Kjøller forside à alle artikler à Manus: Klumme i Magisterbladet

[senest revideret 12/1 2013]

Magisterliv, klummer fra Magisterbladet 1998-2002

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Desperat forsvar for fodboldlandsholdets nedtur

Ingen jobsamtale, ingen ledelse

Oprørske elever

Magister ude at svømme

Fedt

Om valgte ledere på universitetet

Min hobby

Om salg af religioner

50+

Habittens fordele

Lyst

Første skoledag

Særlige øjeblikke

Hvad kan en magister?

Bevaringsværdigt lort

Årtusindskiftet 1999-2000

Universitetslektorens selvopgør

Styrk dansk: Drik mere øl!

Værdien af eksamensangst

Takketale for Nobelprisen

Hvad kan forfattere lære af finansloven?

Humor er nødvendig

Har magistre fjender?

Lektor med søm gennem hovedet

Ud af hængekøjen!

Casting i ledelse og politik

Bogens fremtid

Korpsånd og dødsforagt

Karisma, Adolf Hitler og Amdi Petersen

Jul

Netværk

Lektor på landevejene

Anerkendelse

 

 

Titel og medium                            

[uden titel] offentliggjort som klumme i Magisterbladet april 1999. Stykket er som en særlig læserservice nu blevet forsynet med titel og underrubrik (d. 31/7 2012)

© klaus@kjoeller.dk

 

 

 

 

Om salg af religioner

 

Guds søn døde på korset under svære pinsler. Kan man tænke sig nogen dårligere reklame for en religion? Det ville svare til at L. Ron Hubbard havde udåndet i den elektriske stol for åbne tv-kameraer.

Af Klaus Kjøller

 

Tandpasta sælges ikke ved at vise billeder af tænder med skureskader. Det er pr-logik for førsteårsstuderende på enhver kommunikationsuddannelse at marketing handler om succes og vindere. Og da meget i medierne handler om at sælge produkter, så lever vi i en medievirkelighed som svælger i succes og vinder-historier.

Det gælder selvfølgelig også religioner. En ny religion i dag har ikke en chance for at slå an hvis den ikke rummer et kraftigt element af succes. Måske ikke ydre succes, men så i det mindste indre i form af ro i sindet, dyb indsigt i sit personlige indre eller lignende.

Et meget almindeligt salgsargument er at en berømt, succesfuld person bekender sig til religionen. Forleden kunne man på en Scientology-udstilling i København se billeder af flere kendte der stod frem, foruden selvfølgelig selve stifteren L. Ron Hubbard: succesforfatter til science fiction-romaner, opfinder af psykiske teknikker og meget mere. Han var fotograferet bag skrivebordet i sin gigantiske lystyacht i Middelhavet med sejlerkasket. Informationsmedarbejdere sværmede om de besøgende og tilbød et servicenivea som om de var provisionslønnede. Hvad de utvivlsomt ikke var. De var bare stærkt prægede af organisationskulturen.

På denne baggrund kan den danske folkekirke forekomme noget tilbagelænet. Pr-teknikkerne er ikke af nyeste model, men stammer nærmest fra den sorte skole. Bare sådan noget som at man ikke må diskutere med præsten efter prædikenen! Og salmer der slæber sig af sted som om der stadig var flere hundrede år til at den rytmiske musik blev opfundet. Og selv den mest forstenede organisation har jo ikke ansatte som optræder i tøj der er tilnærmelsesvis så antikvereret som præstens.

Men alt dette er kun småting ved siden af kernen i det hele. Det der gør at intet moderne pr-bureau ville påtage sig at markedsføre kristendommen som ny religion i dag: Guds søn døde på korset under svære pinsler. Kan man tænke sig nogen dårligere reklame for en religion? Det ville svare til at L. Ron Hubbard havde udåndet i den elektriske stol for åbne tv-kameraer.

At den kristne religion på trods af dette er blevet den klare succes som den er, er et tankevækkende mysterium. Måske skyldes det at den har fundet en genial løsning på det problem som alle religioner må leve med: at tilhængerne ikke - trods selv ihærdig tro og flittig udøvelse af ritualer - befries for lidelser, død og uvidenhed. Når religionens fornemste repræsentant døde på den måde for 2000 år siden, kan ingen kristen i dag kræve kirkeskatten retur med henvisning til at hans liv er en fiasko. Man kan næsten sige tværtimod.

Det er godt at få forstand af i en påsketid hvor stadig flere magistre arbejder med formidling.

 

 

d. 15/2 1999.

                

Øverst i dokumentet