Den 14. april 88 indleverede jeg afhandlingen Politisk argumentation - en teori om offentlig politisk argumentation i et velfærds-demokrati med henblik på doktor-bedømmelse. I brev af 21. februar 89 har fakultetet sendt mig udvalgets indstilling, og givet mig frist til den 22. marts til enten at fremsætte mine bemærkninger til indstillingen eller at trække afhandlingen tilbage.

Nedenfor følger mine bemærkninger til udvalgets indstilling.

De er disponeret således at de første par sider udgør bemærkningernes konklusion, som kan læses alene. Derefter følger en mere detaljeret gennemgang af indstillingen.

Konklusion

Konklusionen på mine bemærkninger er

• at udvalget har misforstået væsentlige dele af afhandlingen

• at indstillingen er præget af overfladiskhed

• at der i indstillingen begås elementære fejl.

Derfor er indstillingen ubrugelig som beslutningsgrundlag i denne sag.

De mest iøjnefaldende mangler ved indstillingen kan kort opstilles således:

Udvalget har misforstået afhandlingens sandhedsbegreb og argumentationsbegreb.

Udvalget har udelukkende brugt afhandlingens engelske sammenfatning som grundlag for sin vurdering af hypotesernes konsistens.

Udvalget fejltolker en væsentlig hypotese.

Udvalget tager uden begrundelse afstand fra den videnskabsteori og den metode som afhandlingen repræsenterer.

[side 2:]

Dette er mangler som hver for sig må være diskvalificerende for en bedømmelse på højeste videnskabelige niveau.

Sandhedsbegrebet

Udvalget kritiserer mig for ikke at ville tage diskussionen op med konsensusteorien. Udvalget mener at afhandlingen hylder korrespondensteorien. Det er forkert. Bogens sandhedsbegreb er helt identisk med det konsensus-sandhedsbegreb som er velkendt bl.a. fra videnskabssteoretikeren Alfred Schutz' arbejder, og som danner grundlag for Berger og Luckmanns The Social Construction of Reality. Referencerne til steder i afhandlingen hvoraf dette entydigt fremgår er legio (dette svar, s. 11).

Argumentationsbegrebet

Udvalget kritiserer mig for ikke at komme "rigtigt ind på det der er karakteristisk for den enthymemiske (... ) argumentation". Det er forkert. Diskussionen af dimensionen logisk gyldig - ikke logisk gyldig (enthymemisk) foregår meget udførligt i kapitel VI, specielt i afsnittet om Evert Vedungs Det rationella politiska samtalet og der tages helt entydigt stilling til dette spørgsmål (dette svar, s. 11).

Begge begreber er meget centrale for afhandlingen. At udvalget misforstår dem er klare tegn på at man ikke har forstået det væsentlige i afhandlingen.

Brugen af den engelske sammenfatning

Ud fra sammenfatningen finder udvalget at to af hypoteserne strider mod hinanden. Læser man de steder i afhandlingen hvor hypoteserne opstilles, fremgår det helt entydigt at der ingen modsigelse er (dette svar, s. 6 f). Den tilsyneladende modstrid skyldes at udvalget bygger sin kritik på de forenklinger som desværre må forekomme i et 6 1/2 sides introducerende sammendrag af en bog på 283 sider.

Fejltolkning af en væsentlig hypotese

Fejltolkningen består i at man tolker udtrykket de centrale marginalvælgere (dvs. en bestemt vælgergruppe) som borgerne, og en bestemt vælgergruppes opfattelse af landets økonomi som landets økonomi. Det er indlysende, selv for én som ikke har læst afhandlingen, at disse tolkninger er urimelige. For én som har læst afhandlingen er de diskvalificerende, da de strider groft mod hele bogens ræsonnement (dette svar, s. 8 f).

Ubegrundet afstandtagen fra videnskabsteori og metode

Afvisningen fremgår implicit af formuleringer i indstillingen (dette svar, s. 10).

Det spørgsmål som melder sig, er: hvorledes har det kunnet gå så galt?

Indstillingen bærer tydelige spor af at udvalget har fungeret som to enkeltmandsudvalg som hver for sig - men i et formelt set énstemmigt dokument - har afvist afhandlingen som henholdsvis en retorikvidenskabelig og en politologisk disputats (jvf. indstillingen, s. 17). Derimod er der ingen klare spor af at man har forsøgt at vurdere afhandlingen som det den er, nemlig hverken det

[side 3:]

ene eller det andet, men noget helt tredje. Afhandlingen søger bl.a. at forene elementer fra sprogfilosofi, samfundsvidenskabernes videnskabsteori, indholdsanalyse (både den humanistiske, kvalitative og den kvantitative analyse), kommunikationsteori, politisk kommunikation og politisk modelteori. Det er muligt at det ikke er lykkedes for mig at få en videnskabelig set lødig helhed ud af det. Men denne konklusion kan ihvertfald ikke drages af den foreliggende bedømmelse.

Indledning

Når man efter godt 14 års ansættelse i en videnskabelig stilling får en stærkt negativ bedømmelse af et doktor-arbejde, så kan man ikke bare trække på skuldrene. Når man har lagt det bedste man har af hjerte og intellekt i arbejdet, så kommer den stærke afvisning til at betyde at man befinder sig i et »sandhedens øjeblik«: Enten er bedømmelsen i det store og hele korrekt, hvilket i dette tilfælde indebærer at forfatteren frakendes elementære videnskabelige færdigheder som præcision, konsistens og indsigt. Eller også er bedømmelsen i det store og hele forkert, hvilket indebærer at to forskerkolleger ikke kan eller vil læse eller forstå hvad man skriver.

Valget er langtfra let.

Udvalget udtrykker i sin konklusion (s. 17-18) at mit valg af opgave vækker respekt. Men samtidig konstateres det at jeg mangler de nødvendige retoriske, videnskabsteoretiske og politologiske forudsætninger for at løse den. Dog er det udvalgets indtryk at jeg besidder en betydelig indsigt og sikkerhed i medieforskning. »Det er udvalgets indtryk, at Klaus Kjøller har sin egentlige styrke her« (s. 17).

Da arbejdets formål er at opstille en teori og udlede nogle hypoteser som kan efterprøves empirisk, så må udvalgets kritik af det videnskabsteoretiske være afgørende. Hvis arbejdet ikke er videnskabsteoretisk lødigt, så er det egentlig uden betydning hvad det i øvrigt rummer af retorisk, politologisk, mediemæssig og anden indsigt. Jeg skal derfor i det følgende gennemgå og kommentere indstillingen således at jeg først ser på udvalgets kritik af det videnskabsteoretiske, derefter på kritikken af nogle udvalgte centrale begreber, og til sidst på indstillingens implicitte argumentationsform.

Kritikken af det videnskabsteoretiske

Kritikken kan samles i 3 punkter:

1. Hypoteserne kan ikke udledes inden for rammerne af den opstillede model.

a. Det grundlæggende målaksiom, at individerne søger at bevare sig selv, holder en alt for stor afstand til de typer af aktiviteter som teorien søger at forklare (s. 5-6).

[side 4:]

b. Hypoteserne er ikke udelukkende udledte af modellen, men hidrører også fra tillægsantagelser som ikke er integreret i modellen (s. 15-16, jvf. også anførselstegnet omkring udledte, s. 17).

2. Visse af hypoteserne er indbyrdes modstridende (s. 15).

3. Modellens forhold til virkeligheden er problematisk.

a. Den opstillede teori er lidet generel. Den er et redskab til analysen af et abstrakt case-study af Danmark (s. 4).

b. Hypoteseme har »lav informativ værdi« (s. 15).

Jeg vil se på disse kritikpunkter i rækkefølge:

At hypoteserne ikke kan udledes af de stipulerede forudsætninger begrundes med at selvbevaringsaksiomet kun kan bruges i situationer hvor partier og medier er truede på deres eksistens, og altså ikke i de mere ordinære situationer hvor der kæmpes om marginale variationer i stemme- og oplagstal (s. 6). »Midlerne for marginelle (i.e. marginale) variationer af den beskrevne art er med sikkerhed anderledes end midlerne til at sikre sin overlevelse« (ibid., min parentes). Bemærk det forstyrrende meningsskred her hvor udvalget starter med at kritisere mål, og derefter taler om midler, som jo er noget helt andet.

Hvis denne argumentation imod selvbevaringen som aksiom skulle have gyldighed måtte man forudsatte at min teori indebærer at selvbevaringsaksiomet skal bruges direkte som eneste forklaringsfaktor af enhver handling. Men det gør teorien ikke. Selvbevaringsaksiomet: individet søger at bevare sig selv, er det eneste, grundlæggende målaksiom i den forstand at enhver gruppedannelse og enhver ideologidannelse forklares ud fra dette aksiom. Når først institutionerne og organisationerne er dannet, med deres nødvendige ideologi, så må man - indlysende nok - forklare deres handlinger ud fra deres opfattelse af sig selv, af omverdenen, kort sagt ud fra deres virkelighedsopfattelse og værdier (ideologi). Kun helt undtagelsesvis vil der blive handlet med direkte rekurs til selvbevaringen i form af en desperat handling som bryder med den ideologi agenten hylder. Dette kan man læse helt eksplicit om i afhandlingen s. 78 f. I øvrigt er hele kapitel IV, Individet og gruppen i modellens urtid, viet en illustration og diskussion af hvorledes gruppen og dens ideologi opstår på grundlag af individernes stræben mod at bevare sig selv. Og det forklares hvorledes grupperne også har selvbevaringsinteresser. Det »selv« der skal bevares er i høj grad bestemt ved gruppens ideologi. De handlinger denne selvbevaring afstedkommer skal altså i høj grad forklares ud fra agentens normer og værdier. Udvalgets påstand om at der er alt for stor afstand mellem selvbe-

[side 5:]

varingsfaktoren og de typer af handlinger modellen fokuserer på, viser at man ikke har forstået den afgørende rolle ideologierne spiller i modellen. Begrebet ideologi forekommer da heller ikke i indstillingen.

At dette meget væsentlige led i afhandlingens ræsonnement ikke inddrages i udvalgets indstilling må dybt beklages. Så meget desto mere som udvalget selv fremhæver at det er en mangel at afhandlingen ikke »tager bestik af« at der er afgørende forskel på at »agenterne handler således at de bevarer sig selv« og »individet søger at bevare sig selv« (s. 7). Havde man ofret diskussionen af selvbevaringsaksiomet (s. 48 ff) og kap. IV mere opmærksomhed ville denne »mangel« være afhjulpet, ligesom rettelsen s. 5 nederst (»individet (læs: agenten) søger at bevare sig selv«) kunne være undgået.

Den manglende forståelse af afhandlingens ræsonnement viser sig også i bedømmernes kritik af definitionen af velfærdsdemokrati. Afhandlingen definerer et demokrati som et politisk system med fri partikonkurrence, almindelig stemmeret, hemmelig afstemning, ytrings-, forsamlings- og foreningsfrihed m.v. (s. 83). Herefter defineres et velfærdsdemokrati som et demokrati hvor der findes et stort antal store hierarkier og en udenrigshandel med ret få begrænsninger (s. 83). Hertil bemærker udvalget at definitionen er »helt inadækvat«, for der står ikke noget om at der også i et velfærdsdemokrati er en stor offentlig sektor, stærk politisk styring af økonomiske, sociale og kulturelle systemer m.v. (indstillingen, s. 7 f). Men forklaringen på disse udeladelser ligger netop i afhandlingens udtrykkelige bestræbelser på gennemført begrebsøkonomi: at udlede så meget som muligt fra så få, håndfaste forudsætninger som muligt (afhandlingen, s. 61). De fænomener som udvalget savner i definitionen følger af de fænomener som indgår i definitionen. Udvalget erkender da også: »Naturligvis inddrager Kjøller faktorer af denne type (i.e. de »manglende«) i sin analyse (...)« (s. 8, min parentes). Det væsentlige er hvordan det sker. Udvalget anser det tilsyneladende for et udslag af forfatterens ringe præcision at faktorerne optræder, selv om de ikke indgår i definitionen.

Udvalget skriver at »det kan (... ) diskuteres, i hvilken grad hypoteserne virkelig er »udledte«, eller om de formuleres på grundlag af successivt tilføjede tillægsantagelser, som ikke var integreret i modellen. Dette finder undertiden sted i et upræcist sprog«. Det upræcise sprog illustreres ved to eksempler (s. 15-16).

Jeg vender tilbage til udvalgets argumentation for afhandlingens generelle mangel på præcision senere i mit svar (s. 13). Her vil jeg nøjes med at konstatere at udvalget i den sidste af de citerede sætninger forudsætter at der undervejs i afhandlingen tilføjes antagelser som ikke er integreret i modellen. Den »diskussion« af dette væsentlige punkt som første sætning tilsyneladende åbner mulighed for, foretages ikke.

[side 6]

Hypotesemes mangel på konsistens begrunder udvalget ud fra citater fra afhandlingens engelske sammenfatning: »Vi har valgt i stor udstrækning at citere fra den engelske sammenfatning, eftersom den er koncis og overskuelig; citater fra den danske tekst kunne have nuanceret fremstillingen, men ikke ændret ved hovedsagen« (s. 13).

Udvalget nummererer 7 hypoteser og antyder bl.a. at hypotese 6 og 7 ikke begge kan være rigtige: »Hypotese 6 virker rimelig og tilmed interessevækkende. Derimod forekommer den os at være i direkte modstrid med hypotese 7 (hvis det er tilfældet, kan i hvert fald ikke begge hypoteserne være rigtige), men sagen er noget uklar som følge af forfatterens udtryksmåde« (s. 15). Hvad det nærmere er der giver anledning til uklarheden præciseres ikke.

Jeg gengiver her i faksimile de to hypoteser fra udvalgets indstilling, idet jeg dog har tilladt mig at foretage de korrekturrettelser som bringer citatet i overensstemmelse med originalen (s. 258 f).

[6. "The medium which is closest to the party favoured by economic change, can argue to a higher degree from general values (i.e. ethos-argumentation) than the other medium, which to a higher degree counter-argues from examples" (258).

7. "The amount af fundamental general commonplace values (freedom, full individuel development, prosperity etc.) is increased in the medium which is disfavoured by economic changes, whereas the medium which is favoured by economic changes gives priority to 1) The fundamental commonplace of how you ought to react to economic ups and downs: downs --> social braking, increase in differences in real income; ups --> increase in the social sector, decrease of differences in real income, and 2 ) The govermment' s proposals for actions" (259).]

Det må indrømmes at det for en læser som udelukkende var henvist til disse formuleringer i det engelske 6 1/2-sides summary i en afhandling på 283 sider, kunne tage sig ud som om der er en modsigelse mellem de to hypoteser. En sådan læser vil have en tendens til yderligere at forgrove den i forvejen noget forenklede udtryksmåde som desværre må anvendes i en sammenfatning.

Følger man de henvisninger der i sammenfatningen gives til de relevante afsnit i selve afhandlingen (XIII.2 og 3, som naturligvis rummer yderligere interne referencer), fremgår det at »hypotese 6« handler om forholdet mellem eksempel-faktoren og etos-faktoren: Enhver styrkeprøve mellem to partier af-

[side 7:]

hænger dels af hvor gode de er til at finde brugbare, konkrete eksempler på en given handlings gode/dårlige konsekvenser (i marginalvælgernes øjne); dels af den troværdighed og kompetence de har iflg. marginalvælgernes opfattelse - eller med andre ord: den etos partierne har over for denne gruppe (s. 177).

»Hypotese 7« handler om forholdet mellem forskellige arter af selvfølgeligheder:

En meget dominerende politisk selvfølgelighed i velfærdsdemokratiet er de centrale marginalvælgeres opfattelse af hvorledes man bør reagere på op- og nedgange i økonomien. I en situation hvor et parti/medium har medvind i kraft af denne selvfølgelighed, vil dette parti/medium have en usvækket interesse i at fremsætte og bekræfte den. Derimod vil det tilbagegangstruede medium/parti have en interesse i at nævne og bekræfte den så lidt som muligt. I stedet vil det fremhæve de helt generelle værdi-selvfølgeligheder: lighed, frihed, tryghed osv. »Mediet/partiet som er i offensiven kan omsætte den øgede opbakning omkring sine selvfølgeligheder i politisk handling. Mediet/partiet som er i defensiven må så vidt muligt bremse dette. Dette gøres ved, især udfra velvalgte eksempler, at fremhæve hvorledes de handlinger man vil udføre strider mod de centrale marginalvælgeres værdi-selvfølgeligheder.« (s. 242, min fremhævning).

Hvor bliver nu den antydede inkonsistens af?

Jeg formoder at det der får udvalget til at vejre inkonsistens er at der i »hypotese 6« står »values (i.e. ethos-argumentation)«. Dette kan give anledning til en sammenblanding med »hypotese 7« som jo også taler om »values«.

Forklaringen på denne formulering ligger i at jeg har ønsket at gøre den engelske sammenfatning kort og forståelig for uindviede læsere. Til gengæld rummer bogens del D, s. 229-243, en langt mere kvalificeret sammenfatning beregnet for »gamle« læsere, jvf. s. 247: »En kort præcis sammenfatning af bogens indhold for »gamle« læsere findes i del D. I det engelske summary findes et introducerende overblik for nye læsere«. Selv om jeg således aldrig har forestillet mig at man kunne bygge en seriøs kritik af afhandlingen på teksten i dette, tydeligt erklærede introducerende overblik, så bør det, efter udvalgets reaktion, overvejes om begrebet »ethos-argumentation« bør introduceres eksplicit også i den korte engelske sammenfatning. I så fald vil ordet »values« kunne undgås i »hypotese 6«.

Udvalget påstår også at hypotesen om at ethvert parti der er i regering (og det medie der står partiet nær) begunstiges af en god økonomi og skades af en dårlig, står i direkte modstrid til fire andre hypoteser »(i deres generelle form)« (s. 15). Desværre præciseres det hverken hvori modstriden skulle ligge, eller hvad det parentetiske forbehold indebærer. Jeg er derfor ude af stand til at besvare dette punkt.

[side 8:]

Bogens formål er at opstille en teori og at udmønte den i en række empirisk kontrollerbare hypoteser. Teorien har form af en model, dvs. en forenklet rekonstruktion af virkeligheden (s. 31). På grund af de meget komplekse og meget talrige faktorer som altid er på spil i forbindelse med samfundsvidenskabelige fænomener, er enhver samfundsvidenskabelig modelbygning en balancegang mellem antallet og kompleksiteten af de faktorer som indføres i modellen, og den klarhed og overskuelighed modellen besidder.

Flere steder i afhandlingen fremhæves dette elementære forhold, og det fremgår helt eksplicit at den opstillede model - og de deraf udledte hypoteser - danner et maksimalt forenklet udgangspunkt for fortsat empirisk og teoretisk arbejde. Således fx s. 91: »Det partisystem som jeg vil opstille skal i første omgang være det enklest tænkelige. Det skal ikke være mere kompliceret end at det lige netop gør det muligt at forklare de væsentligste træk ved den offentlige politiske argumentationer (Se lignende formuleringer s. 109 midt). Denne idé om videnskabeligt arbejde som en stadig mindre forgrovet modelrekonstruktion af virkeligheden, er én af afhandlingens videnskabsteoretiske grundtanker (se fx s. 31, 39 f, 95 og 209). Det betyder at enhver hypotese som empirisk afprøves med negativt resultat, må give anledning til at der foretages ændringer i modellen - typisk i form af at den gøres mere kompliceret.

Udvalget har ikke høje tanker om flere af de opstillede hypoteser, som affærdiges i et forbløffende følelsesladet sprog (s. 14 f). Som eksempel vil jeg se nærmere på udvalgets behandling af »hypotese 1«.

»Hypotesen udsiger (bl.a.), at jo bedre et lands økonomi er, desto mere vil det få borgerne til at kræve velfærdsforanstaltninger. Men der findes andre kombinationer, som ubestrideligt forekommer eller er forekommet i politiske debatter, f.eks. følgende:

jo bedre økonomi, desto mindre behov for velfærdsforanstaltninger; eller:
jo dårligere økonomi, desto større behov for velfærdsforanstaltninger (det er f.eks. ikke ualmindeligt at antage, at høj arbejdsløshed begunstiger venstrepartier ved valg); eller: (...)« (s. 14).

Argumentationen forudsætter at »hypotese 1« skulle indebære at man må afvise de andre kombinationer som forekommer i politiske debatter.

Jeg må tilslutte mig det synspunkt at en teori om politisk argumentation som udelod disse muligheder, måtte anses for mindre adækvat. Men jeg er bestemt ikke enig i at man kan tolke hypotesen som udvalget gør.

Baggrunden for hypotesen findes i afhandlingen s. 96 og s. 180 ff, som udvalget loyalt sammenfatter i indstillingen s. 13: »Jo bedre de centrale marginalvælgere anser landets økonomi for at være, desto mere begunstiger dette Socialpartiet/Midtposten; jo slettere de anser landets økonomi at være, desto mere begunstiger dette Erhvervspartiet/Frihedstidende«.

Men heraf følger aldeles ikke at jo bedre et lands økonomi er, desto mere vil det få borgerne til at kræve velfærdsforanstaltninger. For det første er der

[side 9:]

en - i afhandlingens sammenhæng - helt afgørende forskel på at tale om hvorledes et lands økonomi er, og så hvorledes forskellige befolkningsgrupper opfatter landets økonomi. Det første er en nationaløkonomisk konstruktion, det andet et spørgsmål om hvorledes medier og andre politiske agenter fremstiller den politisk-økonomiske virkelighed på en forståelig og politisk brugbar måde. For det andet er der en ikke mindre væsentlig - og jo helt elementært begribelig - forskel på at tale om de centrale marginalvælgere og så borgerne, dvs. hele landets befolkning. Det må undre at et udvalg som blandt sine ubestridelige kvalifikationer tæller klassisk retorisk dannelse, kan forfalde til at anvende midler som er velkendte fra antikkens sofister (jvf. Aristoteles Sophistic Elenchi, specielt: non causa pro causa).

Udvalget afviser to andre hypoteser (s. 15) med hver en enkelt bemærkning eller to. Begge afvisninger røber manglende forståelse af det ræsonnement som fører frem til hypoteserne. Men da jeg i det følgende skal se på udvalgets generelle misforståelse af centrale begreber i afhandlingen, vil jeg ikke her gå nærmere ind på dette.

Så meget om hypotesernes »lave informative værdi« - som vel egentlig er en misvisende betegnelse. Udvalget synes i virkeligheden snarere at mene at hypoteserne er usande, simpelt hen.

Det andet hovedpunkt i kritikken af modellens forhold til virkeligheden er at der ikke er tale om en teori om velfærdsdemokratiet, men om et abstrakt case-study af Danmark (s. 4 og 17). Begrundelsen for dette synspunkt er at der i afhandlingen benyttes illustrationer hentet fra den nutidige danske politiske virkelighed (s. 3-4).

Hertil må jeg sige at det eneste afgørende for vurderingen af en models generalitet er hvorledes hypotese-kontrollen falder ud. De biografisk-historiske vilkår hvorunder modellen er blevet til, er helt irrelevante for en vurdering af modellens kvalitet. I bogens løb hentes der i øvrigt eksempler, illustrationer og kendsgerninger fra undersøgelser i mange andre velfærdsdemokratier end Danmark.

Samlet må jeg altså klart afvise udvalgets kritik af det videnskabsteoretiske. I det omfang kritikken er klar, bygger den på et meget overfladisk kendskab til afhandlingens indhold, på misforståelser eller på elementære fejl.

[side 10:]

Kritikken af udvalgte begreber

Argumentation

Udvalget anker over at afhandlingen ikke foretager nogen bestemmelse af argumentets eller argumentationens »natur«: »Kjøller foretager ikke nogen generel bestemmelse af selve argumenters eller argumentationens natur som sådan. Det er hans valg, men det begrænser teoriens retorikvidenskabelige værdi« (s. 8). »Vigtige retorikvidenskabelige problemstillinger synes at befinde sig udenfor afhandlingens interessefelt. Derfor bliver man ved læsningen ikke klogere på argumentationens natur« (s. 17). Bag denne noget dunkle natur-metafor ligger en kritik af at afhandlingen ikke foretager en historisk gennemgang af litteraturen om argumentation, lige fra den græske bystat til vore dages diskussion af argumentationsbegrebet mellem forskellige videnskabelige skoler (s. 2). Samtidig erkendes det dog at afhandlingens valg af problemstilling og metode udelukker en sådan litteraturgennemgang. Med indstillingens ord: det er »som om det nomotetiske syn tager magten fra forfatteren og afskærer ham fra at tage stilling til de nævnte, nyere problemstillinger i forbindelse med argumentationens natur. Det må stå ved sit værd, om det er det anlagte videnskabssyn, der blokerer for en sådan stillingtagen. Givet er det, at den ikke findes, og det må betragtes som en væsentlig mangel« (s. 3).

Det væsentlige er at udvalget her tager afstand fra den form for videnskab og den metode som afhandlingen repræsenterer. Det må undre at der ikke i indstillingen - ud over dette med argumenters eller argumentationens »natur« - fremføres nogensomhelst argumenter mod det anlagte videnskabssyn, som i afhandlingen diskuteres og begrundes i kapitel II. I øvrigt præciseres det også i afhandlingen hvorfor forskellige skolers argumentationsopfattelser ikke diskuteres nærmere (X.l Forholdet til Stephen Toulmins analyseskema, spec. s. 198).

Udvalgets kritik af behandlingen af argumentationsbegrebet når sin klimaks i disse to afsnit som findes på side 9:

»Sandheden i et udsagn afgøres som bekendt af, at udsagnet er i overensstemmelse med kendsgerningerne. Som troværdig opfattes den, der fremsætter sådanne udsagn. Men i nyere tid er stadigt flere filosoffer begyndt at interessere sig for den sammenhæng, der består eller etableres mellem »sandhed« og »enighed« (konsensus). Der er dem der mener - og har gode grunde til at mene - at »sandheden« ligefrem kan være resultat af »enigheden«. Det er emnet, der i og med sin formidling udfolder sin argumentatoriske eller, om man vil, sin retoriske dimension.

Kjøller har ikke villet tage diskussionen op med denne konsensus-teori, til trods for de betydelige konsekvenser den må siges at have for enhver argumentationsteori, den være sig politisk, juridisk eller noget helt tredje. I tråd hermed kommer han heller ikke rigtigt ind på

[side 11:]

det der er karakteristisk for den »enthymemiske« eller den »kvasi-logiske« argumentation, selv om netop den spiller en vigtig rolle i al politisk debat.« (s. 9)

Om de påstande der her fremføres om afhandlingens indhold, må man kort og urbant sige: det er noget sludder.

Afhandlingens sandhedsbegreb er helt konsekvent »sandhed baseret på enighed«, og dens argumentationsbegreb er helt entydigt det enthymemiske og kvasi-logiske.

Bogens sandhedsbegreb er identisk med det konsensus-sandhedsbegreb som danner grundlag for Berger og Luckmanns The Social Construction of Reality (afhandlingen, s. 22). Konsensus-videnskabsteoretikeren Alfred Schutz placeres klart som en væsentlig del af grundlaget for afhandlingen: »Nærværende arbejde falder altså inden for rammerne af det man kalder fænomenologisk sociologi (Schutz)« (s. 39). Steder hvor dette sandhedsbegreb benyttes eksplicit, er fx s. 21, 36, 39 f, 52 ff, 55 f og i hele kapitel IV. Og da denne sandhedsopfattelse er ét af de bærende elementer i afhandlingen kan der gives referencer hele vejen igennem.

Diskussionen af dimensionen logisk gyldig - ikke logisk gyldig (enthymemisk/kvasi-logisk) foregår meget udførligt i kapitel VI, specielt i afsnittet om Evert Vedungs Det rationella politiska samtalet, og der tages her helt entydigt og umisforståeligt stilling til dette spørgsmål. Se også s. 173, hvor man direkte finder en sætning der lyder: »Den målestok der hedder logisk gyldighed bruger jeg ikke på den politiske argumentation«. Se endvidere s. 197 ff.

Etos

Også dette afsnit af indstillingen (s. 10-11) rummer alvorlige misforståelser.

En afsenders etos er den opfattelse modtageren har af ham/hende/den.

Etossen har fire dydsdimensioner: kompetence, idealisme, ærlighed og identitet. Bestemmelsen og diskussionen af disse dimensioner foregår især i afhandlingen s. 68 ff og 162 f.

Nu fremhæver udvalget det som noget negativt for afhandlingen at »etos (...) fremstilles som en overvejende statisk egenskab« (s. 11). Men adskillige steder i bogen fremgår det ubestrideligt at der er et gensidigt indvirkende forhold mellem modtagerens vurdering af de handlinger afsenderen foretager, og så den etos afsenderen har over for den pågældende modtager (se fx s. 70 ff, 178, 185 ff). Dette indebærer helt klart at etos ikke er en overvejende statisk egenskab. Den afhænger helt af hvordan de handlinger afsenderen udfører, opfattes af modtageren. Og hvorledes disse handlinger opfattes er igen afhængig af den etos afsenderen har over for modtagergruppen. Heri ligger det gensidige, og jo stærkt dynamiske forhold.

Udvalget anfører at min »analyse af etosfaktorens sammensathed rummer (...) nogle ikke helt klarlagte konflikter« (s. 11). Dette er muligvis rigtigt, men

[side 12:]

de argumenter som fremføres til støtte for påstanden kan ikke overbevise en opmærksom læser af min afhandling om kritikkens rimelighed.

Man efterlyser en mere indgående analyse af idealisme-dyden og dens forhold til ærlighedsdyden. »Afsender-interesserne,« skriver man oplysende, »vil ofte kun kunne bringes i samklang med modtager-interesserne, gennem en kompromittering af ærligheds-dyden, og så bliver argumentationen let til »eine Kunst der Überlistung«. Men dén harmonerer til gengæld ikke med den klassiske etosfaktor eunoia, der betyder, at afsenderen som etisk person har reelle og velvillige hensigter med sit publikum« (s. 11).

Den model som opstilles i afhandlingen er ikke en verden hvor individer (og andre agenter) i én eller anden absolut forstand har reelle og velvillige hensigter - eller andre prisværdige eller dadelværdige egenskaber. Det er en verden hvor de forskellige agenter har opfattelser af hinanden, af sig selv osv. Bogens idé er bl.a. at forklare hvorledes disse opfattelser kan udledes af individernes (sic!) ønske om selvbevaring. Det er overhovedet ikke mit ærinde at udforme moralske domme om disse opfattelser og de midler de forskellige agenter benytter for at nå deres mål. Dette grundsynspunkt fremgår af afhandlingens første kapitel, specielt s. 20-21. I øvrigt diskuteres forholdet mellem ærlighedsdyden og de andre dyder - og i det hele taget mellem dyderne - s. 162 f og s. 70 ff.

Udvalget »sporer (...) her og dér (...) en konflikt mellem »troværdighedsdyderne« idealisme, ærlighed og identitet på den ene side og selvbevaringsaksiomet på den anden« (s. 11). Det er beklageligt at denne anke ikke præciseres nøjere. Det kunne afkræfte mistanken om at vi her igen ser et tegn på at udvalget ikke har forstået at selvbevaringsaksiomet danner grundlag for udledningen af agenternes normer og værdier, herunder de dyder der konstituerer etos. En konflikt mellem selvbevaringsaksiomet og visse af dyderne må betyde at der er begået fejl i de ræsonnementer der fører frem til dyderne. Hvis dette er tilfældet bør det udbedres.

Som begrundelse for at afhandlingen definerer etos upræcist anføres s. 10 at »der er meddelelser der - alle konsensus-teorier ufortalt - af modtageren føles således i overensstemmelse med kendsgerningerne, så at han må acceptere dem, uanset hans følelser for afsenderen«. Derfor er det upræcist at der i afhandlingen står: »Modtageren vil ikke kunne acceptere en meddelelse uden samtidig at acceptere at afsenderen har nogle bestemte egenskaber: at han besidder nogle bestemte dyder« (i.e. etosdyder).

Fejlen i dette ræsonnement - i relation til afhandlingen - ligger i udtrykket »overensstemmelse med kendsgerningerne«, idet der heri forudsættes at der findes én eller anden agent-uafhængig »objektiv« verden som med åbenbaringens styrke viser sig for agenten. I de politisk-økonomiske anliggender modellen handler om, findes en sådan verden ikke. Derimod søger enhver agent forståeligt nok at få andre agenter til at tildele sin version af virkeligheden status af generel »objektiv virkelighed«.

[side 13:]

Præcision

De forskellige påstande om manglende præcision som findes i indstillingen hænger i vidt omfang sammen med de misforståelser, overfladiskheder og fejl jeg har behandlet ovenfor, og det skal ikke behandles yderligere. Tilbage står imidlertid to iagttagelser (indstillingen, øverst s. 16) hvoraf jeg må acceptere den ene som korrekt. Udtrykket »værdiargumentation« bruges i afhandlingen om to forskellige fænomener. Til mit forsvar kan anføres at de to fænomener hvorom betegnelsen bruges er så forskellige at der aldrig i afhandlingens forløb kan opstå mulighed for forveksling. Men alligevel bør dette rettes.

Indstillingens implicitte argumentationsform

Ovenfor har jeg især set på indstillingens eksplicitte argumentation og de påstande der indgår i den. Men indstillingen rummer også implicit argumentation. Og også de påstande om afhandlingen som denne implicitte argumentation rummer, må klart afvises.

Foruden passager med referat og vurdering af afhandlingen, finder man i indstillingen hvad man kan kalde passager af alment oplysende karakter:

»Det er velkendt at argumentationslæren i teori og praksis (eller snarere: i praksis og teori) har årtusinder på bagen. Den har rødder i den græske bystat (... )

Det er også velkendt, at man i vor tid har taget denne argumentationslære op til fornyet revision. Det har ført til en frugtbar diskussion (...) mellem forskellige videnskabelige metoder: scientistiske, strukturalistiske, hermeneutiske m.m.

Ikke mindst når det gælder en lære om argumentationen, bliver valget af videnskabsteoretisk grundlag af eminent betydning for arbejdets resultater, også de praktiske, som man af gode grunde ikke tør se bort fra« (s. 2).

Læst i sammenhæng med den meget negative vurdering udvalget i øvrigt anlægger, vil en passage som denne blive opfattet som en liste over nogle væsentlige mangler i afhandlingen. Det opfattes som om udvalget her oplyser om nogle større sammenhænge og grundlæggende kendsgerninger, som ligger uden for min horisont. Læser man i afhandlingen s. 143 f, 156 f og 198 ser man at det er forkert.

Side 4-5 finder man dette oplysende stykke:

»Ved rationelle mål-middel-forklaringer anvender vi stort set to forskellige metoder:

1. Agenten erklærer at have bestemte mål og vi forstår derfor agentens handlinger som midler til at nå disse mål. Sammenhængen mellem midler og mål kan være godt eller dårligt begrundet. Er det sidste tilfældet, svinder sandsynligheden for, at agenten når sine mål.

2. Vi kender ikke agentens mål, men vi kender hans handlinger. Har vi en formodning om, hvilke mål disse handlinger kan være middel for, slutter vi os til, at agenten faktisk har disse mål: »Agenten kan ikke tænkes at handle, som han gør, hvis han ikke har målene a, b, ... ... n.«

[side 14:]

Begge slutninger rummer vanskeligheder. I den første kan agentens formålserklæringer være rent »retoriske« (her i betydningen: ikke informative). I den anden kan visse handlinger eller mønstre af handlinger være knyttet sammen med helt afvigende mål. I begge tilfælde kan der foreligge utilstrækkelig viden om mål-middel-sammenhængen hos såvel agent som analytiker. Man taler i så fald om »limited« eller »bounded rationality«.

Forudsætningen for at et mål - mere eller mindre stipuleret af analytikeren - skal kunne udgøre en forklaring, dvs. betegne agentens handlinger som middel til at nå et eller flere mål er, at afstanden mellem mål og middel ikke er for stor, så at den m.a.o. ikke giver plads for alt for mange mellemliggende variabler.

Kjøllers explanandum (eller uafhængige (læs: afhængige) variabel) er (...)« (s. 4-5, min rettelse med kursiv).

Her oplyser udvalget klart nok om nogle helt elementære overvejelser som enhver samfundsteoribygger bør gøre sig. Det væsentlige er at prosastykket i indstillingens sammenhæng kun kan forstås således at dette er overvejelser som er fremmede for mig. Prosastykkets »vi« er de rigtige samfundsforskere, og de står i stærk kontrast til den foreliggende afhandlings forfatter, som både er selvstuderet (s. 2 midt) og amatør (s. 18).

Men de grundlagsproblemer som elementært berøres i dette citat optager faktisk en meget central plads i afhandlingen. Spørgsmålet om udvalgets misforståelser om afstanden mellem mål og midler, har jeg behandlet s. 4-5 ovenfor. Rationalitetsbegrebet behandles specielt s. 52-55 i afhandlingen.

Der findes yderligere et iøjnefaldende eksempel på denne indirekte og useriøse argumentationsform i indstillingen s. 12. Her gives læseren af indstillingen det indtryk at jeg er uvidende om at der kan være andre politisk relevante dimensioner, end venstre-højre-konkurrencen. Jeg har s. 8 ovenfor givet referencer til de steder i afhandlingen hvor det udtrykkeligt fremgår hvorfor jeg har valgt primært at holde mig til denne dimension. At jeg godt kender andre dimensioner og lader dem indgå i overvejelserne, fremgår s. 90 ff og 134 ff.

Beskrivelsen af afhandlingens forfatter

Side 17 skriver udvalget: »For at afhandlingen skulle kunne leve op til sit ambitionsniveau, måtte der kræves gode indsigter - og idérigdom - indenfor en række forskellige discipliner: retorik med filosofi og videnskabsteori, politologi og medieforskning.« Herefter frakendes jeg »gode indsigter og idérigdom« inden for de nævnte discipliner, bortset fra medieområdet.

Min belæsthed inden for politologien »er ikke ubetydelig, men ganske vilkårlig og præget af usikkerhed« (ibid.). Hertil må bemærkes at der ikke i indstillingen findes nogen begrundelse for denne karakteristik, hverken den positive del, eller den negative (se dog nedenfor ang. mine »politologiske selvstudier«). Denne ubegrundede karakteristik af mig bruges som argument for at: »Politologisk holder afhandlingen ikke målet for en disputats« (ibid.). Det væsentlige er i hvilket omfang det er relevant at vurdere afhandlingen som en politologisk disputats. Dette spørgsmål tager udvalget ikke stilling til.

[side 15:]

Side 2 skriver udvalget: »Den faglige udrustning, hvormed han tager sin ambitiøse opgave op, er sprogforskerens, suppleret med politologiske selvstudier, som gennem årene (siden 1973) er blevet udmøntet i en række afhandlinger og artikler«. I indstillingens samlede negative portræt af mig indgår dette med selvstudierne som et argument for mine manglende politologiske kvalifikationer. Men hvis dette at studere noget på egen hånd er en betænkelig sag, så må jeg i sandhedens interesse oplyse at jeg siden jeg i 1972 blev cand.mag. stort set udelukkende har været selvstuderende inden for alle de områder jeg forsker og underviser i. Den eneste undtagelse er EDB-området hvor jeg i efteråret 87 - i øvrigt med stort udbytte - deltog i et lærerkursus på Humanistisk EDB-center her ved fakultetet. Men også på dette område er jeg nu i stort omfang gået over til selvstudier. Hvis man i fakultetsrådet finder det uhensigtsmæssigt at jeg fortsat følger dette selvstuderingsprincip, beder jeg om at få det at vide, da jeg i så fald i fremtiden naturligvis vil afholde mig fra at læse bøger og artikler på egen hånd (i arbejdstiden).

De øvrige påstande om utilstrækkelige kvalifikationer inden for områderne retorik, videnskabsteori og filosofi må - i det omfang de bygger på den argumentation man kan finde i indstillingen - afvises. Indstillingen kan ikke sandsynliggøre at mine indsigter inden for disse områder - og andre relevante områder som udvalget ikke nævner, jvf. ovenfor s. 3 - ikke er tilstrækkelige til at løse den opgave jeg har valgt. Paradoksalt nok får bedømmernes ubehjælpsomme argumentation afhandlingens forfatter til at fremtræde mere urørlig end selv jeg finder rimeligt. Det bør snarest korrigeres - ikke mindst af mentalhygiejniske grunde.

En ting bliver dog siddende og gør ondt. Det fremgår at udvalget ikke mener at jeg har idérigdom (s. 17, citeret ovenfor). Det er en påstand som der ikke findes det mindste belæg for i indstillingen. Tværtimod giver indstillingen generelt indtryk af at det er forfatterens forfløjenhed og fantasterier der har fået ham til at fejle så pladask i det videnskabelige. Men netop i kraft af denne demonstrative modstrid mellem konklusion og resten af indstillingen på dette punkt, får man en stærk mistanke om at dette jo, i modsætning til alt det andet, så kunne være rigtigt.

Konklusion

Se ovenfor, s. 1-3.

Signeret: Klaus Kjøller

Tilbage til konklusionen

Frem til udvalgets Svar på bemærkninger.

ALLE BØGER

FORFATTER- OG BOG-KOMMENTARER

Systematisk oversigt over alle bøger

BEDST SÆLGENDE BØGER TOTALT

MEST POPULÆRE BØGER PÅ SAXO.com

Senest opdateret 17-10-2020 10:22		Klaus Kjøller, © klaus@kjoeller.dk