|
Vi må aldrig blive så
optaget af vores eget, at vi ikke er i stand til at opfatte, hvad der
sker ude i verden. Her har vi som danske grund til at være stolte på
vores lands vegne, fordi vi — selv om vi ikke er noget stort land — er
så meget med i aktiviteter ude i verden. Vores produkter er kendte. Det
samme er vores design. Og vi spiller en fremtrædende rolle i mange
internationale organisationer.
Det er ofte sagt, at
vi ikke har mange råstoffer — ud over gode hjerner. Og så er vi ikke
mindst kendt for vores uformelle, afslappede omgangsformer.
Det kan være svært at
bestemme, hvori den specielt danske kultur består.
Tag bare vores humor.
Eller tag vores ofte meget selvbevidste måde at være beskedne og
selvironiske på. Det kan ofte være det sværeste for fremmede at forstå.
Og så selvfølgelig vores sprog, som vi alle elsker så meget, som ingen
andre kan.
Det betyder ikke, at
andre kulturer ikke også rummer store værdier. Også de kulturer, som i
disse år presser sig på langvejs fra. Netop fordi dansk kultur er så
stærk og noget særligt, har vi jo overskud til at være tolerante og
nysgerrige over for andre. Ikke kun for deres skyld, men også for vores
egen.
|
Offentlig
møde i Munkebo med Kulturminister Jytte Hilden, 1996
Privatfoto
fra video på YouTube: Klaus Kjøller
|
Jeg kan ikke fremhæve nok hvor glad og
taknemmelig jeg er over at være indbudt til at være med her. Det var
det første jeg ville sige. Det næste jeg skal tænke på er emnet. Jeg
prøver nu at komme i tanke om det. Sidder og kniber øjenbrynene sammen
mens jeg tænker. Det går overhovedet ikke. Ringer så til redaktøren:
—Du, jeg sidder her og skriver, og er
faktisk kommet virkeligt godt i gang. Det går strygende, du, og jeg har
en masse associationer. Det eneste problem er at jeg ikke helt husker
emnet. Det er som om jeg nærmest husker det var noget med en hel del
s'er i. Kunne det mon være noget med socialdemokratisk
eller bedre endnu: socialistisk,
for her er flere s'er. Nej, det tror jeg ikke. Det er slet ikke oppe i
tiden. Det ord med flest s'er som jeg kan komme i tanke om, er søstersuppedas, men det er jo meningsløst.
—Se efter i overskriften!
—Årh, hvor torskedumt af mig!
Præcision og kompetence, altså. Godt,
så fik jeg det klaret. Legoklodser til mit
barnebarn, ikke ambulance, for det har hun. Undskyld at jeg
lige skrev det, men jeg skal huske
at købe det, og her er jeg mest sikker på at jeg husker at se det.
Ellers vil læserne i det mindste erindre mig om det. Ring ikke, men
skriv på åbne postkort. Adresse: Kulturdepartementet, Nybrogade 2, 1203
Kbh. K.
Uden for vinduet i haven er en
gråspurvemor ved at fodre sin store oppustede unge. Hver gang moren
vender ryggen til, hopper ungen rundt og æder selv, ja ligner faktisk
en voksen fugl. Men når moren vender sig mod den med mad, bliver den
lille igen: synker ned i benene, puster sig op og sidder og gaber med
næbbet, mens den pipper appellerende. Måske skader morens støtte i
virkeligheden ungens udvikling? Men ønsker hun at få det at vide? Hvor
er naturen dog vidunderlig!
Næste gang jeg er sammen med
direktøren for Gyldendal, Kurt Fromberg, skal jeg huske at lufte
muligheden af at jeg gerne vil skrive en essaysamling, hvis de
opfordrer mig. Jeg har så mange iagttagelser, tanker og ideer jeg gerne
vil delagtiggøre andre i. Og jeg holder meget
af naturen.
På den anden side er det ikke lige mig
at sidde og skrive. Men der er mange folk i ministeriet som er ret gode
til det. Man kunne simpelt hen samle de kronikker de har skrevet i mit
navn. Og Mogens, min mand, kunne skrive et forord om hvordan jeg er som
kvinde. Succesen ville være hjemme. Ritt skal ikke tro at hun er den
eneste der er intellektuel i den socialdemokratiske gruppe. Hende og
Bruce Springsteen, bvadr.
Embedsmændene overdænger mig altid med
taler, jeg skal holde. Jeg har dem i tasken, men tager dem aldrig frem.
Jeg føler mig helt fjollet hvis jeg skal stå og læse op foran en
samling honoratiores hver gang jeg åbner en udstilling. Jeg foretrækker
langt øjeblikkets inspiration. Jeg ser på folk, åbner mine sanser for
stedets indtryk og lader så ordene komme til mig. Bagefter mærker jeg
virkelig på reaktionerne at jeg har givet folk noget.
Embedsmændene ser tit sure ud, men det
er deres problem. Som regel læser jeg talen når jeg igen sidder i
ministerbilen. Jeg skriver lidt kommentarer i den. Ofte rosende, så
kommer man længst. Ligesom dengang jeg var gymnasielærer. Jeg giver dog
ikke karakterer. Hvorfor egentlig ikke?
Men når mit barnebarn hellere vil have
at jeg læser op af historien om Troldepus på skovtur end at jeg
fortæller den selv efter hukommelsen, så gør jeg det selvfølgelig. Hun
kan den udenad.
Det er jo præcis det kultur handler
om: godnatlæsning for børnebørn, solnedgang over Gudhjem, politimanden
som hjælper andemor med at holde trafikken tilbage så alle ællingerne
kommer uskadt over gaden, dronningen med udslået hår i vinduet om
morgenen ved sølvbrylluppet. Herregud, det er jo så vidunderligt
altsammen. Overgiv jer, som jeg har gjort.
Hvorfor er det kun folk i
Pinsemissionen, der skal have lov at være rigtig lykkelige? Det skal vi
almindelige folkekirkekristne da også.
I begyndelsen kunne jeg selv komme
lidt i tvivl om hvorfor jeg var blevet minister for alt dette. Men det
er blevet klarere og klarere for mig at der ikke var andre muligheder.
Det var minister for det hele eller ingenting. Forskellen er ens. Og
for mig var dette helt afgørende.
Dette havde Poul indset med sin skarpe
sans og dybe menneskelige indsigt, da han ringede og spurgte mig. Jeg
sad og så June og Peter Bellis brevkasse i Eleva2ren, så Mogens talte
med ham om nationalbudgettet indtil jeg var klar.
I begyndelsen spurgte journalisterne
mig altid:
—Hvad er din politik? Hvad vil du med
kulturen?
Man kunne lige så godt have spurgt
Gud, hvad han vil med det hele!
Efter min mening er det overhovedet
ikke spor godt at en politiker kommer med en masse firkantede meninger
om hvad hun vil og ikke vil. Det lukker af for alt for meget. Hellere
tusind ideer som peger i alle mulige retninger end en enkelt som bliver
gennemført. Hvem har sagt at en køkkenvæg kun kan have én farve?
Nej, det er ikke Søren Kierkegaard.
Det var Synnøve Søe, som ifølge mit barnebarn sagde dette i sit tv-show
i forrige uge. Og det er ikke blevet dementeret endnu. Men det er jo
skrupforkert alligevel. Lad det være os en lærestreg: Vi skal lære at
tænke selv. Vi malede væggen med ternet maling! Lad dig aldrig spise af
med den maling der er på den første den bedste palet. Den næste smager
sikkert bedre.
Ja, jeg ved godt man har kritiseret
mig for at holde ævle-taler.
Hvad ønsker man da af mig? At jeg
udtrykker noget som jeg slet ikke har indhold til? Selvfølgelig
censurerer jeg da utroligt meget fra. Meget ofte det allerbedste. Men
det må skæres fra, fordi det er helt uden forbindelse med det jeg
samtidig står og siger. Mit mig er
så umådeligt meget hurtigere end mit jeg. Mit
mig er alt det
instinktive jeg ikke ved jeg har og kan. Det er en ufattelig rigdom.
Det har Tor Nørretranders lært mig om.
Nogle gange kunne jeg ønske at det var
mit mig der var blevet minister,
men Poul var som sædvanlig helt klar da han udnævnte mig:
—Du skal være minister!
—Du mener ikke: Dig
skal være minister?
Jeg måtte
simpelt hen være sikker. Fra mine universitetsstudier vidste jeg at dig var anden person for mig
— en viden som jeg til den dag aldrig troede at jeg nogensinde ville
kunne bruge til noget fornuftigt, men som jeg nu priste mig lykkelig
over.
—Nej, Jytte: Du
skal være minister!
Jeg må have lydt lidt betænkelig, for
han tilføjede:
—Det er altså dig, der bestemmer.
Det gjorde mig straks meget gladere.
For en sikkerheds skyld spurgte jeg:
—Det er altså i virkeligheden mig, der
fx skal holde taler mens alle andre står og lytter?
—Ja, Jytte. Du
er minister og du holder talerne.
Vi talte længe frem og tilbage om
disse ret indviklede forhold, men tilsidst stod det helt klart at det var mit jeg der var blevet udnævnt.
Hvad er så dette jeg
som man har så meget imod? Hvem er jeg? Hvordan ser jeg ud?
Se på mit jeg!
Det kan være svært, fordi du ikke er til stede, men alligevel: Se på
mit jeg. Hvad ser du?
Nej, det er ikke så meget tøjet jeg
tænker på. Men hvis du absolut vil vide det, så er jeg iført sorte
laksko, sølv- og ravsmykker, ur fra Bruxelles (Tin-Tin-butik), halvlang
nederdel fra Marimekko — gennem den sidste generation Nordens absolut
førende design — købt i Finsk Form i København — og dertil
kunstsilketop med kropsnære sorte bukser. Den røde jakke har jeg lånt
af Mogens. Under det hele: sorte trusser med høje lår fra Irma. BH med
diskrete blonder, mellemskål. Og sådan kunne jeg blive ved og ved. Men
alt dette er helt ligegyldigt. Jeg tager det kun med her for at kunne
huske det den dag jeg sidder og skal skrive mine erindringer.
Som samlende midtpunkt for alt dette,
ser du en kvinde, en moderne dansk kvinde. Du ser også en mor og
mormor. Hertil kommer at jeg er kone, elskerinde og rappenskralde, joh,
lad os bare se det i øjnene. Er jeg da ikke minister længere?
Selvfølgelig er jeg da også minister.
Jeg er jo gift med Mogens Lykketoft. Det troede jeg alle vidste. Det
har stået i bladene. Jeg har været med til kur hos de kongelige og alt
muligt — også ude at rejse med dem i provinsen. Jeg er med hvor det
tæller. Jeg siger det ikke for at prale, men fordi det hele tiden
kommer bag på mig selv. Er det ikke frygteligt?
Men på en måde er det jo også bare
hyggeligt og dansk.
Hvad har egentlig været det sværeste
ved at blive minister?
Jeg kan ikke sige at jeg mærker nogen
udpræget forskel. Men selvfølgelig havde jeg før, langt bedre tid til
at sludre med de andre i folketingsgruppen. Nu er jeg flyttet over i et
helt andet hus: Kulturministeriet.
Her er ikke nær så store sale som i
Folketinget, men mange flere små rum hvor folk sidder fra de kommer til
de går. På Christiansborg løber folk meget mere rundt. Der er også
langt flere journalister på gangene. Man vidste simpelt hen aldrig
hvornår man var i fjernsynet. Nu er det mere forudsigeligt, bortset fra
når jeg taler, og det gør jeg indtil min chauffør stopper mig fordi vi
skal videre til næste aftale, sådan som han gør nu.
Hej, hej! Pas godt på kulturen, vil I
ikke nok?
|