|
Og tag eventuelt på en
velfortjent lang ferie oven på alle strabadserne!
Mange tror vist, at
bare man har et slot til sin rådighed, så er alle pladsproblemer løst.
Men man glemmer, at det at indrette store sale på en smuk og personlig
måde er en svær kunst, som prinsen og jeg ikke engang altid er helt
sikre på, at vi mestrer så bare nogenlunde. Heldigvis har vi dygtige
folk til at hjælpe os, men alligevel.
Tænk på, at alle de
ting, vi får til vores festdage og på vores rejser, helst skal finde en
plads ét eller andet sted på et slot eller i et palæ.
Lige netop den ting,
som passer allerdårligst ind i enhver af vore saloner, kan jo være
givet med større inderlighed og hengivenhed end den gave, som man lige
stod og manglede!
Det er noget af et
puslespil og af og til ganske svært at få det hele til at gå op. Og jeg
kan godt betro Dem, at vi ofte har måttet opgive. Så putter vi det i
magasinerne, hvis der da ikke er plads på Rosenborg Slot. Men vi føler
det egentlig som lidt af et nederlag hver gang, det sker. Helst ville
vi give enhver ting hæderspladsen over kaminen!
Det er jo ikke
størrelsen og mængderne, det kommer an på. Ja, ofte kan de store sale
og de mange ting ligefrem være som en tung pligt, der hviler på ens
skuldre. Og så kan man godt længes mod den frihed, det giver bare at
leve i en indkøbsvogn.
Ofte siges det om os
ude i verden og i turistbranchen, at vi er et charmerende land og et
charmerende folk. Dette leder helt naturligt over i næste bidrag.
|
Mogens
Lykketoft, stud.polit 1967/ formand for FN 2016
Privatfoto
fra DJØF-reklamevideo på YouTube: Klaus Kjøller
|
Problemet er at den høje tyske rente
ikke giver os ret meget økonomisk råderum. Det gør det særdeles
vanskeligt at ekspandere. Betalingsbalancen er i øjeblikket meget fin.
Underskuddet på statsbudgettet er stort, men det er fordi vi må pumpe
penge ud, så vi får sat hjulene igang og knækket arbejdsløshedskurven.
Det drejer sig om at skabe så megen optimisme i befolkningen at selv
folk med helt små indkomster låner rigtig mange penge og forbruger løs.
Sparsommelighed er den alvorligste trussel mod velfærdet dvs.
bruttonationalproduktet.
Falder børnetallet eller stiger
frustrationerne?, kan man så spørge. Vi har nemlig lige været på et
kursus i effektiv formidling, hvor vi lærte at stille spørgsmål til os
selv.
Børnetallet i sig selv er ikke særlig
interessant. Det må ses på baggrund af de ressourcer som medgår til
produktionen. Og der har vi altså et strukturproblem herhjemme som vi
ikke kommer uden om at se i øjnene: Serviceydelsernes provenu er
statistisk set helt ude af balance med bruttonationalproduktets
udvekslingsfaktor, som i de senere år har ligget på 7 1/2. Dette tal er
så opsigtsvækkende at alle der forstår dets betydning straks besvimer
når de hører eller ser det. Folk der ikke ved hvad det betyder tror det
er noget jeg selv har fundet på.
Dette er én af de mange ting som ofte
forenkles i debatten. Økonomien er ikke kun noget med penge. Økonomi er
det hele. Det skaber en ganske farlig uklarhed i debatten at økonomi,
finanspolitik, pengepolitik og rentepolitik blandes sammen. Når så
samtidig mange opfatter trækningsrettigheder i Den Europæiske
Fællesbank som en lottokupon, lørdag aften, lige inden tallene bliver
udtrukket af det flotte apparat med alle kuglerne, så siger det en hel
del om problemernes omfang.
Jeg har aldrig været spor tryg ved at
min historiske mission i dansk politik er afhængig af at jeg mindst
hver fjerde år skal vælges af folk som ikke har forstand på
nationaløkonomi.
Er der ikke en chance for at mennesket
helt kan forsvinde i al denne snak om økonomi?
Ja, sådan spørger man faktisk ofte.
Det er ganske pudsigt. For vi har netop i departementet kørt en række
modelberegninger, hvor vi klart kunne vise at denne mulighed slet ikke
er operationel.
Samfundsborgeren er nødvendig for at
økonomien i det hele taget skal køre rundt. De modeleksperimenter vi
har kørt i departementet, hvor vi satte menneskemassen lig nul, gav
ikke de forventede udbytter. Teknologien er slet ikke nået dertil endnu
hvor vi kan se bort fra borgerne som vi kender dem i dag.
Hvorfor arbejder man seriøst med den
slags i ministeriet?
Ministeriet skal være forberedt på
alt, og helst mere end det. Vi har en omfattende databank med alle
mulige planer. Den store usikkerhed som altid er forbundet med
fremtiden gør at vi aldrig kan have planer nok.
Så kan man spørge: Hvor bliver
mennesket af i alt dette?
Mennesket er nødvendigt, men samtidig
den faktor som skaber langt den største usikkerhed. Tænk bare på alt
det vrøvl vi har når valutakurser stiger og falder ureglementeret. Det
er politisk hysteri der ikke har noget med økonomi at gøre. Hvis folk
bare altid ville forstå hvad der er realøkonomisk grundlag for...
Jamen hvordan kan man overhovedet
forestille sig at mennesket kan afskaffes? Er de ansatte i
departementet ikke også mennesker?
Det tror jeg nok ganske mange af dem
er, men det er ikke rigtigt at tale som om mennesket er noget
naturgivet som har eksisteret uændret til alle tider. Mennesker er som
alle andre organismer underlagt de vilkår man giver dem. Tilpasning er
en overlevelsesbetingelse, og vi mennesker er jo et af Jordens mest
tilpasningsdygtige væsener.
Men det tager tid at forandre os. Tænk
bare på at det har taget os millioner af års udvikling at komme fra
amøber til mig, Socialdemokratiets ideolog, som sidder her og skriver.
Eller rettere: Retter i noget som min computer har forfattet så
rammende at jeg ikke kan skelne det fra noget jeg selv kunne have
skrevet, dengang jeg selv skrev.
Noget bedre argument for at det er
nødvendigt med langsigtet planlægning findes ikke.
I den forbindelse vil jeg gerne knytte
et par bemærkninger til mit fipskæg.
Selvfølgelig kan jeg da tage skægget
af hvis jeg vil. Man kan hvad man vil!
Jeg har arbejdet ganske meget med mit
udseende. Eksperimenteret med jakkesæt, sweatere, brillestel og med grå
strejf i håret. Hertil fået træning i at se selvkritisk på mig selv i
spejlet inden jeg går op på en talerstol.
Jeg har også fået lektioner i en
atletisk gang. Det var forgæves, da medicinske undersøgelser viste at
mit gangcentrum sidder meget dybt i det ubevidste og udgør grundlaget
for hele min intellektuelle overbygning. Jeg fik derfor det gode råd
altid kun at vise mig i brystfigur og straks stoppe min gang hvis jeg
møder et kamerahold i korridorerne når jeg iler fra møde til møde.
Jeg har to faste, ugentlige
terapitimer hos stylisten på Christiansborg. I begyndelsen var formålet
at bearbejde mit ydre. Nu er det at lære mig at forstå folks reaktioner
på mit ydre.
Så ingen skal komme og sige at jeg
ikke gør noget. Således også fipskægget. Denne prydelse er ingenlunde
tilfældig, men systematisk fremelsket.
Allerede første gang jeg læste Anders
And & Co og så Store Stygge Ulv i forklædning vidste jeg at
netop sådan et skæg ville jeg have. Da jeg senere i ungdomstiden fandt
den samme vækst hos Trotsky, den permanente revolutions teoretiker, var
min beslutning urokkelig. Dengang var det min drenge-drøm. I dag er det
blevet en fuldvoksen mands kæreste redskab.
Hvor vil jeg så hen med alt dette?
Det er de to ubekymrede grise der er
vores problem. De arbejder sort, tager altid for meget sprut med gennem
tolden for sportens skyld og hengiver sig til skattetænkning. Og det er
ikke kun de to der er problemet, men også den tredje, praktiske gris,
som er alle de revisorer og skatterådgivere som hele tiden redder de
andre igennem.
Måske er min forklædning
letgennemskuelig. Men det gør ikke noget. Bare grisene bliver bange og
løber når de ser mig. Og det gør
de. Hver gang. Også selv om jeg bruger al min naturlige charme og
udstråling, og lokker med flotte afgiftsbuketter og imponerende
reformpakker. Så går det over stok og sten. Det er livet!
Men det egentlige problem er som nævnt
at den høje tyske rente ikke giver os meget økonomisk råderum. Det
medfører voldsomme krampetrækninger hos sylterne i erhvervssektoren.
Bacon-grisene kan heller ikke eksporteres helt i samme takt som vi
indfanger og slagter dem. For det er ikke alle der når at flygte.
|