|
1949
|
Jeg
læser i en kulturklumme i Kristeligt Dagblad (17-11), at
Jyllands-Posten med udgangen af 2023 vil ophøre med at anmelde teater.
Chefredaktøren begrunder dispositionen med henvisning til de lave
læsertal. Nu er det klikkene, der tæller. De tider er åbenbart forbi,
hvor chefredaktørerne selv læste anmeldelserne og værdsatte
skribenterne. Det hændte endda, at en teateranmelder blev ophøjet til
chefredaktør (Harald Engberg på Politiken) eller kom til at fungere som
grå eminence (Jens Kistrup på Berlingske Tidende) eller kulturprofet
(Jens Kruuse, kaldet ”Jyllands trompet”, på Jyllands-Posten).
Teateranmelderiet var dengang prestige- og konkurrencestof. Når det
ikke er det mere, er det selvfølgelig, fordi teateret ikke længere har
monopol på dagsordensættende kunst og underholdning. Det har fået
konkurrence fra film og tv - ligesom papiravisen må kæmpe med
netmedierne om opmærksomheden og annoncekronerne. Offentligheden er
kort sagt blevet en mere sammensat størrelse. Men der skabes stadig
scenekunst, som fortjener opmærksomhed og diskussion. Vi spejler os i
klassikerne, fra Sofokles over Shakespeare til Ibsen. Se engang i
antologien “Nærmere, ting, til jer” med hvilken friskhed og frækhed,
Jens Kruuse kunne gøre det. Hvis han anmeldte teater i dag, ville hans
chefredaktør næppe have afskaffet anmeldelsen.
John
Chr. Jørgensen 03-12-2023
|
