Kjøller forside à alle artikler à Manus: Klumme i Magisterbladet

[senest revideret 12/1 2013]

Magisterliv, klummer fra Magisterbladet 1998-2002

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Desperat forsvar for fodboldlandsholdets nedtur

Ingen jobsamtale, ingen ledelse

Oprørske elever

Magister ude at svømme

Fedt

Om valgte ledere på universitetet

Min hobby

Om salg af religioner

50+

Habittens fordele

Lyst

Første skoledag

Særlige øjeblikke

Hvad kan en magister?

Bevaringsværdigt lort

Årtusindskiftet 1999-2000

Universitetslektorens selvopgør

Styrk dansk: Drik mere øl!

Værdien af eksamensangst

Takketale for Nobelprisen

Hvad kan forfattere lære af finansloven?

Humor er nødvendig

Har magistre fjender?

Lektor med søm gennem hovedet

Ud af hængekøjen!

Casting i ledelse og politik

Bogens fremtid

Korpsånd og dødsforagt

Karisma, Adolf Hitler og Amdi Petersen

Jul

Netværk

Lektor på landevejene

Anerkendelse

 

 

Titel og medium                            

[uden titel] offentliggjort som klumme i Magisterbladet maj 1998. Stykket er som en særlig læserservice nu blevet forsynet med titel og underrubrik (d. 29/7 2012)

© klaus@kjoeller.dk

 

 

 

 

Ingen jobsamtale, ingen ledelse

 

Fagkyndige bedømmelsesudvalg er slet ikke egnede til at foretage den brede vurdering af ansøgerne som er en nødvendighed på et moderne, fremadrettet universitet. Udvalgene er ikke indrettet til at foretage en psykologisk og organisatorisk vurdering af følgerne af at ansætte den ene eller den anden ansøger.

Af Klaus Kjøller

 

Èn af mine sønner arbejder i øjeblikket som rengøringsassistent på et plejehjem. En anden arbejder i en skolefritidsordning. Begge har selvfølgelig måttet skrive en ansøgning. Derefter har de været til jobsamtale.

Jeg arbejder på et universitet. Her behøver man ikke komme til jobsamtale for at blive ansat som lektor eller professor. Her ansættes man normalt udelukkende på sin skriftlige ansøgning og bilag. [Efter 2007 har vi på mit institut ikke ansat i sådanne stillinger uden jobsamtale. Red.]

Universitetets videnskabelige stillinger er formentlig de eneste stillinger i dette land hvor man normalt ansættes udelukkende på sine skriftlige produkter. I enhver anden organisation besættes stillinger med tilsvarende ansvar og indhold først efter grundig, bred vurdering af ansøgerne.

En lektor eller professor skal selvfølgelig beherske de videnskabelige skriftlige genrer. Derfor er det ganske fornuftigt at granske denne side af lektorens eller professorens formåen. Men han eller hun skal også kunne meget andet: levere stabil, interessant undervisning, samarbejde med kolleger i udvalg og organer. Og holde dampen oppe igennem en ansættelse som måske varer flere årtier.

Kan man finde ud af om han eller hun kan alt det ved en jobsamtale? Sikkert ikke, men det er da et forsøg værd. Specielt hvis ingen i udvalget tidligere har mødt en ansøger, må det være rimeligt at tjekke den mundtlige fremstilling og personlige fremtræden inden man skriver konklusion på sin indstilling til dekanen.

Som institutleder gennem nogle år har jeg haft fornøjelsen af at deltage i flere jobsam­taler.  Nej, ikke fordi jeg havde lagt billet ind på lederjobbet og derfor skulle vurderes for mine menneskelige og ledelsesmæssige potentialer. Men jeg har deltaget i jobsam­taler fordi vi på instituttet har ansat TAP’er og studentermedhjælpere. Vi har også fået ansat en del VIP’er, men kun i et enkelt tilfælde benyttet os af den mulighed der findes i bekendtgørelsen for at indkalde VIP-ansøgere til samtale.

De fagkyndige ad-hoc-bedømmelsesudvalg som i realiten i øjeblikket besætter VIP-stillinger, er velegnede til at bedømme kvaliteten af ansøgernes faglige, skriftlige produkter. Men de er slet ikke egnede til at foretage den brede vurdering af ansøgerne som er en nødvendighed på et moderne, fremadrettet universitet. Udvalgene er ikke indrettet til at foretage en psykologisk og organisatorisk vurdering af følgerne af at ansætte den ene eller den anden ansøger.

Denne vurdering er en klar ledelsesopgave. At den ikke udføres skyldes at alle de små, autonome specialistmiljøer som tilsammen udgør universitetet ikke er særligt interesseret i at blive ledet “udefra”.  Men også at ledelse på universiteterne mere er noget vi snakker om end praktiserer i handling.

 

 

d. 29/4 1998.

                

Øverst i dokumentet