|
Nej, det er ikke
størrelsen det kommer an på. Langt vigtigere er evnen til at udnytte
det man nu engang har. Og hurra for det, for Danmark er jo et lille
land. Ganske vist har vi også både Grønland og Færøerne i
rigsfællesskabet, men det tæller jo ikke rigtigt, bortset fra, når
fallitten truer dem. Så har vi da heldigvis vores penge at gøre godt
med. Og ellers låner vi nogle.
Vi danskere har måske
af og til en vis tendens til at trække os tilbage og leve lidt for
selvtilfreds i ly af vores ”ubetydelighed”. Vi skutter os så at sige i
den! Men i virkeligheden har vi utroligt mange ting, som er meget højt
værdsat ude omkring. Problemet er ofte, at folk slet ikke ved, at vi
eksisterer.
Derfor er det at
prins Henrik og jeg rejser så meget. Og jeg tør godt love at Frederik
fortsætter, hvor vi slipper.
Når man i længere tid
har en fremtrædende post, kan det være svært helt at bevare den nære
kontakt til det folk, man repræsenterer. For at varetage sine pligter
er man tvunget til at leve i den samme verden, som alle de andre, der
også varetager deres pligter. Og når man så tager på skiferie, er det
de samme man møder igen.
Derfor kan det ofte
være svært for ledere at forstå at folket ikke altid løber helt så
hurtigt, at vi kan være kritiske og sige imod. Det kan være
irriterende, men det er jo vores ret i et demokrati.
|
BDF
Chairman Uffe Ellemann-Jensen in Sida Baltic Sea Unit Stand. 5. oktober
2009.
Foto: Anna Stasevska/ Baltic
Development Forum/ Wikimedia Commons
|
UFFE
ELLEMANN-JENSEN: BØN TIL DET DANSKE FOLK
Brave,
danske folk!
Jeg beder jer om at tilgive at jeg kan
være opfarende og ilter, og at jeg alt for ofte glemmer at en politiker
og minister er folkets tjener.
Specielt husker jeg EF-afstemningen
den 2. juni 1992, hvor jeg flere gange alt for tydeligt udtrykte at jeg
anså dem der alvorligt overvejede at stemme nej, for at være idioter.
At der så viste sig at være et flertal
af dem, gjorde det hele meget værre. Jeg blev møgsur på jer, fordi I
slet ikke forstod at værdsætte den indsats jeg havde gjort for at få os
accepteret af de store i Europa. Eller rettere: Fordi jeg dengang anså
jer for at være utilladeligt dumme.
Tilgiv mig for alt dette, folk, og
mere til!
Jeg har allerede tilgivet jer.
I stemte jo trods alt ja ved den anden afstemning i maj 93.
Min storhed,
Danmarks chance
Jeg må lære at forstå at mange af jer
er så indskrænkede at I simpelt hen ikke kender ægte storhed når I
møder den. Mange fatter ikke at det kun er til deres eget bedste at jeg
færdes blandt Europas andre statsmænd i min mørkeblå habit med
stjerneslipset og -sokkerne.
Kan I da ikke se at jeg bare er hele
Danmarks døråbner på de bonede politiske gulve i de europæiske
paladser? For hvert glas guddommelig årgangsvin jeg drikker, skaffer
jeg litervis af frisk, skummende øl til jer ude i kolonihaverne. En
østers jeg spiser med verdensmandens ynde redder straks nye kvoter hjem
til torskene. En bramfri vits ved cognacen sikrer os mod udhuling af
bistandshjælpen.
I vore dage måles et lands storhed
ikke så meget i kvadratkilometer og bruttonationalprodukt. Det er den
personlige gennemslagskraft, respekten og sansen for at gøre og sige
det rigtige på det rigtige tidspunkt, der skaber indflydelse.
Husk at klaphatten først fik sit
internationale gennembrud i CNN da jeg tog den på og sagde: ”If you
can't join them, beat them!”
Hjælp mig, jeg
er dansk
Det giver et stort ansvar at vide at
man har disse talenter i en grad som ingen anden i dette land. Det gør
det til en skæbnetung pligt for mig at omgås Europas andre topfigurer.
Det ville være en historisk forbrydelse mod mit folk hvis jeg
underkastede mig Janteloven.
Men guderne skal vide at det er et
alvorligt handikap at jeg er bundet til Danmark. Det er som altid at
have en stor jordklump om foden. Tænk på hvor langt jeg kunne være nået
hvis jeg havde været franskmand!
Men ak, hvor ville Danmark så have
været i dag?
Officielt er I
gode nok
Tilgiv mig for min arrogance og mit
temperament. Det skyldes aldrig ond vilje, men altid mit stærke
engagement i det danske folks ve og vel. Det skyldes at jeg har så
svært ved at værdsatte jeres træghed og sejhed.
For selvfølgelig er I gode nok som I
er.
Det ville være politisk selvmord for
mig officielt at mene noget andet. I hvert fald så længe vi har
demokrati.
Min
uforbeholdne hyldest -- også til de dumme og snævertsynede
Det er klart at ud af en befolkning på
ca. 5 mio. kan ikke alle være lige kvikke. Derfor kan man alligevel
godt have hjertet på det rette sted. Hertil kommer at træghed godt kan
være en fordel i visse situationer, selv om jeg ikke lige nu husker
hvilke.
Og hånden på hjertet: Kan man fortænke
mange mennesker i at de aldrig tænker længere end til deres egen
næsetip? Problemet er bare at de også har lov til at stemme. Men det
har de altså. Det er det der er demokratiets styrke.
Fjernsynet har en stor del af skylden.
Seernes
respekt, min styrke
Selv om jeg prøver af alle kræfter at
sige at jeg respekterer folkets afgørelser, så er der alt for mange der
kan se i mit ansigt at jeg ikke mener det. Jeg er alt for edderspændt.
Og som regel kommer jeg også med stikpiller.
Det er én af de mest irriterende ting
at folk som ikke gider sætte sig ind i hvad sagerne drejer sig om, at
de sagtens kan se på fjernsynet om jeg mener hvad jeg siger. Det er
simpelt hen ikke retfærdigt. Det er i høj grad denne uretfærdighed som
gør mig så anspændt at jeg kommer til at røbe ting i utide.
Hvilken ret har alle disse
bekvemmeligheds-danskere til at sidde ude i deres stuer og bedømme mine
saglige politiske argumenter ud fra hvordan jeg ser ud i ansigtet?
Grimasser til
masser
Jeg har drøftet problemet med
formanden for EF-kommissionen, Jacques Delors. Han siger at han så vidt
muligt forsøger at se ens ud i ansigtet altid:
—I et internationalt tv-samfund, hvor
stadig færre borgere forstår det tungemål deres ledere taler, og hvor
stadig færre borgere er i stand til at fatte de egentlige politiske
problemer, er det stadig vigtigere at lederne indser at nøglen til
kontrollen med masserne ligger i at kunne kontrollere sit ansigt.
Det lykkes ganske godt for Delors. Det
er derfor han slipper så godt fra sine dementier hver gang der er nogen
der påstår at han er arrogant.
Hvor har jeg meget at lære!
Mit ansigt er alt for letbevægeligt.
Giv mig i dag
et flæskefjæs
Jeg har talt med Henning Christophersen om det:
—Uffe, sagde han. Der er to metoder:
Nålekuren og fedekuren. Ved nålekuren sætter du dig hver dag en halv
time foran spejlet og får Alice eller en betroet medarbejder til at
stikke dig med små nåle, kilde dig med en fjer og stimulere dig på alle
mulige uventede måder. Imens træner du i at holde et helt udtryksløst
ansigt. Fedekuren siger sig selv. Her bliver ansigtshuden ved opfedning
efterhånden så spændt og fedtpuderne på kraniet så tykke at ethvert
udtryk opfanges og forsvinder inden det viser sig på overfladen.
—Hvilken kur er den bedste? spurgte
jeg.
—Svært at sige. Men det er ret let at
se hvem der har valgt hvilken kur. Personligt har jeg lært meget af den
tyske kansler, Helmuth Kohl. Fedekuren er ligesom den mest naturlige
for ledende politikere og embedsmænd, fordi vi jo alligevel skal
deltage i så mange frokoster og middage, og bliver transporteret rundt
i store biler.
Dit kryds for
en bedre Uffe
Gode, danske folk, forstå hvor svært
det her er for mig. Hjælp mig hver gang jeg håner jer. Forstå at det
kun sker fordi jeg endnu ikke helt har mig selv under kontrol. Støt min
kamp mod mig selv ved at sætte kryds ved mig, ved det borgerlige
Danmarks næste statsminister.
Alle stemmer er velkomne, også dem fra
de dumme, hysteriske og forkælede. Ja, faktisk er I de vigtigste, for
dem med bare en smule hjerne stemmer allerede på mig.
På forhånd, tak.
|
