senest opdateret 17-10-2020 10:49:59

Manus til Politisk argumentation som doktorsag 1988-91

Redaktionel kommentar

Københavns Universitet 1988-89

Aarhus Universitet 1990-91

indstilling

forfatterbemærkninger

udvalgets replik

forfatters replik

Professor 1990

Doktor 1991

Doktor, KU, afsluttende svar

Senest substans-opdateret 10/10 98; senest layout-forbedret 17/10 2020

· Sandhedsbegrebet

· Argumentationsbegrebet

· Brugen af den engelske sammenfatning

· Fejltolkning af en væsentlig hypotese

· Ubegrundet afstandtagen fra videnskabsteori og metode

· Ideologien som blev borte

[Da sagen formelt var afsluttet med udvalgets svar til mine bemærkninger og fakultetsrådets beslutning om at følge indstillingen, er dette afsluttende svar sendt direkte til bedømmerne med kopi til fakultetet, d. 21/6 89]

Disputatssag jr-nr. 310-5.3-28/86

Afsluttende svar på udvalgets svar på mine bemærkninger til udvalgets indstilling

I brev af 12/6 89 har jeg fået meddelelse om at Fakultetsrådet på sit møde d. 6/6 har fulgt indstillingen fra bedømmelsesudvalget. Hermed er sagen juridisk set afsluttet. Alligevel vil jeg gerne knytte en afsluttende, kort kommentar til udvalgets svar af 23/5 på mine bemærkninger.

I bemærkningeme til indstillingen opstillede jeg fem mangler ved indstillingen som jeg fandt hver for sig måtte være diskvalificerende for en bedømmelse på højeste videnskabelige niveau. Udvalget anfægter ikke i sit svar dette synspunkt, men alligevel ses svaret ikke, selv efter adskillige velvillige læsninger, at rumme tilbagevisninger af mine kritikpunkter.

Sandhedsbegrebet

I mine bemærkninger s. 10-11 citerer jeg et stykke fra indstillingen. Heri citerer jeg bl.a. udvalget for følgende: »Kjøller har ikke villet tage diskussionen op med denne konsensus-teori (... )«.

For at kunne formulere sig sådan må man mene at konsensusteorien ikke inddrages i min bog. Det er absurd på én gang 1) at påstå at konsensusteorien er en væsentlig del af bogens grundlag, og 2) at påstå at der ikke diskuteres med denne teori.

Men konsensusteorien er simpelt hen den sandhedsteori som anvendes i bogen (jvf. Bemærkninger, s. 11).

Udvalgets replik til dette kritikpunkt består i denne sætning:

»Det har ligget os fjernt at ville pådutte Kjøller dette eller hint sandhedsbegreb« (Svar, s. 3, nederst).

Desuden parafraseres kort over formuleringer fra indstillingen (ib.).

Konklusion: Udvalget svarer ikke på min kritik af dette væsentlige punkt.

Argumentationsbegrebet

I mine bemærkninger anfører jeg at udvalget uberettiget kritiserer mig for ikke at komme »rigtigt ind på det der er karakteristisk for den »enthymemiske« (…) argumentation« (Bemærkninger, s. 11).

Denne indvending behandles intetsteds i udvalgets svar.

Brugen af den engelske sammenfatning

Jeg anfører at udvalget udelukkende bruger den introducerende, 6 1/2 sides engelske sammenfatning som grundlag for sin kritik af to af hypotesernes konsistens. (Bemærkninger, s. 6 f).

Udvalgets svar på dette er dels at hele bogen »burde være skrevet på engelsk eller på et andet verdenssprog« (Svar, s. 8), dels at den engelske sammenfatning er »forfatterens og til syvende og sidst universitetets visitkort udadtil« (ib.).

Jeg kan ikke heri se nogle gyldige grunde til at udvalget i sin indstilling udelukkende skulle kunne lægge sammenfatningen til grund for sin kritik af de to hypotesers konsistens.

I sit svar går udvalget da også til den danske tekst. Det er en god ting. Man finder nu at mine danske formuleringer er uklare. Jeg må bede læseren om selv at skønne i denne sag.

Fejltolkning af en væsentlig hypotese

Som svar på dette kritikpunkt beder udvalget læseren om »selv at bedømme, om der findes nogensomhelst grund til Kjøllers kritik« (Svar, s. 12).

Jeg kan varmt tilslutte mig denne opfordring.

Ubegrundet afstandtagen fra videnskabsteori og metode

S. 5 i svaret skriver udvalget: »Sagt i korthed: det udvalget tager afstand fra er ikke »den form for videnskab og den metode som afhandlingen repræsenterer« (Bem. s. 10); vi tager afstand fra den valgte metodes uformidlede forhold til det påståede udgangspunkt i retorikken.«

Dette er efter min bedste mening en parafrase over indstillingens beklagelser over at afhandlingen ikke rummer en historisk gennemgang af litteraturen om argumentation, og dens forhold til min teori.

Jeg må derfor igen henvise læseren til mine Bemærkninger, s. 10.

Man må konkludere: udvalgets svar rummer ikke svar på de fem afgørende kritikpunkter jeg rejste i mine bemærkninger.

Det er indlysende at det er meningsløst at fortsatte dialogen. Der foreligger en situation hvor den almindelige institutions-inerti går sin gang og forudsigeligt afgør hvem der får ret.

Ideologien som blev borte

Ud over de fem kritikpunkter er det værd at nævne at jeg også kritiserede indstillingen for at have misforstået selvbevaringsaksiomets rolle i teorien (Bemærkninger, s. 4 f). Et klart symptom på misforståelsen er at fænomenet ideologi overhovedet ikke forekommer i indstillingen - selv om det er et af afhandlingens centrale emner. Udvalgets svar behandler ikke denne kritik.

Til gengæld klargør udvalget hvorfor det finder modstrid mellem »regeringshypotesen« og andre af mine hypoteser (1, 2, 3 og 5, Svar, s. 9 f).

Det er beklageligt at denne pædagogiske pap-udskæring (jvf. Svar, s. 10) først kommer nu. Med grundlag i den kan jeg her på (eller rettere: efter) falderebet sige:

Overvejelser omkring dimensionen regering - ikke regering kommer først ret sent ind i afhandlingen. Det skyldes den valgte modelbygningsmetode: der startes enkelt; efterhånden indføres der flere forklaringsfaktorer. Hvorfor indføres der flere forklaringsfaktorer? Fordi de eksisterende giver for grove og upræcise forudsigelser. Men dette at der er bare to faktorer som bruges til at forklare et fænomen, vil meget ofte betyde at forklaringen af fænomenet består i en afvejning af i hvor høj grad de to faktorer spiller ind i den foreliggende situation. Samvirker de? Modvirker de hinanden? Dominerer den ene eller den anden? Eksempler på anvendelse af dette forklaringsprincip ud fra - evt. modvirkende - faktorer kan hentes i bunkevis fra vidt forskellige socialvidenskaber: psykologi, økonomi - og politologi. Fx kan man bruge Gunnar Sjöbloms eget arbejde om partistrategier som frugtbart kildemateriale.

Jeg synes det er lidt foruroligende at »mit« udvalg dystert taler om modstrid og modsigelse når de genfinder dette helt ordinære samfundsvidenskabelige forklaringsmønster i min afhandling.

Udvalget stiller mig (Svar, øverst s. 10) et helt konkret spørgsmål. Det er et godt spørgsmål! Det er den slags spørgsmål jeg har stillet mig selv flere gange dagligt i de år jeg har arbejdet på afhandlingen. Desværre er det ofte langt lettere at stille dem end besvare dem. Men dette spørgsmål er nu ikke så vanskeligt:

For det første har jeg udtrykkeligt forudsat at modellens agenter ikke har meta-kendskab til den model de er agenter i (Afhandlingen, s. 36). Dette er én måde at besvare spørgsmålet på: antagelsen det bygger på går uden for modellens rammer. Men lader vi nu alligevel dette passere, så kan vi svare: Et regeringsparti vil i modellen naturligvis søge at forbedre økonomien. Det skyldes de ideologiske mekanismer som sikrer en tæt forbindelse mellem udadrettet ideologisk virksomhed og selvopfattelse. Det er denne stærke og nødvendige mekanisme jeg diskuterer i kapitel IV, afsnittet om identitet og ideologi (Afhandlingen, s. 73-81). Med andre ord: partiets aktive tror faktisk på partiets ideologi.

Mit afsluttende suk i denne bedrøvelige sag må gælde ideologien som blev så tragisk borte i udvalgets arbejde. At udvalget fører spørgsmålet s. 10 frem som en rambuk der skal slå afgørende revner i Kjøllers tykke hovedskal, er en pinligt overbevisende demonstration af at det ikke har forstået ideologiens rolle i modellen.

Må jeg ønske udvalgsmedlemmerne tillykke med deres sejr, og håbe at ingen af os lider varig skade derved.

Signeret: Klaus Kjøller

21/6 1989

PS: Jeg har begrænset dette svar til det absolut væsentligste. Det betyder at udvalget får det sidste ord på nogle områder. Men en lille sag må jeg kommentere: Udvalget tager det ikke så nøje med om et citat er helt korrekt eller ej. Bare der ikke er meningsforstyrrende fejl får det gå an (Svaret, s. 12). Nuvel: der er vigtigere ting i livet end at citere en tekst nøjagtigt. Alligevel vil jeg gøre opmærksom på at den »McCroscey« som omtales (Indstillingen, s. 16, og Svaret, s. 4) vitterligt hedder McCroskey - og at han er en fremtrædende, samtidig etosforsker. Korrekt stavning af fremtrædende udenlandske forskeres navne må have en vis betydning for vores universitets anseelse.

Videre til Aarhus Universitet

ALLE BØGER

FORFATTER- OG BOG-KOMMENTARER

Systematisk oversigt over alle bøger

BEDST SÆLGENDE BØGER TOTALT

MEST POPULÆRE BØGER PÅ SAXO.com

Senest opdateret 17-10-2020 10:49		Klaus Kjøller, © klaus@kjoeller.dk