle medvirkende skal fremtræde som dynamiske vindere for at score idealisme og kompetence.

2.   vælgerne frygter fanatisme og ekstremisme. Det medfører, at de medvirkende skal pakke alle hårde verbale angreb på hinanden ind i humor. Her vil store desperate vælgergrupper, som føler sig uden for, dog finde håb i fanatisme og ekstremisme og det vil give mindre humor i realityshowet.

3.   tv’s studieværter skal score de samme fire dyder som politikerne, bl.a. ved at fremtræde som dynamiske vindere med humor, charme og optimisme. Denne personlige fremtræden bliver samtidig en løbende kommentar til begivenhederne, som derved bliver en komedie.

4.   Vælgerne er tryghedssøgende og kræver derfor, at skurke straffes, ofre hjælpes og helte belønnes. Herved manes enhver trussel mod den bestående trygge tilstand væk. Men store desperate vælgergrupper, som føler sig uden for, vil finde håb i en ekstrem figur, som truer det bestående.

·         dårligt castede figurer, fordi mange politikere slet ikke ligner den figur, de skal spille, men noget helt andet. Thulesen Dahl f.eks. som nævnt en bankmand. Løkke en handelsrejsende. Mette Frederiksen en skolelærer.

·         ret få kulisser, som især er interiører fra Christiansborg, nyheds- og debatstudier.

·         uden action: næsten alle episoder består i, at figurerne snakker.

 

Realityshowet er forhadt

Realityshowet Demokrati er officielt nedvurderet og udskældt af den politiske elite af eksperter og kommentatorer. I stedet dyrkes forestillingen om den saglige argumentation, som alle vælgere egentlig burde forstå.

   Den offentlige fortrængning af det politiske realityshow sker bl.a. med denne begrundelse: ”Lad os nu ikke undervurdere vælgerne.” Og: ”Vi bør undgå populisme.” Det underforståede budskab er, at der indeni alle vælgere ligger en hel del viden om og interesse for økonomi, jura, administration og diverse tekniske anliggender, som jævnligt dukker op i politik.

   Denne holdning dominerer i medier, i den politiske elite – og derfor også i uddannelsessystemet. Derfor er denne holdning indoktrineret i alle vælgere. I skolen har vælgerne lært at foragte det realityshow, som gør politik let forståeligt. I steder skal de elske og dyrke politik, således som landets højst 6 % politiske nørder gør. [4]

 

Børn af ”Mogensen & Kristiansen”

Og 6 % er højt sat. Det svarer som nævnt til 250.000 af de i alt godt 4 mio. danske vælgere, dvs. rundt regnet det antal seere som TV 2 News ”Mogensen & Kristiansen” havde i sin storhedstid i det særligt fine valgår 2011: 265.000. I 2012 faldt tallet til 233.000[5]. "Mogensen & Kristiansen" har indtil videre været TV 2 News’ største succes[6].

   2016 havde programmets afløser, ”Tirsdagsanalysen”, ugentligt 105.000 seere, heraf ca. 50.000 til første visning. Det blev overgået af "Besserwisserne", der i 2016 sås af ca. 125.000 ugentligt - heraf knapt 40.000 ved første udsendelse[7].

   Til disse seertal for nogle af landets mest populære politiske magasinprogrammer, kan man lægge den kendsgerning, at cirka 180.000 danskere for øjeblikket er medlem af et politisk parti.[8] Men det nøjagtige antal af politiske nørder i landet er ikke så interessant. Det væsentlige er, at det er et lille mindretal af vælgerne.

 

Restgruppen på 94 %

Det er en hån mod landets mindst 94 % ikke-nørdede vælgere at pådutte dem en særlig viden om og interesse for politik. Det er en arrogant undertrykkelse af almindelige vælgere at tillægge dem egenskaber, som kun et særligt interesseret mindretal har. Vælgerne i demokratiet er gode nok, som de er. Alle vælgerne. Det er jo hele pointen.

   Selvfølgelig undervises skoleelever også i proces og historiefortælling. Men pointen i denne undervisning er at advare mod spin. Eleverne lærer, at der findes en højere, spinløs virkelighed, som man skal sætte sig ind i. Og den findes i Nørdeland. Samtidig lærer man, at den offentlige debat bør ligne en videnskabelig, saglig diskussion mest muligt.

 

Forståelsesparadokset

Denne officielle holdning i skolen stemmer med den officielle holdning blandt politikere og i medier. Holdningen strider mod den politiske kommunikations realiteter, som de kort beskrives her i bogen og mere detaljeret i Den politiske komedie.  

   Modsætningen mellem realityshowets officielle værdier og dets realiteter, resulterer i et paradoks, Forståelses­paradokset[9]:

 

Forståelsesparadokset

Den officielle forventning om, at borgerne har ressourcer (uddannelse, tid, motivation) til at fatte den politiske substans, strider mod den politiske kommunikations realiteter. Denne modstrid udgør forståelsesparadokset. Paradokset manes væk ved hjælp af erklæringer, som hylder borgerens dyder, og som tager stærkt afstand fra ”procesjournalistik”.

 

 

I stedet for at lære eleverne, at de er for dumme og dovne til demokrati, hvis de ikke forstår substansen, bør eleverne lære, at de er superkompetente. Og at deres kompetence ligger et helt andet sted end i at være discount-DJØF ’er[10] og små professorer i statskundskab.

   Vælgerne er eksperter i at vurdere det politiske realityshow og dets personer på grundlag af et minimalt og meget groft input af substans: Hvordan ligger figurerne på dyderne, hvilke udviklingsmuligheder har de, hvordan klarede de et interview eller en debat?

 

Pointe

Det er ikke spor mere indviklet at forstå politik end at forstå en tv-serie som ”Matador”, eller et realityshow som ”X Factor”.

 

 

Det er det politiske realityshows store fortjeneste, at det på denne måde gør politik interessant og forståeligt, uden at det er nødvendigt at interessere sig for og forstå sagen.

 

Absurd-komisk jammer

Men ustandseligt jamrer kommentatorer og eksperter over realityshowet[11]. Jamrer over, at politikere jagter stemmer og medier modtagere. Og hævder, at personer i politik er ret ligegyldige, mens substansen altid får det sidste ord. Og længe leve Den store leder, som giver pokker i stemmetal og gør det nødvendige.

   Disse ”kloge Åge”r er dømt til altid at jamre forgæves. For realityshowet er demokratiets vigtigste institution. Og kommentatorer og eksperter indgår endda selv som iøjnefaldende personer i showet – hvor de tappert opfører forestillingen ”Mens vi venter på substansen og Den store leder.” Et stykke, som er lige så absurd-komisk som Samuel Becketts berømte teaterstykke ”Mens vi venter på Godot”.

   Mere om kommentatorernes særlige realityshow for nørder, ”Politik i dansktimen”, s. 73.

 

Demokrati-killers

Men realityshowet er ikke givet for evigt. Det skal praktiseres dagligt af os alle sammen for at leve. Ellers er der let spil for dem, der møder frem med højere sandheder og ekspertiser.

   Hvis store grupper af vælgerne lidenskabeligt tror på hellige tekster, ophøjede doktriner eller oversanselige, guddommelige væsner, så er demokratiet i krise. Hvis man har den absolutte sandhed, hvorfor så spilde tid på et dårligt komedie-realityshow i tv’s nyhedsprogrammer? Så skal man jo i stedet bede de særligt skriftkloge udlægge den hellige tekst eller eksperter fortolke det oversanselige væsens planer og værdier. Eller simpelthen bare handle på eksperternes bud uden at spørge befolkningen.

   Og erstatte det kaotisk producerede politiske realityshow med en veltrimmet, topstyret heltehistorie om ledelsens fortræffeligheder. Sådan som man finder det i de topstyrede medier i oplyst enevælde, præstestyre og diktatur.

 

Terror etablerer Den store Leder som frelser i showet

Gennem trusler og terror kan selv ganske små grupper af selvmordsvillige fanatikere styre dele af showet. De kan få medvirkende til at undgå visse emner og lade være med at angribe dyderne hos ”Den store Leder som frelser”, som er helten i den heltehistorie, fanatikerne tror på.

   Tegneren Kurt Westergaard blev i januar 2010 i sin dagligstue angrebet af en terrorist, som ville hævne hans flere år gamle, satiriske tegning af profeten Muhammed. Men i dansk presse så man ikke meget til tegningen i den anledning. For Politiken, Berlingske Tidende og Jyllands-Posten enedes om ikke at vise tegningen. Andre medier fulgte med, og også public service-medierne holdt sig tilbage. Jyllands-Postens daværende chefredaktør, Jørn Mikkelsen, forklarede[12] at

 

Eksempel: Principielt gælder ytringsfriheden stadigvæk

”truslerne er rykket tæt på, og de er blevet meget håndgribelige. Bladet er nødt til at tage højde for, at vi ikke kun kan tænke på os selv rent sikkerhedsmæssigt.”

Samtidig understregede han at avisen rent principielt forbeholdt sig ret til at trykke tegningerne igen, for ”hvis vi ikke gjorde det, ville vi have tabt.”

 

Med lignende begrundelser vil medier, medvirkende og kunstnere og andre, som deltager i det politiske realityshow, kunne indføre selvcensur, som vil holde en åndelig, politisk lederfigur fri for angreb.

   På denne måde opnår en meget lille, fanatisk minoritet at beskytte deres helt. Helten styrkes herved som Stor leder som frelser. Han er fredet for den kroniske spidsrod, som statsministeren og andre topfigurer dagligt må løbe i det respektløse realityshow Demokrati.

 

Demokrati måles på latter

Jo mere splittet et demokrati er, jo mere hadefuldt og humorforladt bliver demokratiets realityshow. Jo flere medvirkende, der søger at score dyder hos det samme homogene publikum, jo mere humor vil fanatiske angreb være pakket ind i. Derfor kan graden af humor i realityshowet anvendes som målestok for et demokratis sammenhængskraft.

   Realityshowet bygger på vælgernes sunde fornuft. Realityshowet gør dansk politik til en succes. En succes som måles på, hvor megen latter showet rummer. Demokratiet ebber ud i takt med, at latteren forstummer. Og styrkes i takt med, den klukker.

   Og tæerne krummes stadig mere hos dem, der hader showet og drømmer om Nørdelands velsignelser.

 

© KLAUS KJØLLER

 

 

 

Kjoeller.dk er først lagt op i 1998. Siden her senest opdateret 22-11-2024 13:42:33

 

 

© klaus@kjoeller.dk

 

 

 



[1] Kjøller Manipulation. En håndbog, 2007.

[2] Kjøller Manipulation. En håndbog, 2007, s. 79.

[3] Kjøller Det politiske sprog, 2016.

[4] Kjøller Den politiske komedie, 2011, s. 171 – 206.

[5] Berlingske, 16/2 2013.

[6] Dyrby ”Debat: 3 radikale bud på at forny den politiske dækning”, 2017.

[7] MEDIAWATCH ”’Presselogen’ får ny redaktør”, 2016.

[8] www.ft.dk, d. 2/5 2017.

[9] Kjøller Den politiske komedies paradokser, 2016, s. 24.

[10] En DJØF ‘er = et medlem af fagforeningen DJØF, hvis medlemmer arbejder med jura, økonomi, forvaltning, forskning, undervisning, handel, kommunikation og ledelse.

[11] Kjøller Demokrati, 2016.

[12] Jyllands-Posten, d. 8/1 2010.