|
Margrethe
Alexandrine Þórhildur Ingrid, Hendes Majestæt Dronning Margrethe 2.
Foto
2012: Johannes Jansson/ norden.org/ Creative Commons
|
R * I
Der kan ofte være en
tendens til, at de store linjer tabes i de nære, daglige gøremål.
Derfor er det vigtigt, at vi engang imellem giver os tid til at stoppe
op og kigge os tilbage og se fremad og spørge: ”Hvad er det egentlig,
jeg står midt i? Var det egentlig sådan, jeg ønskede det?”
Sjældent er svaret
helt klart ja eller nej. Men det kan alligevel være så usigeligt
afklarende at samtale med ligesindede om det, der jo i virkeligheden
ligger os allermest på sinde. Alt det inderste i os. Det kan være så
utroligt givende at genkende sine egne sorger, bekymringer, glæder og
håb hos dem, der sidder på de allerhøjeste poster i samfundet.
Skinnet kan til
gengæld bedrage. Det ved vi alle. Og måske vil vi også af og til helst
bedrages.
|
Marianne
Jelved klappes op på scenen ved landsmødet 2007, for at modtage sin
afskedsgave og afskedstale fra Margrethe Vestager.
Foto:
David Bering/ Det radikale Venstre/ Flikr pro/ Creative Commons
|
MARIANNE
JELVED: MIN RADIKALE REJSNING
Der tales så meget om betydningen af
det ydre, af image, i politik. Jeg kæmpede længe imod, fordi jeg mente
at dét ydre som havde været godt nok til min karriere som skolelærer,
også var godt nok i min gerning som folketingsmand for Det Radikale
Venstre.
Sådan har det jo altid tidligere
været: Jørgen Jørgensen, Bertel Dahlgaard, Ole Vig Jensen ligner
allesammen overlærere. Hvorfor så ikke også mig?
Men efterhånden som jeg så mig selv
mere og mere på fjernsyn kunne jeg godt forstå hvad det var velmenende
folk mente når de spurgte hvor jeg gemte mine smil, og hvor jeg havde
fundet min lange hængehårsfrisure med udadbøjede ender.
Så fik vi en stylist
på Christiansborg. Hun lærte mig at lægge blåt på øjenlågene og gav mig
mod til at vise min nakke offentligt. Jeg købte også nogle nye
skjortebluser på tilbud: 3 for 199, – .
Smilene kom herefter nærmest af sig
selv. Nedadvendte mundvige så helt forkert ud sammen med alt det nye.
Så blev jeg minister, men lad nu alt
det ligge.
Det mærkelige er at jeg får langt
færre frække tilbud med mit nye image. Jo bedre jeg ser ud på tv og jo
mere indflydelse jeg får, jo færre mænd er interesseret i mig.
Selvfølgelig er der stadig nogle, så jeg klager ikke. Men det er slet
ikke som i gamle dage.
Selvfølgelig ser Anders Fogh Rasmussen
da stadig sultent på mig. Sådan ser han på alle, selv på Pia Gjellerup.
Men det er slet ikke som før jeg kom rigtigt frem i forreste række.
Henning Dyremose sender aldrig mere
de små frække sedler over til mig når vi sidder i udvalgsmøderne. Nu er
han bare blevet åh så galant. En rigtig træmand.
Helt galt er det med Poul Nyrup. Men
OK. Nu er han jo også trådt officielt frem med Lone. Det kræver
selvfølgelig ofre. Der er mange der har spurgt mig hvad hun ser i ham.
Det undrer mig, for det er da så tydeligt: Den mand kan bare blive ved
og blive ved. Og når det er allerhedest råber han: ”Det er helt klart,
klart, klart, klart ...”. Men selvfølgelig kan det være noget andet med
Lone.
Blandt de borgerlige er det kun Hans
Engell der har samme længde og drøjde. Og så behøver han næsten ingen
pauser.
SF-mændene er som de altid har været:
fantasifulde og sjove og utrolig gode til at snakke en kvinde varm. Men
når det kommer til stykket vil de altid have at jeg skal fortælle dem
hvordan jeg vil have det. Det er sådan set ikke noget problem. Som
erfaren radikal kan jeg let give dem et svar som hverken er fugl eller
fisk. Så mærker jeg deres hænder tøve, og manddomskraften svaje. Derfor
siger jeg gerne: ”Elsk mig som en stalinist ville gøre det!”. Det giver
dem straks vitaliteten og stramheden tilbage, ja de kan blive helt øre,
så det hele er forbi før det rigtigt er begyndt.
Så ser de på mig som små hundehvalpe.
Jeg klapper dem på håret og smiler anerkendende. Selv om vi ideologisk
ligger langt fra hinanden, har vi fx på miljøområdet mange fælles
interesser.
Fremskridtsmændene derimod ser jeg
ingen som helst grund til at skåne. Derfor er det altid noget særligt
med Kim Behnke. Vi ved begge at der ikke er nogen politiske bagtanker.
Det er ren passion. Og så kan der
jo altid komme en enkeltsag eller to.
Ofte spørger jeg mig selv hvad det er
ved mig der drager mændene.
Når jeg ser forlovelsesbilledet af
Poul og Lone i robåden i Frederiksberg Have kan jeg godt forstå Poul:
Lone ser brandgodt ud i blåt —specielt hvis lyset falder sådan at man
også kan se det blå i hendes øjne. Men sandheden er, tro mig, at det
sitrende og hudløse i Lones væsen skræmmer mændene. De vejrer
problemer. Alligevel er der selvfølgelig altid nogen der vil prøve når
alting går op i en spids, og der skal
findes samarbejdspartnere.
Også Ritt har problemer. Jeg ved at
Ole Vig Jensen længe er blevet jagtet af hende. Engang søgte han
tilflugt på mit kontor:
—Nu har hun igen pisk med, og for lidt
siden kom hun hen og slog mig på låret med den, mens hun sagde: ”Øh...”
på en meget sensuel måde.
Han var meget rød i hovedet. Jeg
løsnede hans slips.
Så gik jeg ud for at give Ritt en
skideballe. Men hun var der ikke. I enhver ordentlig virksomhed ville
hun blive anmeldt for sexchikane.
Det kan da godt være at Ritt har ret
med Ole. Men hvad ligner det at fare frem på den måde? Mænd kan godt
lide at det er dem der bestemmer. I hvert fald i begyndelsen.
Det er derfor de er så vilde med en
bænkevarmertype som mig. Hende, hvis eneste fortrin er at være på det
rigtige sted til den rette tid. Helt uden principper og visioner sidder
jeg og frister med mit undskyldende, beskedne smil.
Med stemmer der arbejder, kan de let
kalde kvinden i mig frem. Snart er jeg hvirvlet ind i langt mere end
jeg havde turdet drømme om. Og så mærker jeg tydeligt mine egne
ressourcer. Jeg skyr ingen midler for at få enkeltsagerne igennem. Det
er mig, Marianne Jelved, der bestemmer. Den grå stålmus!
Så kan der ordentligt arbejdes hen
over midten.
For det er ikke afgørende med hvem der samarbejdes. Det afgørende er hvad der samarbejdes om.
Personspørgsmålet er helt uinteressant. Det er kun resultatet der
tæller.
|
