|
Jeg har altid fundet
det helt naturligt at medvirke til at udbrede danskheden, både i form
af skinker, smør og kunst. Det vil derfor slet ikke være os en fremmed
tanke at give en hånd med i en tv-produktion om vort folkestyre.
Tidligere har vi jo designet kostumer til teaterforestillinger og
udsmykket messehagler. Det kan være så let at fordømme andre, specielt
hvis man ikke kender dem. Vi skulle engang imellem stoppe op og tænke
over, om det, vi forarges over hos andre, i virkeligheden ikke er sider
af os selv, som vi ikke vil kendes ved. Det tror jeg ofte, at det er.
Og så viser det sig,
når man først lærer hinanden rigtigt at kende, at det bliver umuligt at
fordømme. ”At forstå er at tilgive”, siger en gammel sandhed.
Selvfølgelig er alt
ikke lige godt. Det er ikke ligegyldigt, om man har en moral. Det er
vigtigt at vi elsker og respekterer hinanden.
Men moralen kan
aldrig bygge på, at den ene part har taget patent på det gode. Det gode
og det onde findes i os alle. Men ofte har vi sværere ved at se det hos
os selv end hos de andre.
Vi er jo til syvende
og sidst så afhængige af hinanden allesammen.
Og når vi ikke er
mere, lever vi videre i mindet hos dem, der kendte os. Først når de,
der kendte os, dør, skal det vise sig, hvor langt vores eftermæle
rakte. Og så vil vi til vores undren opdage, at det ofte rækker meget
længere, end vi troede.
|
Danmarks
tidligere statsminister Poul Schlüter (ved Nordisk Råds møde i Oslo,
2003).
Foto
(beskåret): Lennart Perlenhem/ norden.org/ Creative Commons
|
Det er en udbredt misforståelse at man
skal være noget betydningsfuldt for at få et eftermæle. Det er forkert.
Alle kan få sig et eftermæle. Et godt
eftermæle.
Først og fremmest gælder det om at
være i godt humør. Jo flere du kan smitte med dit gode humør, jo
lettere vil alting gå. Og den dag du ikke er mere, vil rigtig mange
savne dig. Så vil man tale om dig og derved mindes dig. Man vil
konkurrere om at fortælle muntre anekdoter om dit smittende gode humør.
På denne måde vil du med garanti få et eftermæle. Et ufatteligt godt eftermæle.
Det er almindeligt at der tales pænt
om én lige efter man er død. Det kan være en trøst for mange at vide
det. Men et rigtigt eftermæle får man først hvis folk bliver ved med at
tale om én, længe efter man er død.
Det bedste er hvis man kommer med ind i de historiebøger som bruges i
skolen. Her kan naturligvis ikke alle stå. Men vi står dog alle i
kirkebøgerne. Det er dejligt at vide.
Det er klart at der af og til kan være
en ret hård konkurrence om at komme ind i skolebøgerne. Det kan være
helt vemodigt at sidde og se sig rundt i folketingssalen én af de dage
hvor der er fjernsyn på og derfor næsten alle er til stede, og så tænke
på at om bare 100 år vil næsten alle være glemt.
Historien kan være brutal. Den husker
kun dem der på én eller anden måde markerer sig. Dem, der stod i
spidsen for en tidstypisk bevægelse. Dem, der bestred de højeste poster
særligt længe, særligt godt eller særligt dårligt — joh, lad os se det
i øjnene.
Når man så sidder sådan og lader
tankerne vandre — og det har jeg jo dejlig tid til nu, hvor jeg er
forhenværende — så er det fristende at prøve at forestille sig hvem der
vil blive husket og hvorfor om — lad os sige — hundrede år.
Det kan være lærerigt og opmuntrende
engang imellem at se sin samtid sådan lidt på afstand.
I øjeblikket er vores statsminister
Poul Nyrup Rasmussen. Hvad vil man huske om ham om hundrede år?
Tjah.
Dette med hvor længe man sidder som
statsminister er meget vigtigt, måske det allervigtigste. Mange
historiebøger rummer oversigter over regeringer. Så står
statsministrenes navne under hinanden, og ude til højre står der
hvornår regeringerne trådte til og hvornår de gik af.
Derfor er det meget glædeligt at jeg
ikke kun var statsminister i over 10 år, men også at jeg var det i
flere regeringer i rap: Så står mit navn på listen lige så mange gange
som jeg dannede regering. Joh, der er virkelig store fordele ved
spinkle mindretalsregeringer, bare chefen er den samme.
Til hvilken nytte alle disse
betragtninger? Joh, der er megen optimisme at hente for befolkningen i
de vilkår som gælder for de politiske ledere. Det er en stor opmuntring
at vide at de personer som i øjeblikket fylder aviser og tv, om få
årtier, ja måske kortere endnu, vil være væk, borte og glemt, stort set
allesammen.
Så kan man meget bedre nyde de vilkår
man selv lever under som helt ukendt. Om hundrede år er næsten alle
forskelle næsten helt udjævnet. Og jo længere tid der går, jo mere
glemt vil alting være.
Tiden nøjes ikke med at læge alle sår.
Den skaber også lighed mellem os allesammen.
Det er
da rart at vide!
Bevar derfor optimismen, selv hvis du
har stor modgang og fx mister et job du holder meget af. Det kan være
hårdt her og nu. Især hvis du må gå på et uretfærdigt grundlag.
Men lad være med at klæbe til et job
som du alligevel mister. Det er bedst at du er den første til at se
skriften på væggen. Du skal hele tiden tænke fremad. Sig til dig selv:
OK, dette job var altså ikke mig, men der er jo mange andre job og det
er dem du nu skal tænke på.
Viljen til at ville giver evnen til at
kunne!
Sammenkald derfor pressen og meddel
klart og kontant at du træder tilbage. Lad være med at angribe dem du
er sur på. Derimod skal du fremhæve alt det positive der er i at du
går. Fx at du altid har ment at man ikke bør blive i det samme job for
længe, at du ønsker at give plads for yngre kræfter eller at du efter
moden overvejelse har besluttet at lægge dit liv om, skifte
arbejdsområde og lignende.
Eller sig at du indser at du ikke har
mulighed for at fortsætte i den situation som er opstået. Og overlad
posten til en anden, idet du giver ham de bedste ønsker med på vejen.
Husk at smile så meget du kan!
Verden er dejlig. Livet er et
uerstatteligt gode. De mennesker som ikke er enige med dig, er det ikke
af ond vilje, men fordi du endnu ikke har haft succes med at forklare
dem tingenes rette sammenhæng.
Lad derfor aldrig noget ødelægge dit
gode humør.
Lad dig ikke friste af journalisternes
spørgsmål til at komme med udfald mod dem der fritstiller dig. Det
giver øjeblikkelig lettelse, men giver dig problemer med at få et nyt
job. Organisationer og virksomheder sætter pris på uplettede, diskrete
folk som frem for alt kan beherske sig selv. Vis derfor klasse ved at
holde dig til det positive, nemlig at du nu uventet har fået ideelle
muligheder for at søge nye udfordringer. Så er du allerede rigtig godt
på vej mod et nyt job et andet sted.
Glem aldrig glimtet i øjet!
Husk: Jo værre du har det, jo mere
håbløst du synes alt ser ud, desto vigtigere er det at du bevarer
optimismen og energien. Så vil det hele gå ufatteligt godt.
Og så vil du snart få mange
anmodninger om at træde ind i spændende bestyrelser.
|
