|
Det kan være svært at
nå det hele. Vi lever i en travl tid.
Men vi skal passe på,
at travlheden ikke bliver et skjold, vi holder op for virkeligheden og
medmenneskene. Det er jo nuet, det gælder. Ofte betyder travlhed, at vi
hele tiden i tankerne er et andet sted, end vi er i virkeligheden. At
vi tænker mere på de næste, vi skal møde end på dem, vi er sammen med
lige nu.
Og det er synd.
Ansvar tynger. Det
ved vi alle. Også selv om vores ansvar ikke gælder mange penge og store
interesser.
På den anden side
følger der med ansvaret mulighed for at øve indflydelse. Og ind imellem
skal der så også være tid til privatliv uden for mediernes søgelys.
Mange af os har en
tendens til især at bemærke de privilegier, som følger med ansvar.
Derfor kan det være overordentlig lærerigt at få indblik i de vilkår,
som gælder for vort lands mest ansvarlige, politisk valgte person. Og
blive delagtiggjort i tanker og følelser hos det menneske, som indtager
vores lands højeste politiske embede.
|
Poul
Nyrup Rasmussen i 2004. Danmarks statsminister fra 25. januar 1993 til
27. november 2001.
Foto:
Magnus Fröderberg/ Store norske leksikon/ Creative Commons
|
Redaktionel
note: Da jeg spurgte Poul Nyrup Rasmussen om han ville bidrage, kom
hans svar prompte: — Det nødvendige bør altid gøres. Lad aldrig et godt
svar brænde inde. Som digteren siger: ”Har du spørgsmål, så kan du få.
Men har du ingen, så må du gå”.
Det lod jeg mig ikke sige to gange,
men spurgte straks:
--- Mange synes at du ikke slår så
stærkt igennem på skærmen som Uffe gør. Hvad synes du om ham?
Uh, det er jo altid svært at vurdere
en politisk modstander helt objektivt. Men med alt det forbehold som
ligger heri, så vil jeg have lov til at beklage at han nogen gange
løber med en halv vind på business-class.
--- Er det muligt at komme med et
eksempel?
Det kunne jeg godt, men skal vi nu
ikke lade alt det gamle ligge? Det er noget jeg ofte spørger mig selv
om: Hvorfor hvirvle op i fortiden, hvis det kun forplumrer fremtiden?
Svaret er indlysende: Når det er fremtiden det gælder, så må fortiden
vige. Ellers kom vi jo aldrig ud af stedet. Det er udviklingens
ubønhørlige lov.
Tidens gang, ja hele udviklingen,
består i at fortiden viger for fremtiden. Det som i går var i dag, er i
dag i går. Og i overmorgen vil i dag være i forgårs. Disse forhold har
deres egen helt betagende systematik som kan være til stor støtte når
beslutningerne skal træffes. De beslutninger vi skal træffe i morgen,
vil være historie i overmorgen.
Sådan er det hele vejen igennem. Det
er på denne måde vi skaber Danmarks fremtid gennem en lang række
beslutninger og afgørelser. Det er i den rette forståelse af dette
grundlæggende princip for udvikling at vi skal finde løsningerne på
vort lands problemer.
Nu skal vi passe på at dette ikke
bliver alt for indforstået politisk.
Du bad selv om et eksempel!
--- Jeg synes du ser meget ud til
siderne når du holder pressemøder, men ikke så meget på de journalister
der sidder lige foran. Er det noget du har lært? Og hvorfor?
Det falder mig helt naturligt ved et
pressemøde at søge øjenkontakt med så mange som muligt. Og øjenkontakt
opnås bedst ved at dreje hovedet, da øjnene sidder i hovedet.
Tidligere holdt jeg hovedet mere
roligt, mens jeg rullede med øjnene i hulerne. Men det skræmte mange
unødigt, især hvis jeg samtidig smilede.
Dette med at jeg skulle se mere til
siderne, har jeg ikke selv bemærket. Måske skyldes det at jeg drejer
hovedet i højere grad end jeg bevæger øjnene fra side til side og
derfor subjektivt har det indtryk at jeg nærmest kigger lige frem hele
tiden, mens det er lokalet der bevæger sig frem og tilbage foran mig.
Det skal jeg ikke kunne sige. Men hvis journalisterne sidder mest ude
til siderne kan det være forklaringen.
Hvorom alting er: Jeg kan forsikre
alle om at der ikke er tale om nogen bevidst, overlagt handling fra min
side. Det ville være helt utænkeligt.
--- Nu har vi talt sammen et stykke
tid, men jeg synes egentlig ikke at jeg ved mere om dine meninger end
da vi begyndte. Indrømmer du at du har et problem med at udtrykke klart
hvad du mener?
Egentlig ikke. Men det afgørende er
ikke hvad jeg synes. Det afgørende er at det faktisk er helt klart hvad
jeg synes. Og her oplever jeg ofte at folk egentlig dybest set tror på
at de ganske godt forstår hovedbudskabet i det jeg siger. Så kan
detaljerne ligge til teknikerne. Det er jo det politik handler om:
Størst mulig klarhed om de størst mulige linjer uden at fortabe sig i
unødvendige detaljer uden betydning. Hvad vil vi med vort samfund inden
for mulighedernes ofte ubønhørlige grænser?
--- Men færre og færre engagerer sig
jo i politik. Partiernes medlemstal rasler ned.
Ja, sådan har jeg godt set at der er
nogle der opfatter det. Men læg mærke til at tallene ikke er nær så
lave som man har forudsagt de ville være. Der er altså tale om en
fremgang i forhold til det forventede.
Men selvfølgelig er det ikke helt
tilfredsstillende alligevel. Derfor er det meget mere frugtbart at se
det faldende medlemstal som en bekræftelse af vores politik. En
tankegang som bliver stadig mere tilfredsstillende efterhånden som
stadig flere falder fra. Og vores usædvanligt lave opinionstal her
sidst på sommeren bekræfter mig i det. Kun folk som er tilfredse ser
ingen grund til at være med i det politiske arbejde. Derfor er det
stadigt faldende medlemstal og den markant dalende vælgertilslutning et
klart bevis på vores politiks stadigt voksende succes. Lad os se det i
øjnene: Denne succes lader sig ikke bremse af noget som helst.
Tallene taler deres eget positive
sprog. Stadig flere vælgere ser ingen grund til at stemme på os fordi
de anser vores politik for en selvfølgelighed. Og de har jo helt ret!
--- Det kunne jo også være at folk
simpelt hen blev mere og mere lede ved politik?
Nu skal man altid være varsom med at
undervurdere vælgerne. Min erfaring er at den vurdering man lægger ud
med som regel skyder langt over målet. Vi politikere må aldrig glemme
at vi er valgt af befolkningen. Til gengæld er befolkningen ikke valgt
af politikerne. Det gør hele forskellen!
Det har taget mig selv og mine
personlige rådgivere ganske mange timer at finde denne politiske
grundformel som faktisk er hele hemmeligheden bag vores nye start på
fremtidens demokrati. På basis af denne formel kan man også bevise at
den såkaldte politikerlede er logisk umulig og derfor ikke findes.
--- Det lyder interessant.
Det er ganske indlysende når man først
har indset det: Hvis —og jeg vil godt understrege hvis
—politikerleden fandtes, så ville en betydelig del af den danske
befolkning finde at alle danske politikere var uærlige, magtbegærlige,
ustabile og inkompetente. Så ville man ved næste valg enten ikke stemme
eller stemme på nogle andre. Men det gør man jo ikke. Næsten hele
befolkningen stemmer og det er de samme toppolitikere der kommer i
Folketinget hver gang. Ergo findes politikerleden ikke.
Til gengæld kan det rent logisk
bevises at hvis det derimod var politikerne der valgte befolkningen,
kunne man sagtens have politikerlede. For så kunne befolkningen jo ikke
slippe af med de politikere som hele tiden valgte den!
---Du har skaffet dig noget af en
profil ved at tale om den politiske moral.
Lad mig svare med et eksempel: Før et
valg afgiver vi politikere løfter. Hvis vi så efter valget får magten,
så skal løfterne, ifølge ganske mange vælgeres opfattelse, indfries.
Det giver en masse problemer, specielt ved forpligtende løfter. Og
mange vælgere og pressen synes at det er umoralsk ikke at holde afgivne
løfter. Derfor må vi politikere tage moralen meget
alvorligt.
Men i virkeligheden bunder det hele i
noget rent teknisk. Og jeg er glad for her at få lejlighed til at
afklare det.
Man er i praktisk politik nødt til at
skelne mellem
·
løfter og
·
løfter som er forpligtende.
Nøjagtigt ligesom man jo skelner
mellem
Ø
Aftaler og
Ø
Aftaler som er bindende.
Og for at det ikke skal være løgn er
det oven i købet sådan at der findes en helt tredje slags, nemlig
n
Aftaler som er juridisk bindende.
Det kan være svært for befolkningen at
holde alt dette på det rene, således som vi så det i debatten op til
sidste EF-afstemning. Men det er absolut nødvendigt for at danske
politikere skal bevare deres troværdighed.
Helt galt bliver det hvis folk — som i
Tamil-sagen — heller ikke kan se forskel på om noget er
·
ikke lovligt
·
ulovligt
·
klart ulovligt
Folkeskolen må undervise i disse
forskelle for at vi kan bevare et moralsk rent demokrati.
--- Er det ikke svært for en
toppolitiker at holde kontakt med almindelige menneskers hverdag? Ved
du fx hvad en liter mælk koster?
I princippet: ja. Men de helt
nøjagtige detailpriser har jeg selvfølgelig ingen muligheder for at
overskue. Nu er det med prisberegninger også en ganske indviklet
affære. Der indgår en lang række faktorer, som de færreste forbrugere
kender i detaljer.
---Du ved det altså ikke.
Lad dig aldrig forblænde af et
lokkende svar, selv om spørgsmålet er nok så tvingende! Det er én af de
grundlæggende ting i politik, at give svarene på de svære spørgsmål den
tid de har brug for, til at udvikle sig med tilstrækkeligt omsvøb.
--- Når du selv handler ind, hvilke
butikker foretrækker du så? Discount eller små butikker med personlig
betjening, fx?
Forstår du, Klaus: Det afhænger af
hvilke varer jeg er ude efter! Det har været nødvendigt for mig at
indføre dette princip, fordi min fritid er så sparsom. Jeg har ikke
mange brikker at flytte rundt med.
--- De fleste husmødre vil nok synes
at det er en selvfølge at vælge den butik der har den slags varer man
er ude efter.
Ja, det kan du nok have delvis ret i.
---Jamen, så vidt jeg forstod, så
sagde du at det var du nødt til fordi du var politiker og derfor næsten
ingen fritid havde?
Netop! Her har vi et meget klart
eksempel på at der i virkeligheden er en meget stor lighed imellem
politikerne og befolkningen i øvrigt. Og der kan nævnes utallige andre.
---Hvad er din yndlingsret?
Jeg har en ganske særlig forkærlighed
for gode, veltillavede retter som indtages ved et veldækket bord sammen
med folk jeg sætter pris på. Det behøver ikke være noget særligt. Det
eneste krav jeg stiller er at det er noget jeg virkelig kan lide. Så
spiser jeg til knapperne springer i skjorten. Lad mig i denne
forbindelse nævne at jeg netop har tabt 8 kilo takket være Lones grønne
køkken.
--- Er frikadeller noget du får ofte?
Nu er ofte
jo ikke særligt præcist.
--- Hvor lang tid siden er det at du
fik frikadeller sidst?
Hvad kan det være? To-tre dage, tror
jeg.
--- Hvordan foretrækker du dem?
Hvad det angår tror jeg at jeg er så
normal som nogen dansker. Jeg stikker gaflen i og skærer den over med
kniven, hvis det er muligt. Så væder jeg den med sovs, tager noget
rødkål på og stikker den ind i munden, hvor den tygges og derefter
synkes. Men jeg vil gerne understrege at jeg også er i stand til at
spise frikadeller under helt andre omstændigheder. Det kan være uden
rødkål, men med syltetøj, ja selv agurkesalat. Til andre tider kan
sovsen mangle. De kan også spises på rugbrød. Så bør de skæres i
skiver, medmindre de er meget flade i forvejen.
--- Laver du nogensinde mad selv?
For mig er det ikke afgørende om den
mad jeg spiser er lavet af mig selv eller andre. Det afgørende er ikke hvem der laver maden, men hvordan
maden er. Disse personspørgsmål er ikke så forfærdelig interessante.
Personligt finder jeg dagligt usigelig stor trøst i den erkendelse at
jeg ligeså godt kunne være en anden.
--- Men som ung lavede du vel mad selv?
Selvfølgelig gjorde jeg da det! Min
ungdom var ikke anderledes end andres i denne og i andre henseender.
Men det var til dels en anden mad dengang. Intet holder jo evigt,
heller ikke dengang. Dels var konjunkturerne anderledes — hvad jeg ikke
vidste dengang — dels var jeg meget uerfaren, indtil jeg gjorde mine
erfaringer. Men så gik det også hurtigt. Bl.a. lærte jeg næsten med det
samme at man kun kan spise den samme mad én gang. Jeg husker tydeligt
den første gang jeg erkendte dette. Jeg havde netop fortæret en rød
pølse ved vognen på Kirkepladsen og undrede mig nu over hvor den var
blevet af, da jeg stadig var sulten. Pludselig fik jeg øje på flere
aflange, pølseagtige genstande som stak frem fra min højre hånd. Jeg
bed straks til i den mest kødfulde af dem, men holdt op da jeg samtidig
mærkede en stærk smerte i én af mine fingre. Få erkendelser har været
mere smertefyldte end denne. De gav mig tre sting på skadestuen,
foruden en indsprøjtning mod stivkrampe. Det var en torsdag ved
5-tiden. I dag ville vi sige kl. 17. Der var meget der var meget
anderledes dengang. Også mere end man umiddelbart tror.
I dag er det også
anderledes, men på en anden måde, og det er heller ikke helt de samme
ting der er anderledes mere. Tiderne skifter. Alligevel er der noget
der er det samme. Og det er i kraft af det der er det samme, det evige,
at man bliver klogere. Det er noget jeg først har erkendt i mine senere
år. Alt det nye kan man jo ikke blive klog på, i hvert fald ikke på
samme måde som alt det gamle. De indsigter, det gamle gav, kan ikke
bruges på det nye fordi det jo netop ikke er gammelt.
Og så alligevel: Når man mindst venter
det, viser det nye sig i virkeligheden at være det gamle —bare på en ny
måde.
--- Mange kvinder finder mænd med magt
særligt sexede. Hvad er dine erfaringer med dette?
Nu synes jeg nu nok at du går meget tæt på. Men OK, det skal du jo. Du
gør din pligt. Det er godt. Forstår du: Jeg kunne aldrig finde på at
bruge min magt, som du kalder det, til seksuelt misbrug, aldrig.
Og da slet ikke med kvinder. Sådan noget ligger mig så uendeligt
fjernt.
På den anden side er det klart at
mange kvinder har nogle stærke forventninger til mænd med magt. Og lad
os da bare tage tyren ved hornene og se i øjnene at det ikke er min
natur at skuffe berettigede forventninger.
--- Hvem finder du mest sexet i din
egen folketingsgruppe?
Som du sikkert ved så har jeg især kig
på én i en anden gruppe.
--- Men som mand må du vel også have
meninger om kvinderne i din egen gruppe?
Klart! Men jeg må indrømme at
kønsforskellen ikke er det jeg først tænker på når jeg er sammen med
mine kvindelige kolleger. Misforstå mig nu ikke. Lad være med at
opfatte nogle tanker i dette som jeg ikke har tænkt, selv om det kan
være nok så vanskeligt. Og begå heller ikke den fejl kun at opfatte
ordene som de lyder. Find i stedet en realistisk balance mellem det
sagte og det usagte.
--- Mange påstår at vi er så afhængige
af især tysk økonomi at det er meget lidt vi kan stille op herhjemme.
Jeg har godt hørt det. Det er rigtigt
at vi som et lille land er tæt sammenvævet med vores storebrødre rundt
omkring os. Vi er intimt indviklede på måder som gør enhver tale om
fuldstændig adskillelse til et mareridt af et dødfødt kirurgisk
indgreb, kunne man næsten sige, hvis man skal tale lyrisk.
Men der er også meget vi kan gøre: Vi
kan føre en aktiv arbejdsmarkedspolitik fx, med en passende dynamisk
blanding af helt nye indgreb, tilpasning af gamle regler og
bestemmelser, og gradvis afskaffelse af forældede forhold, som fx
arbejdsløshed, hvis de ikke står til at redde. Her mener jeg helt klart
at der er meget at gøre i retning af en fleksibel og stålfast indsats
til fordel for en beslutsom hensigtserklæring om opstilling af de bedst
mulige målsætninger.
---Mange indvandrere er også
arbejdsløse eller på bistand. Er det ikke betænkeligt?
Joh, jeg har også godt hørt den dér
med at kan man ikke lide bageriet, så kan man gå hen og lugte et andet
sted og så videre. Men jeg tror flygtningene er kommet for at blive,
medmindre de er indstillet på at rejse hjem igen. Jeg tror også at
tiden er kommet hvor vi danske må besinde os. Vi skal selvfølgelig
stadig gå i spidsen, hvis andre ikke vil. Men hvem siger at spidsen
stadig vender samme vej? Der vil ofte være andre retninger der er
mindst lige så effektive, specielt hvis målet er et andet. Og det er
det jo her. Det ville være helt forkert hvis vi ikke afviste enhver
flygtning, hvis situation er sådan at det ville være urimeligt at yde
hjælp. Det ville være uanstændigt andet.
--- Du har altså givet efter for den
voksende folkelige modstand mod at tage imod flere flygtninge?
Undskyld, men her er jeg altså
ubøjelig. Her går min streg i ørkenstormen. Enhver flygtning som alle
er enige om slet ikke behøver den bistand og støtte som vi har mulighed
for at give, skal heller ikke have noget. Selvfølgelig skal vi altid
føre den bedst mulige flygtningepolitik i Hvidovre og andre steder,
hvis det på nogen måde er politisk muligt. Men vi må på den anden side
også respektere strømninger i befolkningen, hvis de ikke er til at
overse i længden.
Det kan ikke længere nytte at benægte
at mange danskere spørger: Tænker politikerne ikke mere på indvandrere
og flygtninge end på os, der også har behov for støtte og omsorg?
Har vi i for lang tid set passivt på
at ghettoerne formerer sig med vildtvoksende familiesammenføringer? Har
vi fået et boligmønster med forkerte nuancer?
Har vi —for nu at tale rent ud —været
så optaget af pæne principper og rigtige meninger at bydele, skoler og
daginstitutioner har været ved at brække sig på de daglige sociale
udfordringer og problemer?
Har vi glemt at den almindeligste
hårfarve her i landet er leverpostejfarvet?
--- Mange danskere frygter at den
danske kultur skal tage skade.
Selvfølgelig må man forstå at ganske
mange danskere —måske af uvidenhed, måske fordi de ikke har fået
informationer nok eller måske fordi de har fået for mange forkerte
informationer —skræmmes ved det ukendte element som de fremmede
repræsenterer. Jamen ville det da ikke være endnu mærkeligere hvis
flygtningene lignede os til punkt og prikke? Eller vi dem? Så ville der
jo overhovedet ingen forskel være og derved slet ingen dansk kultur! Så
ville det først blive rigtigt
uhyggeligt.
--- Kan man ikke leve et udmærket liv
uden arbejde, uanset om man er dansker eller indvandrer?
Det hele afhænger af hvordan man
definerer arbejde. For mig er det
væsentlige ikke arbejdet i én eller anden abstrakt økonomisk forstand.
Det væsentlige er den person som
har arbejdet. Derfor definerer jeg det således at arbejde er det som de
arbejdsløse søger. Og hvad det er, ved den enkelte arbejdsløse selv
bedst, forudsat at han nogensinde har haft et arbejde. Sådan skal det
være. Dette gør det hele meget klart og derfor også meget velegnet som
grundlag for en menneskelig ansvarlig politik som med et jerngreb
holder beslutsomt fast om ondets egentlige rod.
--- Som er?
At der simpelthen ikke er
tilstrækkeligt med job til dem som søger dem.
--- OK. Jeg kunne godt tænke mig at
høre noget om tilværelsens centrale spørgsmål: liv, død, kærlighed og
den slags. Hvad er et lykkeligt menneske?
Et lykkeligt menneske er tilfreds. Det
er et menneske hvis hele væren er opfyldt af lykkebringende gøremål
eller velgørende hvile. Et glad menneske, et menneske som føler at det
virkeliggør sig selv og dermed også bringer lykke til andre.
--- Er det særlig klart?
Ja, jeg skal ikke udelukke at det kan
være svært at se disse sammenhænge, men for mig er der ingen tvivl om
at sådan hænger det nu engang sammen.
--- Jamen er det særligt oplysende at
sige at et lykkeligt menneske er tilfreds? Mange vil sige at det er
intetsigende.
Det er jeg ikke enig i. Man skal tage
sig i agt for at håne folks inderste værdier. Og vi er her ved nogle
meget følsomme anliggender, Klaus, som vi skal omgås varsomt for ikke
at træde nogen over tæerne.
--- Det er jeg ikke uenig i.
Der kan du se!
--- Hvad betyder kærlighed for dig?
Oh, Klaus. Det er vel nok ét af de
sværeste spørgsmål en politiker kan få. For kærligheden betyder jo alt
eller intet.
--- Intet?
Misforstå mig nu ikke før jeg har fået
svaret helt færdigt. Intet, ja, fordi kærligheden —når den er der —er
overalt: udenpå, indeni, nede i sagsmapperne, i en lille betoning når
du giver chaufføren besked om hvor han nu skal køre hen. Når det er
sådan så er kærligheden dit element. Så er du som en lille fisk i
kærlighedens store akvarium. Og tror du fisken lægger mærke til vandet?
Ja, men kun hvis den skal ånde, og ikke kan få luft.
--- Nu ved vi jo alle at kærlighed
ikke altid varer evigt. Hverken i politik eller i privatliv.
Nu må vi passe på at skelne rigtigt.
Kærlighed er et vidt begreb. Ofte kan der bag det største had i
virkeligheden skjule sig en dyb kærlighed. Man skal ikke have været i
enrum med Uffe og mig i mange minutter for at sande dette. Og igen, på
den anden side: Kærligheden kan blive så brændende, nærheden så intens
at parterne ikke mere kan udholde at være sammen. Her tænker jeg
selvfølgelig på Svend.
---Hvordan bevarer man bedst
kærligheden?
Vær dig selv og vid at den anden også
er sig selv og at I dermed er to forskellige mennesker. Jo gladere du
selv er, desto gladere er den anden. Og jo gladere den anden er, jo
gladere er du selv. Det er samlivets lykkelige kortslutning. Det er
helt naturligt at skabe glæde hos én man holder af med et job som
minister eller rådgiver eller i det mindste en bestyrelsespost i én af
vores fonde. Glæde skaber glæde. At kalde det nepotisme er at håne
folks dybeste følelser.
Og hvis det så bliver forbi, ja så
bliver det forbi. Desværre ofte uden gyldent håndtryk. Sådan er livet i
politik. Det har jeg for så vidt ingen kommentarer til. Apropos, skulle
jeg da vist have været ude og spise med Lone for første gang i en måned
her i aften i stedet for at tale med dig. Men forventningens glæde er
jo heldigvis ofte den allerstørste.
---For nu at konkretisere de
eksistentielle spørgsmål: Hvad mener du om et liv efter døden?
Her som altid er det min grundholdning
at man altid bør lade troen komme tvivlen til gode.
---Altså tror du på det!
Lad os nu ikke springe en masse
mellemled over! Det er vigtigt, det her! Spørgsmålet har jo stor
interesse! Hidtil er alle mennesker som ikke mere er levende, døde —
før eller siden. Derfor er det efter min mening forkert at kalde
spørgsmålet hypotetisk.
Jeg personligt fx, er ret overbevist
om at skulle dø på et tidspunkt. Om jeg så lever videre i en åndelig
form bagefter, kan være svært at overskue.
Forstår du, Klaus: Det er en dyb
indsigt hos mig at alt som ikke ophører helt, eksisterer videre i én
eller anden form. Det viser al erfaring. Det gør mig ret så
fortrøstningsfuld.
---I hvilken form vil du leve videre?
Uha, nu bliver vi meget detaljerede,
men det er også helt i orden. Som sagt er jeg virkelig glad over at få
lejlighed til at fortælle om disse ting som går lidt ud over det
snævert politiske. Befolkningen skal være klar over at vi politikere er
hele mennesker som også i høj grad gør os tanker om det som ligger uden
for Christiansborg. Hvad var det nu du spurgte om?
---I hvilken form tror du at du lever
videre når du er død?
Det bliver formentlig en form som ikke
kan opfattes af nogen. Ja, måske lever jeg videre helt uden form.
Mulighederne står helt åbne.
Én ting er dog helt sikker: Enten får
jeg en bestemt form eller også lever jeg videre uden form.
Endelig må vi ikke være blinde for at
jeg måske slet ikke kan mærke forskel eller fortælle andre om den
eventuelle forskel jeg mærker. Ja, og måske synes jeg selv at der er
stor forskel, mens andre slet ikke kan få øje på den. Men det kan også være at jeg helt forsvinder.
Lad os bare se det i øjnene: Måske er
jeg allerede død! Ingen mulighed bør principielt udelukkes. Denne
grundsætning har ledet mig igennem tykt og tyndt. Aldrig har jeg set
det hele så klart som nu.
Derfor er forskellen ikke så stor,
hvad der så end bliver resultatet af disse indgående overvejelser for
og imod. Det gør hverken fra eller til.
Denne erkendelse skaber en stor ro og
stabilitet i mit sind. En fortrøstning som giver mig så ubegribeligt
store ressourcer til at kaste mig over de politiske opgaver her og nu.
---Tak!
Det er mig der takker.
|